Der har det med at gå både
mode og politik i såvel danskernes bilvalg, deres
biltilbud og ikke mindst deres afgifter til staten.
”Har du penge, så kan du få, har du ingen, så må du
gå”. De gamle ord fra den gamle sang passer godt på
den prøvekørte Ford S-Max med 190-hestes
dieselmotor. I givet fald er det syv personer, der
må gå eller alternativt tage toget, og det er ikke
altid den bedste forretning for den, der ellers
ville køre bil.
Ford S-Max i den prøvekørte
udgave har 7 siddepladser. Og helt så galt er det
ikke med økonomien, sådan lidt isoleret betragtet.
Og hvad det politiske angår, så er en moderne
dieselmotor trods de mange kræfter bestemt ikke
voldsomt forurenende. Det kunne i hvert fald være
meget værre, for med SCR-katalysator er udslippet af
kvælstofilter beskedent og en CO2 udledning på 166
g/km – et tal, der oven i købet kan omsættes i
praksis.
Lav kilometerpris
I øvrigt er både pris,
brændstofforbrug og forurening stort set den samme
for en S-Max med dieselmotor og en S-Max Hybrid. Og
kan man klare sig med mindre og stort set ligeså
lidt forurenende og forbrugende motorer bliver de
også billigere.
Det betyder fx., at når man
først har anskaffet bilen, kan 7 personer køre 100
km for godt 70 kroner til brændstof og det er jo
billigt. Køber man en togbillet, som ikke engang
bringer en frem til slut destinationen, endsige
henter en på udgangspositionen, er prisen omkring
100 kroner – pr. person…
Stort tjek-tegn
Indrømmet, da skal man først
have betalt mindst 370.000 kroner for at komme i
gang, og det er dér ”har du penge” kommer ind. Den
prøvekørte 190 hestes version koster en lille halv
million, slitage og vedligehold kommer oven i. Men
for dem, der økonomisk kan håndtere den sag, er der
sat et stort tjek-tegn ved en S-Max. Den kører oven
i købet til tiden og er typisk meget hurtigere
fremme end de offentlige bestemt ikke helt billige
alternativer.
Men afgiftslovgivningen
favoriserer ikke præcis den biltransportform, hér
kender statskassens appetit ingen grænser: 5.800
kroner om året i ejerafgift, blot fordi der bruges
fossile brændstoffer. De penge er med til, at dække
den tabte indkomst ved salg af elbiler uden afgift,
biler, som tanker energi, der ikke med garanti er
produceret forureningsfrit. Undertegnede er stor
tilhænger af elektrificering, misforstå det ikke,
men en gang imellem kan det fastslås, at det er en
ubestemmelig overgangstid, vi lever i, og
regnestykket virker til tider noget uafbalanceret,
for nu at udtrykke det mildt.
Campingtrækker af format
Det virker også
uafbalanceret set i lyset af, at hvis man gerne vil
have en bil med plads nok, og måske også gerne vil
hægte en campingvogn bagpå, fordi man måske ikke her
i Corona-tiden har haft mulighed for at sikre et
ferieophold i eget eller lejet sommerhus, skal der
en bil til som Ford S-Max. Med 190 hestekræfter må
man trække 2000 kg. Det må ingen elbil og de
færreste plug-in hybridbiler, som jo begge har nok
at slæbe på, blot i sig selv.
S-Max med dieselmotor vejer
1734 kg, hvilket er nogle hundrede kg mindre end
tilsvarende elektrificerede biler. Det indebærer, at
den er overraskende velkørende. Og med tilføjelse af
”mode-elementet”, er den jo ingen SUV, så den har
ingen gigantisk frihøjde, som giver sus og støj
under bilen. Den er støjsvag og kvik, hvis man altså
kan klare sig med at nå 100 km/t på 9,7 sekunder,
hjulpet af en virkelig god 8-trins automatgearkasse.
Hurtig på den lange bane
Det er naturligvis ingenting
i sammenligning med en elbils typiske fartformåen,
ikke på den korte bane i hver fald, men inkluderer
den lange bane en tur ned ad de tyske Autobahns, er
en topfart på over 200 km/t ikke at foragte. Ikke,
at man behøver køre så hurtigt, men tallet er udtryk
for bilens mange kræfter, og det tager fortsat kun
nogle få minutter at ”lade op” til yderligere mange
hundrede kilometer.
Dieselmotoren er i øvrigt ny
og udmærker sig ved at være mere responssiv og
bidrager også til det lavere støjniveau. Den er en
del af et generelt facelift på S-Max, som også
omfatter opgraderet adaptiv fartpilot med stop & go
funktion, et nyt viskersystem (se on-board videoen
også af den grund), et adaptivt lyssystem og det
hele er ekstra pænt klædt på af ST-Line
udrustningen.
Komfortabelt kørende
ST-Line inkluderer 18”
alufælge (235/50-18 dæk), en lidt mere spændstig
sportsundervogn, der især gør sin gavn ved frisk
kurvekørsel, dellæder indtræk, el-forsæder,
gearskiftepaler bag det perforerede læderrat samt
rent gejl, når det kommer til de røde bremsekalibre.
Inden ST-Line har Titanium niveauet klaret 8”
berøringsskærm, nøglefri betjening, varme i rat,
sæder og forrude, en såkaldt intelligent fartpilot,
der med lidt undtagelser iblandt tager højde for
eksempelvis fartbegrænsninger, automatisk fjernlys,
elruder for og bag samt 2-zone klimaanlæg.
På den måde er man faktisk
ret komfortabelt kørende, man kommer tørskoet frem
og slipper på den korte bane med en lavere
”billetpris”, uanset man blot er en enkelt person i
bilen. Så helt galt er det nok ikke, om end der i
undertegnedes optik stadig er en ubalance i
regnskabet i forhold til markedets mobile
alternativer. Desværre hører en multibil/MPV som
S-Max lidt fortiden til, den er som sådan en
uddøende race og det er egentlig trist, for man
kommer hurtigt til at holde af den, den giver rigtig
mange muligheder og giver fortsat masser af mening
for rigtig mange mennesker.
|