Da Citroën i foråret
lancerede den nye generation C4 i hælene på den C4
Cactus model, som havde været fabrikkens bud på en
komfortabel mellemklasse-SUV siden 2014, var der
tale om et regulært paradigmeskift. Fra den lidt
kantede model med de karakteristiske airbumps, der
over årene var skrumpet noget ind, er der nu tale om
en crossover-coupé, som ikke mindst visuelt er
iøjefaldende.
Vi berettede om den nye
Citroën C4 tilbage i marts 2021 (læs
vores første test af den nye Citroën C4 hér >>>),
og satte særlig fokus på den elektriske udgave. Men
endnu er verden ikke så langt, at det er lige til
højrebenet at købe en fuldt elektrisk bil, og
plug-in hybriderne har fordele (ikke mindst
afgiftsmæssige), men bestemt også ulemper. Derfor er
det egentlig ret befriende at sætte sig til rette i
en konventionel ”ICE-bil”, hvor ICE som bekendt står
for Internal Combustion Engine, altså en
forbrændingsmotor.
Velkendt ICE-drivline
I maskinrummet på den hér
prøvekørte C4 lå – og ligger vel fortsat… - en af
PSA/Stellantis koncernens velkendte 3-cylindrede
130-hestes 1,2 liters PureTech turbobenzinmotorer,
og den formidler så kræfterne til forhjulene gennem
en 8-trins EAT-automatgearkasse.
Det er en potent og
velkørende kombination, der fx muliggør at man kan
sprinte til 100 km/t på 9,4 sekunder og den kan
forventeligt køre 200 km/t, hvad vi ikke har prøvet,
fordi bilen alene blev prøvekørt på danske
landeveje. Samspillet mellem motor og gearkasse er
OK og lider ikke under de ellers så populære
dobbeltkoblingsgearkassers lidt djærve og
uforudsigelige nedgearing. Til tider kan skiftet dog
godt føles lidt hårdt – det har til dels med
køre-stil at gøre.
De fine fartpræstationer
rejser spørgsmålet: Hvordan fungerer det med de
progressive hydrauliske støddæmpere, som Citroën har
patent på og introducerede netop i forbindelse med
sidste generation C4 Cactus? Det korte svar er:
Fortræffeligt. Hvis man altså er til yderst
tilgivende affjedringer og en blød køreoplevelse,
som man jo ikke normalt forbinder med sportslige
køreegenskaber.
Revideret sportsbegreb
Er man landet dér i sin
oplevelse, er det måske på tide at tage sin
opfattelse af begrebet ”sport” op til revision.
Indrømmet: Skal man hurtigt gennem en kurve på plan
tør asfalt er en lav bil med brede lavprofildæk
stadig at foretrække. Men en C4 er jo ingen
racerbil. Den har en lettere forøget frihøjde på
15,6 cm, den er 1,53 cm høj og i PureTech versionen
vejer den i nabolaget af 300 kg mindre end den
elektriske C4.
De parametre tilsammen
betyder, at i samme øjeblik vejen er ujævn og eller
fugtig, eller det der er værre, er C4 forbavsende
sportslig. Den tilgivende affjedring og
støddæmpernes geniale håndtering af køreforholdene
gør bilen meget sikker gennem kurverne, og på ujævn
vej er man bedre stillet end i mange af
konkurrenternes biler.
Funktionel og anvendelig
Dertil kommer så at den jo
fortsat er ret funktionel og anvendelig – også til
trods for den coupéagtige formgivning. Bagagerummet
er på 380 liter og kan øges til 1250 liter. Det er
ikke overvældende i en 4,36 meter lang bil, men det
rækker vel for de fleste bilejere. Og har man brug
for mere plads, er det muligt at supplere med en
anhænger på op til 1200 kg.
Den prøvekørte Feel
udstyrsversion (det næstlaveste udstyr) er som
standard udrustet med 18” fælge og dertil hørende
ret brede 225/55-18 dæk. Fordi dækkene er så brede
er der næppe meget at hente ved at benytte de 16”
hjul, som er standard på basis-udgaven. Omvendt
giver 18” hjulene måske lige præcis den nærkontakt
til asfalten, som pga. de avancerede støddæmpere
måske ellers ville gå tabt.
Elegant og fornuftig
C4’erens udvendige design er
genspejlet i interiøret. Det er elegant, der er en
fornuftig kombination af fysiske knapper og
betjening af berøringsskærmen og udsynet bagud er
ikke overbevisende pga. den store bagspoiler, der er
placeret gennem bagruden. Bilen har p-sensorer men
ikke det bakkamera, som ville kunne kompensere for
det ringe udsyn bagud – i hvert fald når man skal
bakke.
Skifter man til Shine
udstyrsniveauet er bakkamera standard, men da stiger
prisen også med 40.000 kroner fra listeprisen på
255.000 kroner. MEN: Der er tradition for hos den
danske importør bestandigt at have kampagne-modeller
til fordelagtige priser. Kik på den aktuelle
udstyrs-liste og opdater, hvad man nu får for
pengene.
Feel udstyret inkluderer i
skrivende stund bl.a. 18” fælgene (som ikke er
letmetal), el-sideruder foran, fartpilot (som ikke
er adaptiv), klimaanlæg, sædevarme, regn- og
lyssensorer og 10” touch-screen (uden navigation)
samt såkaldte ECO-LED forlygter, der giver et rigtig
godt lys i mørke.
Penge at spare
Som det turde fremgå, er Feel
dog på ingen måde topudstyret – og i øjeblikket er
der kampagne på en Shine Sport version, som er
20.000 kroner dyrere end Feel – men fordi det er et
kampagne-tilbud også 20.000 kroner billigere end det
lavere Shine niveau. Det er ikke lige let og ikke
lige overskueligt, men der kan være gode penge at
spare og godt udstyr at få med i købet, hvis man
bruger lidt tid og sammenligner udstyrs-listerne.
Sidst men ikke mindst er WLTP-forbrugstallet 17,2 km/l.
Det er ikke skelsættende men formentlig meget
realistisk, er det vores erfaring.
|