Bilfabrikkerne gearer op og styrer målrettet imod de
nye Euro 6d miljø-normer, som træder i kraft i den
midlertidige ”TEMP” version 1. september 2019.
Renault er allerede klar med en 140-hestes
1,33-liters turbo-benzin motor, en maskine, der
senere også finder vej ned i maskinrummet på
Mercedes-biler. Vi har prøvet den, hvor den først er
at finde, nemlig i den forholdsvis store Renault
Grand Scenic.
Den nye motor overholder ikke bare de kommende
skrappe Euro 6d-TEMP normer, den er også temmelig
økonomisk. Det officielle NEDC-forbrugstal er 18,2
km/l, vi kørte 15,2 km/l uden overhovedet at have
fokus på benzinforbruget, så mon ikke WLTP-tallet,
når det bliver officielt, lander et sted midt
imellem? Det vil i hvert fald både være sandsynligt
og opnåeligt.
Fine forbrugs- og emissionstal
Det tal er meget fint og følger naturligvis
reduktionen i CO2 udledning, som kun er 124 g/km,
(fordi CO2 udledningen fuldstændig følger
benzinforbruget). Men kvælstofilterne holdes også
under grænsen, og indrømmet, det er lettere i en
benzinbil end i en dieselbil (hvis den ikke benytter
en SCR-katalysator), men tallet et flot. En Grand
Scenic er med sine 4,64 meter jo ingen lille bil.
Den har desuden en frihøjde på 17 cm, men er
naturligvis hjulpet af den aerodynamiske form og de
special-fremstillede 195 mm brede 20” dæk.
Det smarte ved den dæk dimension er ikke kun, at
kørslen er roligere og mere komfortabel, hvad den
typisk er med større hjul. Anlægsfladen mod
underlaget er også større, når dækdiameteren er det,
og derved opnår man bedre vejgreb, der kompenserer
for den forholdsvis beskedne dækbredde – bilens
størrelse taget i betragtning. Det giver mindre
friktion i kørselsretningen, uden tab af vejgreb i
kurverne og ved nedbremsning, mindre luftmodstand og
bidrager med andre ord til det pæne forbrugstal.
EDC-gearet sparer penge
Forbrugstallet sættes nemlig yderligere i relief af,
at den prøvekørte Grand Scenic havde automatgear.
Der er tale om et nyt 7-trins ”EDC”
dobbeltkoblingsgear, som i stedet for at øge
benzinforbruget reducerer det. Med seks manuelle
gear kører man 17,9 km/l og kørekomforten vinder
meget med EDC-gearet – se videoen her på siden og
fornem, hvor hurtigt og præcist det skifter.
Merprisen med EDC gear er 22.000 kroner og det beløb
tjenes naturligvis ikke ind i kraft af det lave
benzinforbrug, men faktisk hopper modellen også en
ejerafgiftsklasse ned fra 1260 kroner/halvår til 640
– de1240 kroner om året er da værd at tage med.
Den komfortable benzinmotor
Listeprisen for den prøvekørte Zen-version, som er
basis-udgaven herhjemme, er 316.000 kroner og den
allerbilligste version koster 290.000 kroner. Den er
da udstyret med manuelt gear og en 110-hestes
dieselmotor, der er så økonomisk (NEDC-tal: 25 km/l)
at staten kun opkræver 1060 kroner/halvår, men det
er en helt anden sag, for hvad kørekomfort angår, er
TCe-versionen klart at foretrække.
Den nye motor er nemlig yderst lydløs og
vibrationssvag. Den leverer ikke bare 140 gode
hestekræfter men også et maksimalt drejningsmoment
på 240 Nm, der imidlertid nås allerede ved 1600
motoromdrejninger/minut. Det er ikke langt efter at
man har forladt tomgangshastigheden og det gør
maskineriet både kraftfuldt og meget smidigt.
Teknik fra supersportsvogn
En del af forklaringen findes i den avancerede
motorteknik. Man har fra samarbejdet med Nissan lånt
den såkaldte Bore Spray Coating, som også benyttes i
supersportsvognen Nissan GT-R. Det reducerer den
interne friktion. Dertil kommer, at
benzinindsprøjtningen er forøget med 250 bar, som
direkte afspejles i en mere lineær momentkurve,
fordi momentet forøges både ved lave og høje
omdrejningstal. Det spiller perfekt sammen med
EDC-gearet. Det har man gjort rigtig godt.
Oven i det hele har man så Grand Scenics glimrende
komfortable affjedring, godt hjulpet af de store
hjul. Og det suppleres af et omfattende
udstyrsprogram, der som standard i Zen-udgaven bl.a.
inkluderer automatisk nødbremse med fodgænger
advarsel, automatisk nær/fjernlys, nøglefri
betjening, 2-zone klimaanlæg, el-sideruder for og
bag, p-sensorer for og bag, fartpilot og ikke mindst
de syv siddepladser med talrige
indstillingsmuligheder (se billederne), som øger
bilens anvendelighed voldsomt.
|