- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Biltest: KIA Sorento 1,6 T-GDi

Plug-in Hybrid 4WD Upgrade


Harmonisk plug-in til fordelagtig pris


Af Søren Clauding – maj 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da vi sidste efterår første gang kunne berette om den helt nye KIA Sorento savnedes den udgave, som afgiftslovgivningen senere gjorde til klart den økonomisk mest attraktive version, nemlig plug-in hybrid-udgaven. Den er i mellemtiden kommet på markedet og man skal have meget hårdt brug for eksempelvis at kunne trække en anhænger på 2500 kg før man vælger at betale næsten 200.000 kroner mere for bilen.

 

Prisforskellen er nemlig gigantisk. Dieseludgaven koster 650.000 kroner, den selvopladende hybrid 690.000 kroner – mens plug-in hybriden kan erhverves for 469.000 kroner (alle oplyst i den såkaldte Upgrade udstyrs version). Oven i købet viste PHEV’en (PHEV=Plug-in Hybrid Electric Vehicle) sig at være ganske harmonisk og ikke domineret af batteriets mervægt, som visse af kollegernes PHEV-udgaver er det.

 

Moderat mervægt

Vægtforskellen er højst 250 kg (vs. Hybrid-udgaven) eller godt 200 kg (vs. diesel-udgaven). Mervægten kan mærkes, men den er ikke markant, og den mest synlige forskel kan aflæses på brændstofforbruget, hvis man ikke forbruger af den medbragte elektricitet. Da kører PHEV’en cirka 12 km/l mod hybrid-udgavens 13,3 og dieselbilens 14,7 km/l. Dermed også sagt, at skal miljøet skånes, skal der rimelig ofte lades strøm på batteriet – men der er nu fortsat langt til det officielle WLTP tal på 62,5 km/l.

 

Når de miljømæssige og omkostningsmæssige overvejelser er på plads er der ingen tvivl: Man får i bred forstand markant meget mere bil for pengene ved at købe en Plug-in fremfor de to andre varianter. Staten får godt nok mindre i provenu, fordi afgiften stort set er ikke-eksisterende på PHEV’er i den prisklasse (der betales dog moms af købet) og der betales kun 860 kroner/år i ejerafgift versus 6660 kroner respektive 3020 kroner for diesel hhv. hybrid. Men sådan er det jo iblandt med politiske beslutninger.

 

Velproportioneret og velbygget

Selve bilen kan der ikke ankes over. Den er velproportioneret, rummelig med plads til syv personer og mange af dens fortræffeligheder blev allerede beskrevet i efteråret (læs mere om KIA Sorento hér >>>). I Plug-in hybriden får man imidlertid en ganske særlig drivline.



KIA kalder det en parallel-hybrid, og det går kort fortalt ud på, at motoren består af en 180-hestes 1,6 liters turbobenzin-maskine, der samarbejder med en 90-hestes elmotor. Tilsammen leverer de op til 265 hestekræfter og et drejningsmoment på 350 Nm styret via en 6-trins automatgearkasse. Parallel-begrebet ligger i, at de to kraftværker på det nærmeste er integreret i hinanden og ikke som i visse firehjulstrukne SUV’er fordelt med benzinmotor fortil og en elmotor bagtil. Så der sker ikke et stadigt og uforudsigeligt skifte mellem træk på forhjulene og træk på baghjulene.



Godt for køreegenskaberne

Det har bl.a. den fordel, at kraftfordelingen og dermed også kørebalancen i bilen er ens, uanset der køres på elektricitet alene, i en hybrid-tilstand med begge motorer aktive eller med benzinmotoren som den primære drivkraft. Dermed er kørslen meget rolig og forudsigelig. Kræfterne leveres jævnt og man registrerer kun på lyden, hvorfra energien leveres.



Hvad den elektriske del angår er den baseret på et 13,8 kWh batteri, placeret lavt i bilen under gulvet. Det er gavnligt for den lettere forøgede frihøjde på i alt 17,4 cm og giver gode kurveegenskaber, også hjulpet af 235/55-19 hjul (se on-board videoen her på siden og få en bedre fornemmelse af bilens køreegenskaber). Den elektriske rækkevidde er iht. WLTP 57 km og op til 70 km ved bykørsel. I lunt vejr er det realistiske tal, hvis man undlader at være hård på speederen.



God plads og godt udstyr

Pladsforholdene er ganske pæne: 175 liter bagageplads med alle syv siddepladser i brug, 809 liter, hvis blot de fem forreste anvendes til at sidde på og næsten 2 kubikmeter, når alt bagved forsæderne er lagt ned. Og så kan pladsen udbygges med en anhænger på 1500 kg.



Upgrade-udstyret supplerer det såkaldte Prestige udstyr med el-bagklap, Bi-LED forlygter, det såkaldte ”Privacy-glass” som er ekstra sorttonede og udefra svært gennemsigtige sideruder, elektrisk indstilleligt førersæde, nøglefri betjening, et 10,25” display og sædevarme også på 2. sæderække.

 

I Prestige versionen til 429.000 kroner har man foruden 19” hjulene også el-sidespejle, adaptiv fartpilot, 2-zone klimaanlæg, de 7 sæder, varme i læderrattet, skiftepaler til gearskiftet, p-sensorer og regn-sensorer, bakkamera, automatisk nødbremse (der også reagerer på fodgængere og cyklister), aktiv vejbaneassistent og Isofix beslag på alle sæderækker.




Andre KIA prøvekørsler – find dem hér >>>

Læs også:

Velkørende og alsidig luksus-SUV
Videotest: KIA Sorento Plug-in Hybrid
Den store KIA Sorento SUV kan nu også fås som plug-in hybrid med 265 hestekræfter og firehjulstræk. Den er velkørende, komfortabel og kan også håndtere lettere offroad terræn. Se selv. Fuld HD.






Model:

KIA Sorento 1,6 T-GDi Plug-in Hybrid 4WD Upgrade Aut-6.

Listepris:

Kr. 469.000

Motor og transmission:

4 cyl. 1,6 ltr. turbo-benzinmotor. 180 hk, 265 Nm/1500-4500 omdr./min. El-motor, 90 hk/2100-3300 omdr./min, 304 Nm. System: 265 hk, 350 Nm.  6 trins A/T. Firehjulstræk.

Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/ Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

8,7 sekunder/ 193 km/t/ 62,5 km/l/ 38 g/km.

Hjul, for / bag:

235/55-19

Længde:

4,81 m

Bagagerum:

175-809-1988 liter

Værd at bemærke:

Aut. nødbremse med reg af biler, cyklister og fodgængere samt modkørende biler ved venstresving. 19” alufælge. Fuld LED. Nøglefri betjening. 2-zone klimaanlæg. 7 sæder. El-justerbart førersæder. Læderindtræk. Sædevarme 1. og 2. sæderække. Ratvarme. El-sideruder for og bag. Adaptiv fartpilot. Isofix 10,25" touchscreen med navigation. El-bagklap.


Link til importøren








Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt