- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: BMW 118d Sport Line aut.
Den smukke lille revolution
Af Søren Clauding – februar 2020

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er kommet sådan lidt trinvist, opgøret med baghjulstrækket, men med den nye 1-serie BMW er det første store skridt blevet taget i skiftet til forhjulstræk. Det er lykkedes, endda i en sådan grad, at undertegnede var med til at stemme BMW 1-serie ind blandt de nominerede til Årets Bil i Danmark 2020. Men lad det nu blive ved denne lille revolution, kære BMW, baghjulstræk er fortsat en del af BMW DNA’et…

Baggrunden er ikke desto mindre en analyse blandt 1-serie købere, der har påvist, at kun 15 procent af dem vidste, at deres bil var baghjulstrukken. Derfra og så til at ræsonnere, at de ikke kunne mærke det, er måske en lidt forhastet konklusion, for hvor mange mennesker, der oplever køredynamik, ved egentlig hvoraf den kommer. Men BMW har i hvert fald vidst, at såfremt forvandlingen skulle lykkes, skulle man gøre alt, hvad man kunne, for at bevare 1-seriens køredynamik. Og det har man i det store hele opnået.

Mere plads
Men hvorfor overhovedet forvandle bilens drivline? Svaret ligger i den grundlæggende begrundelse for overhovedet at bygge forhjulstrukne biler. Forhjulstræk kræver mindre plads, fordi motoren kan lægges på tværs og afstanden til de trækkende hjul er mere direkte. Man slipper for kardanakslen og kunne principielt også fjerne kardantunnellen, hvad man så ikke helt har gjort i BMW’en, om end den ikke er ret høj.

Derved får man større frihed til, at designe en smuk kompakt bil, hvad man så også har gjort. Den nye 1-serie er i undertegnedes optik den smukkeste 1-serie, BMW har bygget. For mange mennesker betyder en bils udseende og optiske dynamik givet vis mere end spørgsmålet om kurveoplevelse. Og bemærk: Der står kurve-OPLEVELSE, ikke kurve-EGENSKABER. For uden at have lavet en sammenligningstest, gætter vi på, at den nye 1’er ikke har tabt i hastighedspotentiale gennem kurverne. Men den føles anderledes, hvad on-board videoen her på siden giver en vis fornemmelse af.

Godt fartpotentiale
Det er 118d udgaven, vi i denne omgang er gået i dybden med. Med en 2-liters turbodieselmotor i maskinrummet, suppleret af en 8-trins Steptronic automatgearkasse og i Sport Line antræk har man masser af fartpotentiale. Dieselmotoren er lydløs, vibrationssvag, den reagerer direkte på speederen og med op til 150 hestekræfter og 350 Nm kan man helt ubesværet nå 100 km/t på 8,4 sekunder. Efter sigende, for vi har ikke prøvet det, kan den køre 216 km/t på toppen. NOx tallet holdes helt i bund vha. en SCR-katalysator og den kan iflg. WLTP-målingerne køre 20 km/l – det er ret pænt med så kraftig en motor. Anhængervægten er dog begrænset til 1300 kg.

Hvad topfarten angår, er forhjulstrækket næppe nogen ulempe. For en kort bil – og den nye 1’er måler kun 4,32 meter i længden, selvom den ser længere ud – er ikke fra fødslen af ultrastabil ved høj fart. Det er omvendt for en forhjulstrækker, og der er næppe nogen, der savner muligheden for at kunne lægge bagvognen ud gennem snævre sving på en almindelig offentlig vej.

Den rette baghjulsophængning
BMW har i modsætning til fx VW og Mercedes med deres Golf og A-klasse modeller valgt, at alle 1-serie versioner har multilink baghjulsophængning, der er med til at stabilisere bagvognen. Det krydser vi fingre for og håber, at man ikke ændrer på i fremtiden, for multilink er godt. Foruden bidraget til køredynamikken har det også muliggjort en god balance mellem sportslighed og affjedringskomfort, om end sidstnævnte er udfordret lidt af 195/55-17 hjul. Men nu er det jo også en ST-Line, hvor 17” letmetalfælgene er en del af udstyret.

Styringen er faktisk skarpere end i den hidtidige generation og 1’eren er mere sporty end A-klassen. Og pladsforholdene i kabinen er rigtig fine, især set i lyset af 350-1200 liter bagagerumsplads.

Sport Line udstyret
Basisprisen for 118d Sport Line er 355.100 kroner (den billigste 1’er er prissat til 323.000 kroner) og medfødt udstyr inkluderer foruden automatgearet og letmetalfælgene bl.a. et M-Sport læderrat, sportssæder, p-sensorer for og bag, fartpilot og Fuld LED, så man også kan tillade sig frisk kørsel i mørke. Også den automatiske nødbremse, muligheden for SOS-opkald og BMW service i 3 år/40.000 kilometer hører med.

Tillægsbestilt rat-varme til små 4000 kroner er et plus, det samme er det såkaldte gennemlæsningssystem til samme pris, som muliggør at man kan køre med lange genstande ned gennem kabinen (hvor fx skiene kan ligge, mens man kører rundt og leder efter sne). Vejen finder man, godt hjulpet af det såkaldte Live-cockpit med et avanceret navigationssystem og en 10,25” skærm, som dog udløser en ekstrapris på 39.000 kroner. Og så bør man ikke undlade køreassistentpakken til godt 14.000 kroner, som omfatter adaptiv fartpilot, advarsel ved vognbaneskift og meget andet.


Andre BMW prøvekørsler – find dem hér >>>

Vi har prøvet den nye forhjulstrukne BMW 1-serie udrustet med en kraftfuld 150-hestes turbodieselmotor og 8-trins Steptronic automatgear. Forhjulstrækket har forvandlet den lille BMW, men er den blevet mindre dynamisk? Fuld HD.




Model:

BMW 118d Sport Line 8 Steptronic aut.

Listepris:

Kr. 355.000

Motor og transmission:

4 cyl 2,0 turbo diesel med SRC kat. 150 hk/4000 omdr./min. 350 Nm/1750-2500 omdr./min.

Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

8.4 sek./ 216 km/t/ 20,0 km/l/ 130 g/km

Hjul, for / bag:

195/55-17

Længde:

4,32 m.

Bagagerum:

380-1200 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. Aut. nødbremse. 17” alufælge. Fuld LED. P-sensorer for og bag. Multijusterbart læderrat. Klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle. El-sideruder for og bag. Fartpilot. Sædevarme.


Link til importøren










Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt