- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Volvo XC60 B4 Mild Hybrid aut. AWD R-Design
Den ikke bløde mellemvare
Af Søren Clauding – januar 2020

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var nærliggende, at kalde den nye Volvo XC60 for ”den bløde mellemvare”, for den er præcis ligeså meget længere end Volvo XC40 som den er kortere end Volvo XC90. Men blød kan man ikke kalde den. Ikke i R-design udgaven i hvert fald. 30 procent stivere fjedre samt en tykkere krængningsstabilisator er fakta, der taler deres eget sprog.

Men når det så er fastslået, var vi lidt på herrens mark, for bilen var udrustet med vinterdæk, og med temperaturer på 10-15 grader var den direkte berøring med underlaget præget af en smule ”sejlads” og det var næppe inspireret af Volvos mangeårige tilknytning til sejlsporten. Det var lidt ”øv” og derfor ville en on-board video heller ikke give et realistisk indtryk. I hvert fald hvis man går ned i detaljerne, og det sker jo iblandt i disse spalter.

Avanceret undervogn
Men en bil er jo meget andet end dens køreegenskaber, der dog øjensynlig ikke fejlede noget. Det burde de heller ikke, for basiskonstruktionen er rigtig: Dobbelte wishbones oppe fortil, en integral-bagaksel, det kan ikke blive meget bedre. Handikappet er en frihøjde på små 22 cm, men det er på den anden side udtryk for, at man mener det alvorligt, når man bygger en SUV hos Volvo.

Den prøvekørte bil havde foruden R-Design modelbetegnelsen B4 og AWD. B4 betyder en 4-cylindret 2-liters turbodieselmotor med mild hybrid teknologi. Mild hybrid vil i denne sammenhæng sige, at Volvo’en opsamler bevægelsesenergi, når den forsvinder under nedbremsning, energien lagres på et batteri og slippes løs igen, når der skal accelereres. Ikke for at give bedre fartpræstationer, men for at reducere brændstofforbruget.

Smidig og kraftfuld
Men med 197 hestekræfter og 0-100 km/t på 8,3 sekunder (samt en topfart på over 200 km/t) behøver man vel heller ikke mere fart. For hvor spændstig affjedringen end måtte være, og måtte blive med den rette dækmontering, er XC60 ikke en racerbil. Dertil hjælper ”R’et” i R-design heller ikke. Motoren er meget smidig og leverer det maksimale drejningsmoment på flotte 420 Nm allerede ved 1750 omdr./min. Den er en smule mere støjende, end man sædvanligvis ville forvente i denne prisklasse, om det er med vilje, for at underbygge R-Design med en lettere sportslig lys, lader vi være usagt.

AWD systemets fornemste formål er, at hjælpe til, hvis man bevæger sig væk fra den plane asfalt – eller hvis man hænger en anhænger bagpå. Op til 2,4 tons må en XC60 B4 trække. AWD betyder All Wheel Drive og det er i princippet træk på alle fire hjul, når det altså behøves. I øvrigt inkluderer systemet også en nedkørselsassistent, som man finder det i regulære off-road’ere.

Fornuftige forbrugstal
Set i lyset af 4-hjulstræk, automatgear, en velvoksen vægt på små to tons samt de mange kræfter er et brændstofforbrug på 16,1-14,9 (WLTP tallene, som bliver lidt lavere i praksis) acceptabelt. Men glem ikke, at det er dieselolie, der er tale om og det er formentlig bedre med den lille elmotor, der skubber bag på dieselmotoren, når speederen trædes ned, end uden.

Man kan dog ikke umiddelbart sammenligne, for faktisk er 190 hestes D4 udgaven mere brændstoføkonomisk, men da heller ikke helt så kraftig.Prisen på 800.000 kroner klassificerer ikke præcis en XC60 blandt markedets billige biler. Det er da også en ret behagelig og komfortabel oplevelse i bred forstand man mødes af i en Volvo XC60. R-design udstyret bygger oven på Momentum udstyret, som bl.a. inkluderer 2-zone klimaanlæg, Fuld LED i det meget promoverede Thors-hammer design, nøglefri betjening og el-bagklap.

R-Design
R-Design tilfører så den stramme undervogn, 19” alufælge med 235 mm brede 44 procent lavprofildæk, elektrisk førersæde med 4-vejs el-justerbar lændestøtte (godt!), kunstlæder-panel, nappa-læderindtræk, p-sensorer for og bag, og ikke mindst Pilot Assist, som er en avanceret udgave af adaptiv fartpilot og vognbaneassistent samt kø-assistent som virker helt ned til 0 km/t. Der er dog en overgrænse for systemet på 130 km/t. Desuden er der en hel stribe kosmetik, som efterlader et mere sportsligt indtryk af bilen.

Egentlig havde den prøvekørte bil også haft 21” alufælge på med sommerdæk. Det havde, udetemperaturerne taget i betragtning, nok været en mere sportslig oplevelse. På den anden side er stor frihøjde og et ekstraordinært godt og direkte fodfæste ikke altid den mest harmoniske kombination. Man skal altid passe på med, ikke at samle for mange ekstremer, når de direkte har indflydelse på køreegenskaberne. Men det havde den prøvekørte bil så heller ikke. Det var egentlig meget godt…

Andre Volvo prøvekørsler – find dem hér >>>



Model:

Volvo XC60 B4 aut. AWD R-Design

Listepris:

Kr. 798.980

Motor og transmission:

4 cyl. 2 l. turbodiesel. Mild Hybrid, 197 hk. 420 Nm/1750 omdr./min. 8-A/T.

Præstationer acceleration 0-100 km/t/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

8,3 sek./ 205 km/t/ 16,1-14,7 km/l/ 164-187 g/km

Hjul, for / bag

235/55-19

Længde:

4,69 m

Frihøjde:

216 mm

Bagagerum:

505 liter

Værd at bemærke

ABS. EBD. ESP. 7 airbags. Aut. nødbremse. 19” alufælge. Fuld LED med LED tågeforlygter. Sportsundervogn. P-sensorer for og bag. Multijusterbart rat. 2-zone Klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. Nøglefri betjening. El-justerbare sidespejle m varme. El-sideruder for og bag. Pilot Assist. Sædevarme. Bakkamera. USB og AUX. Bluetooth. Navigation. El-bagklap. El-førersæde. Læderkabine.





Der er glimrende benplads ved bagsæderne.





Bagagerumsdækkenet kan glide op under bagklappen, hvorved det er lettere at læsse rummet.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt