- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: KIA XCeed 1,6 CRDi Comfort

Årets bil i vores optik

Af Søren Clauding - december 2019

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er ingen hemmelighed, at KIA XCeed var undertegnedes topkandidat, da hæderstitlen Årets Bil i Danmark 2020 skulle uddeles. Den demokratiske proces afgjorde, at en anden (Tesla Model 3) fik det ærefulde prædikat, og demokratiet må man respektere. Men i denne, den første testkørsel på Motorsiden.dk af XCeed (efterårets internationale test var vi nødt til at springe over), blev det, selv i en mørk vintertid, soleklart understreget, hvorfor jeg fandt XCeed bedst.

Hvad er Årets Bil egentlig? Det påhviler det enkelte jury-medlem, selv at definere grundlaget for point tiledelingen. Det, som undertegnede lægger til grund for vurderingen, varierer lidt fra år til år, afhængig af fingerspidsfornemmelsen af den internationale udvikling, samfundsforhold, men måske mest af alt: Hvilken bil, af de, der nu var blevet nomineret til titlen, der tjener de danske bilister/bilejere bedst over en bred kam. Det er naturligvis en subjektiv vurdering, og den kommer så her:

Meget komplet
KIA XCeed er en yderst alsidig bil. Den ser oven i købet godt ud. Og den tilbydes med den teknik, vi som danskere har mest glæde af, tilpasset hvem vi er: Benzin-versioner til de, der har et gennemsnitligt kørselsbehov, en diesel-version (den her prøvekørte) især til de bilejere, der kører mange kilometer, og om kort tid følger en plug-in hybrid udgave med samme teknologi, som findes i KIA Niro PHEV. Den kan især de bilejere, der har mulighed for at have en ladeboks på bopælen eller på den faste arbejdsplads, have glæde af, og den er skabt uden voldsomt indgreb i Jordens begrænsede lagre af bl.a. litium og cobolt.

Desuden kan XCeed anskaffes til en overkommelig pris: Listeprisen er 250.000 kroner for den billigste version med 120-hestes benzinmotor og 290.000 for det prøvekørte alternativ med 136-hestes dieselmotor og mellem-udstyret “Comfort”. Uanset hvad man betaler, får man markedets bedste garanti i form af 7 år/150.000 kilometer.

Udseendet: Kik selv og vurder, vel vidende, at vi mennesker typisk hvad angår form og farver ser tingene forskelligt. Men designmæssigt er den i undertegnedes optik ret vellykket.

Krydsning
XCeed er en slags krydsning mellem KIA ProCeed og KIA Ceed. Den er noget kortere end ProCeed (4,40 meter) og så er den hævet 4 cm i forhold til Ceed. XCeed er forbavsende rummelig med et bagagerum på 426 liter, der kan udvides til 1378 liter, når bagsæderyglænene lægges ned - trods den sportslige coupé-agtige profil. Og alligevel holdes totalhøjden på blot 1,48 meter.


Testbilen havde 235/45-18 hjul - det gik lidt ud over affjedringskomforten og er ikke ideelt på våd vej. Omvendt sørgede den tilgivende affjedring for, at køreegenskaberne også på våd vej var glimrende (se også on-board videoen her på siden).

De egenskaber tilsammen har KIA forvaltet forbilledligt. Den moderate højde holder tyngdepunktet nede. De forlængede fjedre har man brugt til også at gøre affjedrings-komforten god - udover at frihøjden (18,4 cm med 18” hjul, som den prøvekørte bil var iført - 17,2 cm med de standardmonterede 16” hjul) er på samme SUV-niveau som fabrikkens egen KIA Sportage, og derved øger fremkommeligheden i lettere terræn eller opkørte hjulspor og meget sne.

Avanceret undervogn

Oven i det har XCeed ligesom de øvrige Ceed modeller multilink baghjulsophæng, som bidrager til sporsikre og stabile kurveegenskaber og medvirker til fremragende stabilitet ved hurtig ligeudkørsel. Flere konkurrenter, deriblandt VW og Mercedes har fravalgt sådanne hjulophæng på de lavere motoriserede mellemklassebiler, så også dér er XCeed på forkant.


136-hestes dieselmotoren er temmelig fleksibel og letkørt. Den når sit maksimale drejningsmoment på 280 Nm allerede ved 1500 omdr./min. og er desuden temmelig lydløs, hvilket underbygger den komfortable køreoplevelse. Brændstoføkonomien på 18,9 km/l (WLTP) er ikke banebrydende, men den er til at opnå i praksis uden den helt store omtanke. Det er egentlig også ret afslappende.



Udstyret er desuden helt i top. Comfort-niveauet inkluderer Fuld LED forlygter med automatisk fjernlys, som fungerer hurtigt og præcist, ikke mindst i opblændingen, som ofte er en svaghed ved den type lygter. 2-zone klimaanlæg er standard ligesom sædevarme og ratvarme. Automatisk nødbremse med fodgænger og cyklist genkendelse (alle udstyrsvarianter) er standard og meget, meget mere.

Dansker-bil

XCeed er udrustet med en 8” skærm og man har heldigvis bevaret en række betjeningsknapper udenfor skærmen, som direkte aktiverer en given funktion, uden at man først skal bladre gennem en menu og ved samme lejlighed have mindre opmærksomheden på det, der sker på kørebanen.

KIA XCeed er som sådan en gennemført og komplet bil for danskere med glimrende køreegenskaber og mulighed for individuelt at tage det fornødne miljøhensyn, afhængig af hvilke muligheder man har. Derfor vil KIA XCeed fortsat i vores optik være Årets Bil i Danmark 2020. Basta!


Andre KIA prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:
2019 KIA XCeed verdenspremiere >>>

KIA XCeed var redaktørens topkandidat til titlen Årets Bil i Danmark 2020. Den vandt ikke - man må respektere den demokratiske proces - men i videoen får man trods efterårsregn en god fornemmelse af, hvilke egenskaber, der betød at XCeed blev nomineret til ærestitlen. Fuld HD.


Den prøvekørte XCeed var nomineret til titlen Årets Bil i Danmark 2020 - derfor plakaten på fronten. Helst publierer vi billeder af bilerne uden reklamer på, men da redaktøren selv var medvirkende til at sikre XCeed's nominering, gør vi en undtagelse...


Model:

KIA XCeed 1,6 CRDi Comfort

Listepris:

Kr. 289.999

Motor og transmission:

4 cyl 1,6 ltr. turbo-diesel. 136 hk. 280 Nm/1500/3000 omdr./min. 6 M/T.

Præstationer acceleration 0-100 km/t/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

10,6 sek. 196 km/t. 18,9 km/l. 138 g/km

Længde:

4,40 meter.

Frihøjde:

17,2-18,4 cm

Bagagerum:

426/1378 liter

Værd at bemærke

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. Aut. nødbremse. 16” alufælge (standard). Fuld LED med aut. fjernlys. P-sensorer for og bag. Multijusterbart læderrat. 2-zone Klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Aktiv vejbane assistent. Sædevarme. Ratvarme. 2 X Isofix. 8” touch screen. Bakkamera. USB og AUX. Bluetooth. Regnsensor.


Link til importøren

KIA XCeed er forhjulstrukken og derfor er benpladsen ved bagsæderne ekstra god, fordi bilen naturligt nok ikke har nogen kardanaksel.




Bagagerumsbunden er fleksibel.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt