- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Biltest: BMW M440i xDrive Cabriolet AWD Mild Hybrid


Dårligt vejr er ingen hindring…


Af Søren Clauding – september 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

…nej, hvornår har det lige været det, når man har sit liv i Danmark. Men mon ikke de allerfleste trods alt sætter pris på godt vejr, når de er ude at køre bil. Det er særlig tydeligt i en cabriolet, selv i det begyndende efterår, hvor valget da mest handler om, hvorvidt det gode vejr skal med ned i cockpittet eller det alligevel er for køligt til at køre åbent.

 

I en BMW Cabriolet har man imidlertid hele tiden valgmuligheden, for det tager blot 15 sekunder at slå teltet op eller pakke det sammen.



Egentlig er der intet nyt i det. Men også det var særlig indlysende i den periode, hvor prøvekørslen handlede om BMW M440i xDrive Cabriolet. Vejrguderne gav ustandseligt og uforudseligt skiftende vejr, det regnede, blæse, solen skinnede og temperaturkurven svingede, som var den en kortsluttet vekselstrømskurve.

 

Mild hybrid og de mange kræfter

Det er nu ikke fordi der er meget elektricitet i en BMW M440i cabrio. Jo, lidt, for der er faktisk tale om en 48 Volts mild hybrid, men meget vekselstrøm er der ikke over det system. Fordelen er nok mest, at der opsamles energi, og den kan så siden benyttes til at holde benzinøkonomien på respektable 12,8 km/l (set i lyset af de 374 hestekræfter ude i maskinrummet), eller til at levere ekstra 11 hk. Dermed er 0-100 km/t på 4,9 sekunder en option, og man kan køre 250 km/t – siges der, for det har vi i respekt for den danske færdselslov ikke afprøvet på det danske vejnet.



På mange måder er BMW’s sublime cabriolet, som forbavsende nok prismæssigt kan holdes på godt en million kroner i den prøvekørte udgave, miljørigtig skabt. Væk er tidligere tiders ellers så populære foldetag, der var tunge, fyldte meget og ikke rigtig pga. et højt tyngdepunkt var en fordel for bilens køreegenskaber (på nær et eller andet med aerodynamikken, måske). M440i cabriolet har kaleche, den er hurtig at pakke væk, det kræver ikke meget energi, den fylder ikke meget og så efterlader den en slags roadster fornemmelse – men kun en slags.



Forbilledlige kørefærdigheder

Bilen har nemlig fire siddepladser, og selvom det giver træk i nakken at have bagsæderne i brug (fordi vindskærmen bag forsæderne da skal pakkes væk), og selvom BMW kompenserer med varm luft i nakkestøtterne (ekstraudstyr til 11.000 kroner), så er køreegenskaberne ikke så muntre som i en typisk roadster, også en af BMW’s egne. Og det sagt, tag ikke fejl: en BMW M440i køre forbilledligt godt – se videoen her på siden og fornem mere end mange ord kan beskrive.



Den prøvekørte bil havde da også adaptive støddæmpere, så den kunne også klare stilfærdig kørsel (så stilfærdig som 3-liters rækkemotoren tillader), og den havde firehjulstræk. Det er ikke udpræget nødvendigt på tør vejr, om end træk på alle fire hjul ofte er en stor sikkerhed i en kritisk situation. Men når kalechen er foldet ud og regnens trommen lyder, som sidder man indenfor i et telt (trods kalechens multilags-konstruktion), er firehjulstrækket behageligt, grænsende til det nødvendige, fordi forventningerne til bilens køreegenskaber er så store.

 

Sværvægter

Den kører godt, men er også tung. 1965 kg er næsten, som var den en plug-in hybrid, hvad den ikke er i nærheden af at være. Men det har med basiskonstruktionen at gøre. En stor motor, lidt vægt også fra MHEV-systemet, en 8-trins Steptronic automatgearkasse og kraftige afstivninger, som sikrer en høj grad af vridningsstabilitet – som mistes, når taget populært sagt er skåret af. Alt det vejer, og det gør det righoldige udstyr også.

 

De mange kræfter, som indbefatter et drejningsmoment på ikke mindre end 500 Nm over en meget bred omdrejningskurve, begyndende allerede ved 1900 og som vedholdes op til 5000 omdr./min. skal overføres sikkert til underlaget.

 

Affjedringen klarer sagerne

Hertil benytter man både en opstrammet M-Sport undervogn og 255 mm brede 19” 35 procent lavprofildæk på baghjulene. Fortil er dimensionerne 225/40-19 – begge hjulsæt er ekstraudstyr til 20.000 kroner. Havde det ikke været for den adaptive affjedring, havde det nok været en noget rystende oplevelse – i ordenes bogstavelige forstand – at køre på især ujævn vej. Men det var det da heller ikke – det ses også i on-board videoen her på siden.


 


Basisudstyret i en M440i omfatter læderindtræk, 3-zone klimaanlæg, park-assist inkl. bakkamera, hvad man især har brug for, når kalechen er lukket. Oven i var den prøvekørte bil udstyret med så meget ekstra, at prisen var steget til over 1,2 millioner kroner.


Andre BMW prøvekørsler - find dem hér >>>

Videotest: BMW M440i xDrive Cabriolet AWD

Det danske vejr er cabriolet-vejr. I hvert fald når bilen har en velisoleret kaleche, der er væk på få sekunder, fine køreegenskaber samt 374 hk (plus 11 ekstra mild hybrid kræfter) som indebærer, at den heller ikke er nogen sinke. Se selv. Fuld HD.







Model:

BMW M440i xDrive Cabriolet AWD Mild Hybrid Connected

Listepris:

Kr. 1.013.953

Motor og transmission:

6 cyl 3 liters række benzin turbomotor. 374 hk/5500-6500 omdr./min. 500 Nm/1900-5000 omdr./min. MHEV: 11 hk. 8 A/T.

Præstationer acceleration/ topfart/ Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP)

4,9  sek./ 250 km/t/ 12,8 km/l/ 178 g/km.

Længde:

4,77 m.

Bagagerum:

385 liter

Anhængervægt: 1800 kg

Værd at bemærke:

M Sport sports undervogn, differentiale, automatgear og bremser. Adaptiv affjedring. Breddejusterbart ryglæn på forsæderne. 3-zone klimaanlæg. P-assistent inkl. bakkamera. BMW Live Cockpit Plus inkl. navigation. Læderindtræk.














Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt