Egentlig var det vores
prøvekørsel af den helt nye Rolls-Royce Phantom
sidste efterår, der triggede. BMW står nu om dage
som bekendt for Rolls-Royce, og langt hen ad vejen
kan det ikke undgås, at de to bilmærker deler
teknik. Og basis for BMW’s topmodeller er ikke
væsensforskellig fra Rolls-Royce. Det giver også god
mening.
Søger man efter en
Phantom-følelse i den nye 8-serie Coupé, skal man
dog være mere end almindelig fintfølende, i hvert
fald på et niveau, som overgår det, som undertegnede
kan mobilisere. Det skyldes nok mest, at de to biler
er så væsensforskellige, at ville ligheden kunne
føles, ville BMW have gjort et dårligt stykke
arbejde. Og det gør BMW ikke.
Sportsvognens tre kerne egenskaber
En sportsvogn som den nye
7-serie baserede 8-serie, oven i købet iklædt
M-klæder, byder på ultimativ sporty køredynamik. Den
besidder også de to andre centrale egenskaber, som
kendetegner og retfærdiggør en højtydende
sportsvogn, som i det aktuelle tilfælde koster den
nette sum af 2,5 millioner kroner (inklusiv et
klækkelig sponsorat af den danske statskasse),
nemlig en uforlignelig luksuriøs indretning og det,
at den kan samle alle egenskaberne i en afslappende
køreoplevelse - en sportsvogn er som bekendt en
sportsvogn og ingen racerbil.
Oven i det har den prøvekørte
M850i xDrive Coupé på både den ene og den anden måde
masser af bid. Den frække, bidende front med BMW’s
karakteristiske dobbelt-nyre grill er det visuelle
udtryk, som komplementerer det elegante langstrakte
design, men også når drivlinen konfigureres, som det
sker, når man aktiverer sportsindstillingen, får man
masser af bid. Dels fra den fleksible og kraftige
530-hestes V8’er med to turboladere, dels
videreformidlet til asfalten via det avancerede
8-trins Steptronic automatgear, det velafstemte
all-wheel-drive (som fordeler kræfterne mellem for-
og baghjul så perfekt, som det kan gøres) og i
konkret forstand, når de brede 20” hjul bider sig
fast i asfalten.
Lidt mere
specifikt
4,4 liters motoren er
udrustet med to turboladere, for derigennem at
sikrer, at det overbevisende maksimale
drejningsmoment på op til 750 Nm nås allerede ved
1800 motoromdrejninger pr. minut og siden kan
fastholdes op til 4600 omdr./min. Men de to i
forening er også en vigtig del af motorens
smidighed, som gør det forbavsende let, at
kontrollere de mange kræfter. De er reelt set også
med til at holde benzinforbruget på et efter
omstændighederne forholdsvis lavt niveau.
Det officielle forbrugstal
iht. WLTP er 9,3 km/l. Men i EcoPro indstilling og
et moderat fart-ambitionsniveau hos den, der sidder
bag rattet, kan man udmærket nå noget bedre værdier,
hvilket i øvrigt også er med til, at retfærdiggøre
en sådan sportsvogn i bred forstand. For den
motorstyringsteknik, som håndterer kraftpotentialet
i 8’eren, kan også benyttes i andre sammenhænge. Og
da betyder det ret beset ikke meget, måske endda
tværtimod, at BMW via en høj salgspris på bilen får
tilført ressourcer til, at effektivisere andre mere
sparsommelige biler. Det hænger meget godt sammen.
Avanceret
undervogn
Gearkasse og all-wheel-drive
arbejder perfekt sammen og er konstant medvirkende
til at stabilisere bilen. Drivlinen er også hjulpet
af et meget direkte elektronisk M-Sport
spærredifferentiale på bagakslen – dér, hvor
belastningen virkelig kommer, når man bruge de mange
kræfter - og vejgrebet optimeres gennem en adaptiv
dynamisk kontrol af støddæmperne såvel som det, BMW
kalder Cornering Brake Control, som er en slags
avanceret Torque Vectoring system.
Undervognen omfatter et
regulært dobbelt wishbone forhjulsophæng og en
5-leds bagaksel, som underbygger den fine
vægtfordeling og genererer en rigtig fin balance ved
kurvekørsel, både ved lav og høj fart samt ved
acceleration og deceleration. Sidstnævnte håndteres
effektivt af ventilerede skivebremser for og bag,
men det skal der også til, for en BMW 8-serie Coupé
kryber op på små to tons egenvægt, og skal der
bremses ned fra de 250 km/t, som bilen elektronisk
er begrænset til at kunne køre, kan bremser hurtigt
blive varme.
Luksus og
udstyr
Kabinen - eller cockpittet,
burde man måske kalde det - er lækkert indrettet og
ekstra indbydende i den læderudførelse, som var
tilkøbt til den prøvekørte bil for små 35.000
kroner. Bilen havde også BMW’s nye laserlys, som er
suverænt i mørke, til godt 33.000 kroner, et Harman
Kardon surround sound lydanlæg og den uundgåelige
Driving Assistant Professional pakke, som burde være
standard. For en bil i denne kategori er det et
must, og man bør uden at blinke med øjnene betale de
60.000 kroner, det koster.
Udstyret er et radar- og
kamerabaseret system, der bl.a. inkluderer styre- og
vejbaneassistent, frontkollisionsadvarsel med
bremseindgreb (der dog ved et par lejligheder greb
ind, uden påviselig grund, men ganske moderat, og
det slap øjeblikkelig taget, da styringen blev
justeret en anelse), Rear Cross Traffic Alert,
advarsel for sidekollision og påkørsel bagfra og
naturligvis adaptiv fartpilot med stop & go
funktion.
|