- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Biltest: KIA Stinger

3,3 T-GDI GT Aut-8 AWD


Omfattende opdateret sportsligt flagskib


Af Søren Clauding – juli 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KIA har i princippet to flagskibe på modelprogrammet. Det er den store og rummelige SUV, KIA Sorento, og så er det den sportslige coupé-limousine, KIA Stinger. Sidstnævnte er blevet kraftigt opdateret i en grad, så selv pladsforholdene er blevet bedre.

 

Vi har tidligere ved flere lejligheder prøvekørt KIA Stinger og er hver gang blevet først overrasket over og siden mindet om hvor alsidig KIA er som bilproducent. De har en stærk position på verdensmarkedet, hvad angår elektriske og elektrificerede biler. Men de kan også godt håndtere fx med Stinger at bygge temmelig sportslige biler.

 

Gennemgribende opdatering

Nu har Stinger fået en overhaling. Den er ikke gennemgribende fornyet, men eksempelvis er akselafstanden blevet forlænget til nu 2,905 meter. Det vidner om, at bilen er blevet opdateret i snart sagt ethvert hjørne og også, at KIA tager det alvorligt at skabe en helstøbt bil: Hvis man ændrer lidt hér, er man også nødt til at justere lidt dér for at fastholde harmonien.

 

Kabinepladsen er blevet bedre, der er større højde ved bagsæderne og siddepositionen er blevet sænket, hvilket i sagens natur både bidrager til mere plads, men også til lidt bedre køreegenskaber pga. et sænket tyngdepunkt (frihøjden er i øvrigt 13 cm). Men det er jo ikke noget, der umiddelbart kan ses.

 

Umærkbare forbedringer

Det kan det nye elektronisk variable udstødningssystem heller ikke, men det bidrager med 3 ekstra hestekræfter, som sandt at sige heller ikke mærkes, men sammenkædet med tilføjelsen af nye features som fremadrettet kollisionsassistent, som dog heller ikke mærkes før man er i den kritiske situation, begynder fornemmelsen af en helt igennem forbedret bil så småt at melde sig.

 

Den elektronisk ECS undervogn er til gengæld direkte mærkbar og en stor fordel, fordi den forholdsvis tunge bil på små 1800 kg godt kan have brug for på den ene side en stram affjedring ved hurtig kurvekørsel og tilsvarende en komfortabel afvisning af ujævnhederne, når man benytter den som landevejscruiser.

 

Masser af kræfter

Motoren er fortsat en 3,3 liters turbo benzin V6’er, der så nu yder 370 hk og leverer et gigantisk drejningsmoment på 510 Nm i området fra 1300-4500 motoromdrejninger/minut. Den er yderst fleksibel og underbygger både det sportslige islæt, når speederen trædes i bund, og det komfortable ved blot at justere farten uden at bekymre sig om kræfterne. Der er nok af dem, hele tiden. Man har i øvrigt flere køre-indstillinger hvor især ”smart” indstillingen gør det rigtig godt og helt uproblematisk.




Benzinøkonomien er i overensstemmelse med bilens kraft potentiale. De 9,1 km/l jf. WLTP er til at regne med, men man skal nok ikke bekymre sig så meget om benzinforbruget, hvis man køber en Stinger. Det er andre ting, det handler om. Begrebet køreglæde er helt intakt i en sådan bil. Bilen har fortsat All Wheel Drive og forskellige for- og baghjul: 225/40-19 foran og 255/35-19 bagtil. Godt hjulpet af et effektivt spærredifferentiale giver de på den ene side en suveræn overførsel af kræfterne til kørebanen, på den anden side en tilstrækkelig let og præcis styring, som klæder Stingeren ved hverdagsbrug.





Går man lidt til den, fx hvis man slipper hæmningerne lidt løs hvor man må det på en trackday, er GT Brembo bremserne på 350 hhv 340 mm en stor sikkerhed, hvis man husker at bruge dem rettidigt.

 

Udstyr for alle pengene

Den prøvekørte version havde et ”GT” som versions-betegnelse. Det indebærer en listepris på 860.000 kroner, men også et omfattende udstyr. Adaptiv fartpilot, nøglefri betjening, 2-zone klimaanlæg og ratvarme er selvklart standard i denne kategori. Dertil kommer elektrisk justerbart rat, elektrisk bagklap, napalæder i kabinen, sædevarme også på bagsæderne, head-up display samt den såkaldte HDA motorvejsassistent, der sikrer bilens position i vognbanen og også tager højde for bevægelser i den øvrige trafik.



360 grader kamera gør det let at se, hvad der er rundt om bilen og det er en vigtig egenskab, fordi udsynet ikke scorer topkarakterer, hvad det i øvrigt aldrig gør i sportsligt designede biler. Et vel proportioneret Harmon Kardon lydanlæg står for underholdningen, når man vil underholdes af andet end motorlyden, og mange features styres via en 10,25” berøringsskærm.



Meget er nyt, men ét er der ikke lavet om på: KIA’s unikke garanti. Eneste udfordring er, at Stingeren lægger op til at køre mange kilometer og da garantien er 7 år, maks. 150.000 kilometer, kan det være, at kilometerbegrænsningen indtræder før de 7 år er gået...


Andre KIA prøvekørsler – find dem hér >>>


Videotest: KIA Stinger 3,3 T-GDI GT Aut-8

KIA Stinger er blevet faceliftet - mest under huden. Lidt flere kræfter, som nu kan høres, lidt mere plads især på bagsædet. Oplev hvordan den kører med elektronisk styret undervogn. Fuld HD.





Model:

KIA Stinger 3,3 T-GDi GT Aut-8

Listepris:

Kr. 859.000

Motor og transmission:

3,3 ltr. turbobenzin V6. 370 hk. 510 Nm/1300-4500 omdr./min. 8 trins A/T. Firehjulstræk. Spærredifferentiale.

Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/ Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

9,2 sekunder/ 270 km/t/ 9,2 km/l/ 247 g/km.

Hjul, for / bag:

225/40-19 / 255/35-19

Længde:

4,83 m

Bagagerum:

406-1114 liter

Værd at bemærke:

Aut. nødbremse med reg af biler, cyklister og fodgængere samt modkørende biler ved venstresving. 19” alufælge. Fuld BiLED med dynamisk kurvelys. Nøglefri betjening. Head-up display. 2-zone klimaanlæg. El-justerbare forsæder. Læderindtræk. Sædevarme for og bag. Ratvarme. El-sideruder for og bag. Adaptiv fartpilot. Isofix 10,25" touchscreen med navigation. Harman Kardon audioanlæg. 360 grader kamera.


Link til importøren









Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt