Det er lidt barokt, at den
billigste BMW X2 er en plug-in hybrid. Men den er et
godt eksempel på, hvad regeringens nye
afgiftslovgivning foranlediger. Hvis majoriteten af
kørslen finder sted på elektricitet alene, og man
reducerer forbruget af fossile brændstoffer
væsentligt, giver det god mening, ikke mindst fordi
BMW er kommet ret godt i mål med den elektrificerede
X2.
Priserne først: Den
prøvekørte X2 xDrive 25e M Sport er prissat til
394.114 kroner. Den billigste X2 uden
elektrificering koster 435.248 kroner. Det er en
forskel, der vil noget, fordi det også inkluderer
det sportslige M Sport udstyr. Men der er mange
andre forskelle på plug-in hybrid versionen og de
konventionelle X2’ere. Heldigvis har BMW dog bevaret
kørefærdigheder, der betyder, at man som fører ikke
føler sig taget ved næsen, når man første gang
træder speederen i bund og kører lidt friskt gennem
kurverne.
Fart er intet problem
Plug-in hybrid udgaven er
døbt xDrive 25e og den har automatisk firehjulstræk.
Ude fortil har man anbragt en 3-cylindret 1,5 liters
turbo-benzinmotor, der yder op til 125 hestekræfter
samt et drejningsmoment på op til 220 Nm. Bagtil
finder man en 95-hestes elmotor, der bidrager med
yderligere 165 Nm, så man sammenlagt disponerer over
220 hk/385 Nm. Det er ret meget og derfor kan man nå
de magiske 100 km/t på blot 6,8 sekunder. Topfarten
er 195 km/t og på elektricitet alene 135 km/t.
Batteriet i plug-in udgaven
er på 10 kWh (8,8 kWh brugbar energi) og fordi det
ikke er så gigantisk og benzinmotoren også er
beskeden, er mervægten i plug-in hybrid-versionen
blot 180 kg i forhold til benzin-udgaven med 192 hk
og blot 130 kg ift. diesel-versionen med 190 hk.
Velafbalanceret
Da batteriplaceringen oven i
købet skubber tyngdepunktet lidt bagud og nedad, har
man opnået en meget velafbalanceret bil, der helt
lever op til BMW’s ry for køreglade biler. Men der
fulgte en lille overraskelse med, da vi første gang
kørte bilen gennem en sekvens af hurtige sving:
Den 3-cylindrede benzinmotor
trækker på forhjulene, alt imens elmotoren trækker
på baghjulene. Det betyder i praksis, at hver gang
elmotoren blander sig i accelerationen skifter bilen
lidt karakter, fordi den delvis forvandles til enten
en regulær firehjulstrukken bil eller en egentlig
baghjulstrukken bil. De 95 elektriske hestekræfter
giver naturligvis ikke, trods det store moment,
anledning til at slå med halen, men de kompenserer
for den understyringstendens, der kendetegner en
forhjulstrukken X2. Hjulpet yderligere af
vægtforskydningen og det lavere tyngdepunkt får man
derfor en ganske underholdende bil at køre i.
Hurtig og lineær
acceleration
6-trins automatgearkassen
skifter meget hurtigt både op og ned i gearene og
bortset fra, at køreegenskaberne ændrer sig lidt,
når bilen skifter fra forhjulstræk til firehjulstræk
eller baghjulstræk, kan der ikke sættes en finger på
transmissionen. Accelerationen er helt lineær,
hvilket både er komfortabelt og i harmoni med det
lydløse kørebillede bilen efterlader.
En BMW X2 PHEV er jo ikke en
SUV som sådan. Firehjulstrækket kunne trække i den
retning, men en frihøjde på 14,7 cm gør det ikke.
Det er godt for vejbeliggenheden på plan asfalt, og
firehjulstrækket er heller ikke dumt på løst
underlag, men den er ikke egnet til regulær
terrænkørsel. M Sport udstyret inkluderer
sportsophæng såvel som 225/45-19 hjul i stedet for
17”, hvilket giver en mere kontant berøring med
kørebanen (se on-board videoen her på siden)
Miljø-argumentet og
-effekten
Og så er der det med
miljøet, som jo er den egentlige grund til
afgiftsfavoriseringen af plug-in hybrid biler.
Officielt kan man køre 58 km/l iht WLTP og
rækkevidden er 57 kilometer på et fuldt batteri. Det
første kræver rigtig meget brug af
opladningsmuligheden, for når man fastholder
batteriniveauet og maskineriet alene fungerer som en
slags selvopladende hybridmotor, er benzinforbruget
14-15 km/l. Til sammenligning kører en
forhjulstrukken 136-hestes sDrive med automatgear
16,4 km/l og en firehjulstrukken 190-hestes xDrive
diesel, også med automatgear, 18,5 km/l.
Men muligheden for at køre
elektrisk varierer med årstiden. Det var forholdsvis
køligt, da vi prøvekørte X2 plug-in’en og da blev
den kalkulerede elektriske rækkevidde reduceret fra
58 km til under 40 km. Det er ikke noget specielt
for BMW, det samme sker hos majoriteten af
kollegerne, men som køber er det værd at tage med i
sine overvejelser. Det samme gælder, at anhænger
ikke er tilladt. I førnævnte dieselversion må man
trække 2 tons.
Pladsforholdene påvirkes også lidt, bagagerummet
skrumper fra 470 til 410 liter pga. den plads, der
går til el-drivlinen og batteriet, men ellers er M
Sport udstyret udmærket og omfatter bl.a. 2-zone
klimaanlæg, sportssæder, navigation, rat-varme,
elektrisk bagklap og Fuld LED forlys med
kurvefunktion.
|