- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: KIA Sorento 2,2

CRDi Premium 4WD DCT


Rummelig, velkørende og trækvillig SUV


Af Søren Clauding – februar 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var lige før håndbremsen blev trukket til denne prøvekørsel, da regeringen havde offentliggjort deres udspil til nye beregningsmetoder for biler i Danmark, og oven i købet havde sikret sig flertal dertil. For gav det nu mening med sådan en bil? Men håndbremsen blev ikke trukket, for dieseludgaven af den nye store KIA Sorento giver bestemt mening – til trods for prisen.

 

Det vidste vi heldigvis, for da vi i efteråret for første gang stiftede bekendtskab med den nye Sorento i forbindelse med de første prøvekørsler af den nye model, blev flest kilometer tilbragt i den selvsamme bil, som vi denne gang havde længere tid til at gå under lakken på. Og den oplevelse var meget positiv.

 

En politisk beslutning

Heldigvis trak vi ikke håndbremsen, for der er fortsat meget positivt at sige om også dieseludgaven af Sorento. Det er kun prisen, der er en udfordring, men det er fælles for alle diesel-SUV’er og kan alene tilskrives regeringens politiske og efter undertegnedes opfattelse noget unuancerede tilgang til beregning af afgift på biler. Mennesker er trods alt forskellige og har forskellige behov.

 

Den nye Plug-in Hybrid (PHEV) udgave af Sorento var ikke klar i efteråret og den har vi endnu til gode at prøve, men hvad bilernes funktionalitet angår, er der ikke noget, der andet end ud fra et politisk synspunkt retfærdiggør en prisforskel på 125.000 kroner for den billigste PHEV og den billigste dieselversion. Den prøvekørte model med firehjulstræk var topversionen, og den er oven i købet 236.000 kroner dyrere.

 

Elektricitet gør udslaget

Årsagen er de nye regler for afgiftsbegning. PHEV’er favoriseres, fordi de kan lades op fra det offentlige elnet og siden køre, i KIA’s tilfælde 57 kilometer iht. WLTP målemetoderne. Hvor langt de kan køre på literen, når batteriet er tømt, står endnu hen i det uvisse, men KIA har stor erfaring i elbiler og elektrificerede biler, så det er nok ikke helt galt. Og det er klart, at er man brændt varm på en KIA Sorento, og passer PHEV-teknologien til ens kørselsbehov, er det prismæssigt et særdeles fordelagtigt køb.

 

Et faktum er det, at Sorento PHEV vil kunne købes for 429.000 kroner, den har oven i købet firehjulstræk modsat den billigste diesel-version, som alene har forhjulstræk, og den prøvekørte 4WD version med Premium udstyr koster godt 735.000 kroner modsat PHEV Premium til 539.000 kroner. Men uden endnu at være gået dybt i den tekniske løsning i PHEV’en, gætter vi på, at de to firehjulstræk systemer ikke direkte kan sammenlignes. Det genspejles formentlig fx i bilernes træk-muligheder. PHEV’en må trække 1500 kg, dieselbilen må trække 2500 kg og begge har automatisk niveauregulering af bagakslen samt trailerassistent. Desuden leverer PHEV’ens drivline et 90 Nm lavere drejningsmoment, det er også en del af forklaringen.

 

Næsten ens præstationer

Fartpræstationerne er ikke meget forskellige. PHEV’en kan nå 100 km/t på 8,7 sekunder, hvor dieselbilen bruger 9,2. Topfarten er hhv. 193 km/t og 205 km/t, altså til dieselbilens fordel. Der er en vægt forskel på 250 kg, som givet vis gør køreoplevelsen anderledes. Men det kan udmærket falde ud til plug-in hybrid bilens fordel, for store biler vil ofte have fordel af større vægt, hvis affjedringen er kalibreret dertil – men det ved vi så ikke endnu.



Dieselbilens fordel er i sagens natur de mange velproportionerede kræfter, som drejningsmomentet på 440 Nm/1750-2750 omdr./min er udtryk for. Den er også fremragende til lange ture, hvor den økonomiske fordel ved den elektrificerede udgave udfases sammen med den tilbageværende strøm på batteriet. WLTP forbrugstallet er 14,7 km/l dieselolie og det er bilens størrelse taget i betragtning ganske pænt.



Kører fremragende

Vi har nu også prøvet Sorento’en i god sidevind, og med et godt tryk på fronten kører den snorlige og særdeles lydløst. Med dertil hjalp også de 255 brede 45 procent lavprofildæk monteret på 20” fælge i stedet for de 19”, som er standard. Hvis valget falder på Sorento CRDi, er det intet dårligt tilvalg. Og multilink baghjulsophæng er suverænt og harmonerer udmærket med frihøjden på godt 17 cm. Motoren er omdrejningvillig og har det rigtig godt sammen med det automatiske 8-trins dobbeltkoblingsgear.

 

Pladsmæssigt disponerer man over i alt 7 siddepladser fordelt på tre sæderækker og bagagepladsen kan varieres fra 187 til 2011 liter – det er lidt bedre end i PHEV’en.



Sidst men på mange måder egentlig mindst, hvis dieselversionen er den rette, skal man betale over 6000 kroner i ejerafgift om året. Også det tal sættes i relief af de 860 kroner det koster at køre Plug-in hybrid. I modsat retning trækker derimod behovet for service: En Sorento med hybridmotor skal serviceres en gang om året eller for hver 15.000 kilometer. Dieseludgaven kan klare sig med en gang hvert andet år eller for hver 30.000 kilometer. Fordelen ved den nye KIA Sorento er imidlertid, at KIA leverer både en PHEV og en diesel. Så kan man selv vælge, hvilken der passer bedst til ens behov – og fælles for dem begge er KIA’s unikke 7 års garanti (maks. 150.000 km).



Under baggerumsbunden findes der ekstra rum, til trods for både firehjulstræk og justerbart multilink baghjulsophæng.

 

Andre KIA prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også:

Velkørende og alsidig luksus-SUV
KIA Sorento 2,2 CRDi 4WD DCT
Vi har været blandt de absolut første til at prøvekøre den helt nye og temmelig store KIA Sorento SUV med 202-hestes dieselmotor og 8-trins DCT gear. Det er en bil, som banker på i premium-klassen. Fuld HD




Model:

KIA Sorento 2,2 CRDi Premium 4WD DCT

Listepris:

Kr. 735.655

Motor og transmission:

4 cyl. 2,0 ltr. turbodiesel med SCR katalysator. 202 hk. 440 Nm/1750-2750 omdr./min. 8 trins DCT. Firehjulstræk.

Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/ Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

9,2 sekunder/ 205 km/t/ 14,7 km/l/ 179 g/km.

Hjul, for / bag:

235/55-19 (standard)

Længde:

4,81 m

Bagagerum:

187-821-2011 liter

Værd at bemærke:

Aut. nødbremse med reg af biler, cyklister og fodgængere samt modkørende biler ved venstresving. 19” alufælge. Fuld LED. Nøglefri betjening. Head-up display. 2-zone klimaanlæg. El-justerbare forsæder. Læderindtræk. Sædevarme og ventilation i forsæder. Ratvarme. El-sideruder for og bag. Varme i 2. sæderække. Adaptiv fartpilot. Isofix 10,25" touchscreen med navigation. Bose audioanlæg. 360 grader kamera. Blind vinkel kamera. El-bagklap.


Link til importøren



Der er masser af plads på 2. sædeække og varme i sæderne, der i Premium udgaven alle er betrukket med læder.


3. sæderække kan hurtigt foldes sammen.

...og det samme kan 2. sæderække.


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt