Diesel er grimt, pr.
definition. Men udover, at en bil som KIA XCeed ikke
kan påstås at være grim, tværtimod ser den temmelig
godt ud, så er diesel ikke grimt, men ofte mere
skånsom ved miljøet end benzin og andre alternative
drivmidler. Det er den prøvekørte XCeed med 136
hestes mild hybrid dieselmotor et godt eksempel på.
KIA har da også valgt, at
fortsætte produktionen og udviklingen af dieselbiler
mens flere kolleger har trykket på stopknappen. Og
da KIA leverer biler med stort set en hvilken som
helst slags drivline, er det ikke fordi fabrikken
har en skjult dagsorden eller scorer kassen på at
understøtte dieselsalget. Men det er klart, at man
som køber skal have behov for en dieselbils særlige
egenskaber, hvis det er en sådan man vælger, og det
er ikke lige præcis understøttet af den danske
afgiftslovgivning.
KIA XCeed har vi prøvekørt
ved flere tidligere lejligheder. Der er tale om en
cross-over/coupé med en frihøjde på 17,2 cm, der i
den prøvekørte version med 18” fælge er krøbet op på
18,4 cm. Hjulene giver et godt vejgreb og frihøjden
gør det lettere at komme frem på ujævnt underlag, på
græsmarker og i hjulspor, men firehjulstræk er ikke
en option.
Ny mild hybrid diesel
Det er en ny mild hybrid
dieselmotor til gengæld. Der er tale om en 1,6
liters diesel, der præsterer 136 hestekræfter og et
drejningsmoment, der topper mellem 2000 og 2250
omdr./min. Den prøvekørte bil var desuden udrustet
med et glimrende 7-trins DCT dobbeltkoblings
automatgear, som tilsammen giver en harmonisk og
trækvillig køreoplevelse.
Trævilligheden kommer også
til udtryk gennem den tilladte anhængervægt på 1500
kg. Det gør den ret velegnet til at trække
mellemstore campingvogne eller andre trailere, netop
fordi motoren er så kraftfuld og fleksibel.
Præstationstallene er udmærkede: 10,1 sekunder til
100 km/t og 198 km/t på toppen, men især
forbrugstallet er en stærk parameter ved mild hybrid
versionen: 19,2 km/l er ikke bare det officielle
WLTP tal men også det, man kan opnå i virkeligheden,
så et CO2 udslip på 135 g/km er med andre ord også
realistisk.
Miljøskånende
Det er med til at gøre sådan
en bil miljøskånende, i hvert fald mere end
tilsvarende benzinbiler, for udslippet af
kvælstofilter har man også styr på vha.
SCR-katalysator og AdBlue. Sammenligner man med KIAs
egne XCeed varianter falder XCeed mild
hybrid-dieselen mellem en 120 heste og en 160 hestes
benziner: Med 120 hk kører man 16,7 km/l og med 160
hk er tallet 16,4 km/l med DCT og mild hybrid
teknik. CO2 udledningen er mere skånsomt på
dieselbilen og også på anhængervægten er dieselen
bedst.
120-hestes udgaven må trække
1000 kg og 160-hestes udgaven må trække 1410 kg.
Selv hvis man sammenligner med en XCeed med 210
hestekræfter rykkes grænsen for anhængervægten ikke
opad.
Prisen er lidt usikker
Prismæssigt er XCeed med
dieselmotor i skrivende stund i et årgangsskifte, så
de kommende priser på dieselmodellerne kendes endnu
ikke, men med det hidtidige Edition-udstyr koster
den prøvekørte bil 340.000 kroner. Det gør den
dyrere end samtlige af benzinvarianterne på nær den
dyreste 204-hestes version med det højeste
udstyrsniveau. Og det er selvklart et minus for
dieselbilen.
Desuden straffes man med en
halvårlig ejerafgift på 1420 kroner – 204 hestes
udgaven koster 1190 kroner men 160-hestes versionen
opkræves man kun 580 kroner for pr. halvår. Til
gengæld sparer man på brændstofudgiften, for
dieselprisen er fortsat lavere end benzinprisen. Men
om Jordkloden får det bedre ved at der slippes mere
CO2 ud pr. kørt kilometer ved at spare penge på en
benzinbil, kan man udmærket sætte et spørgsmålstegn
ved.
Lidt mindre bagageplads
I øvrigt er en mild hybrid
dieselbil handikappet en smule ved at batteriet er
placeret under bagagerumsbunden og pladsen derved
reduceret fra 426/1378 liter til 380/1332. Men det
er formentlig et mindre problem, fordi pladsen under
bagagerumsbunden ikke er så reel som i selve
bagagerummet.
Afhængig af, hvordan
udstyrsbestykningen bliver i det kommende modelår,
kan vi fastslå, at for de 340.000 kroner får man
foruden drivlinen et righoldigt udstyr, der
inkluderer LED forlygter med automatiske fjernlys,
tagræling, adaptiv fartpilot, 2-zone klimaanlæg,
regn-sensor, bakkamera, varme i rat og forsæder,
foldbare sidespejle, JBL-lyd, en 10,25”
berøringsskærm, del-kunstlæder og meget mere. 16”
alufælge er standard og de var i den prøvekørte
udgave udskiftet med 18” fælge.
Hvad køreegenskaberne angår: se on board videoen, men
kort fortalt er affjedringen rimelig spændstig uden
at være ukomfortabel og den giver i sammenhæng med
hjulene på 235/45-18 og multilink baghjulsophæng en
glimrende stabil kørsel. Den lidt spændstige
affjedring kan udmærket tilskrives de større hjul.
Støjniveauet er lavt og mild hybrid teknologien
oplever man bl.a. ved, at motoren lyder mindre
anstrengt, formentlig takket være hjælpen fra den
lille elmotor.
|