Volkswagen har givet deres
store mellemklassebil, Passat, en kraftig
overhaling. Basiskonstruktionen fra 2015 er dog i
princippet uændret, kosmetisk er den blevet rettet
lidt til, og så er dens infotainment system blevet
moderniseret. Denne prøvekørsel er vores første
rigtige møde med den faceliftede Passat, og i trit
med tidens trend har vi set nærmere på plug-in
hybrid versionen, GTE.
Sammenlignet med forgængeren
har den nye Passat GTE nemlig også fået mere strøm
at dele ud af. Batteriet har fået større kapacitet
og er vokset fra 10 kWh til 13 kWh. Det giver alt
andet lige et bedre brændstofforbrug og længere
elektrisk rækkevidde. Nu kan en Passat GTE iht. WLTP
køre 55 kilometer på elektricitet alene med et fyldt
batteri, og det officielle benzinforbrug er 76,9
km/l.
Fordelen skal bruges
Det er fakta, der vil glæde
enhver, der overvejer køb af en plug-in hybrid.
Forudsat, naturligvis, at de som ejer/bruger af en
sådan bil kan udnytte de muligheder, den har (fx
opladning hjemme eller på arbejdspladsen). Det
kræver et bestemt kørselsmønster og også, at man
tilrettelægger sin kørsel, så energiforbruget bliver
optimalt. I modsætning til i visse af de andre
udbyderes plug-in hybrider, har man som
GTE-bruger større frihed til selv at styre
energiforbruget.
Det er oven i købet sådan, at
ved man, at er der på turen er flere strækninger,
der fordrer elektrisk kørsel af hensyn til
forureningen af nærmiljøet, end de 55 kilometer kan
dække, kan bilen vha. benzinmotoren lade batteriet.
Men det koster benzin og er i de fleste tilfælde
ikke fordelagtigt, hverken hvad angår benzinforbrug
eller det samlede udslip af skadelige stoffer.
Allerede uden opladning og uden brug af elmotor
kører Passaten 16 km/l, og det forbrug øges, når
der også skal strøm på batteriet.
Voldsomt stigende marked
Ikke desto mindre er markedet
voldsomt voksende for den slags løsninger, som på
den ene side har elbilens fordele, på den anden side
har fordelen ved, at man ikke har begrænset
rækkevidde - og desuden kan reducere forbruget af
benzin, så de totale driftsomkostninger er lavere
end alternativerne.
Prisen på plug-in hybrider er
også faldet voldsomt, fordi plug-in hybrider
afgiftsmæssigt blevet favoriseret som elbiler. Derved er prisen på en
Passat GTE faldet det meste af 100.000 kroner i
anskaffelsesøjeblikket og den prøvekørte Plus-udgave
af Passat GTE koster nu kun godt 410.000 kroner.
Elektricitet koster også
penge
Lægger man oven i det en
reduceret udgift til benzin, ser regnestykket
hurtigt attraktivt ud. Den reducerede benzinudgift
modsvares dog delvist af en øget udgift til
elektricitet, for selvom kilometerprisen er lavere
ved el-kørsel end benzinkørsel, skal der trods alt
betales for energien. Det gælder i øvrigt alle
plug-in hybrider, og det er også dem alle, der er
blevet billigere, takket være en reduceret afgift.
Drivlinen består basalt set
ligesom hos forgængeren af en 1,4 liters 4-cylindret
TSI turbobenzinmotor, der yder 156 hestekræfter. Og
et maksimalt drejningsmoment på 250 Nm, som topper
allerede ved 1550 omdr./min og bevares helt op til
3500 omdr./min. Når man kører på benzin alene, har
man udmærket trækkraft.
El-motor boost
Men bedre bliver det
naturligvis, hvis elmotoren på 115 hestekræfter
træder til. Den leverer desuden 330 Nm og det
indebærer, at man i op til ét minut har 218
hestekræfter, respektive 400 Nm til rådighed som
system-maksimum. Det gør det muligt, at nå 100
km/t på blot 7,4 sekunder og flintre derudad med
over 220 km/t. Det er den forbavsende tilgivende
affjedring dog ikke skabt til.
Bilen er omkring 170 kg
tungere end fx en 2-liters TDI med 150 hk, så man
slæber rundt på en del dødvægt i form af den
elektriske drivline. Hvad angår vægtbalancen er det
dog intet problem, fordi batteriet er placeret under
bagsædet.
Mange valgmuligheder
Bag rattet disponerer man da
også over en række valgmuligheder, som foruden en
særlig GTE-knap, der aktiverer alle kræfterne, også
gør det muligt, hvis der er strøm nok på batteriet,
at ”låse” drivlinen til elektrisk kørsel. I samme
øjeblik speederen trædes i bund, træder
benzinmotoren dog til. Det hele sker umærkeligt via
det velkendte 6-trins DSG dobbeltkoblingsgear.
Man kan også vælge en hybrid
indstilling, hvor man kan låse batteri-niveauet
stepvist som man vil, så man bevarer den mængde
strøm, man vil til senere brug. Der kan også vælges
en automat-indstilling, hvor bilen selv afbalancerer
samspillet mellem elmotor og benzinmotor, og har man
lagt en rute ind i navigationsanlægget, optimeres
samspillet ud fra rutens karakteristika. Det er ret
genialt. Og så kan man som nævnt oplade batteriet
vha. benzinmotoren, men det er altså ret kostbart
i benzinforbrug.
Mindre bagageplads
Batteriet fylder naturligvis
lidt, men mon ikke de officielt oplyste 586 liter
rækker for de fleste. Og bagsæderne kan naturligvis
lægges ned, hvorved bagagerumskapaciteten øges til
1152 liter.
Udstyret er opgraderet og i
Plus-udgaven disponerer man fx over bakkamera,
3-zone klimaanlæg, Fuld LED, adaptiv fartpilot og en
fin detalje som nakkestøtter på forsæderne, der kan justeres også i længderetningen
(se billederne). On-board videoen her på siden giver
en god fornemmelse af støjniveauet.
Sidst men ikke mindst skal det nævnes, at man må trække
en anhænger på ikke mindre end 1900 kg og også, at
den billigste Passat er prissat til 325.000 kroner.
Den er da udrustet med en 150-hestes 1,5 liters
TSI-motor og har et væsentligt lavere udstyrsniveau.
|