- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: smart fortwo cabrio twinamic

Åben smart er smart – også om vinteren


Af Søren Clauding – januar 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det virker måske ikke udpræget genialt, at prøvekøre en cabriolet om vinteren. På den anden side skal en cabriolet jo gerne kunne bruges året rundt. Ikke mindst i Danmark, hvor biler trods et par afgiftstilpasninger fortsat er store investeringer. Derfor er det smart, at gøre det. Og dobbelt smart er det, når bilen netop er en smart cabrio.

 

Sådan en er nemlig temmelig smart. Navnet siger meget, men på en eller anden måde har man vænnet sig til, at den lille bil blot er én blandt mange optioner. Derfor er netop den ekstra funktion, at det lille køretøj på bare 2,70 meters længde også er udrustet med kaleche, en feature, som fortsat sætter en smart fortwo i særklasse.

 

Ægte kaleche

Kalechen er nemlig ikke bare et stof-skydetag. Der er tale om en ægte kaleche, men den er monteret, så den også kan bruges som skydetag. Man kan ganske enkelt vælge mellem flere faser, den kan så at sige åbnes i flere tempi. Og ultimativt kan den foldes ned bagtil, præcis som i andre roadsters. For bortset fra, at køreegenskaberne ikke helt er på niveau med det, man normalt forbinder med begrebet ”roadster”, er den faktisk sådan en: Kompakt, to-sædet, åbne og i meget direkte kontakt med vejen.


 


Sidstnævnte er lige før det er for meget af det gode. Men sådan har det altid været i en smart og det er ikke blevet anderledes i den nye generation, der er baseret på et samarbejde med Renault. Hos Renault hedder bilen Twingo og den svarer til den fire-sædede smart forfour. Men med den korte akselafstand og den smalle sporvidde er affjedringen nødvendigvis temmelig fast. Sådan var det hos forgængeren og det er der ikke ændret på i den nye smart.



Bybil – men ikke på brosten

Derfor er ”komfortable” det sidste, man kan kalde en smarts køregenskaber. I hvert fald hvis ikke underlaget hjælper med. On-board videoen her på siden illustrerer det meget godt. På ujævne brosten hopper og danser smarten afsted. På den plane asfalt er den faktisk slet ikke så tosset. Og selvom den er tænkt som en bybil, hører brosten i byerne trods alt til sjældenheder nu om dage, så affjedringen er egentlig helt OK under de fleste kørselsforhold.

 

Fordi en smart byder på så mange andre gode egenskaber, som få andre kan gøre det.

 

Størrelsen er naturligvis unik. Bilen er let at finde parkeringsplads til, den er let at håndtere og en vendediameter på bare 6,95 meter overgås ikke af andre. Hvis man kan nøjes med to siddepladser, er pladsforholdene også acceptable. 260 liter bagageplads disponerer man over, når kalechen er foldet ned. Og ved vintertide kan man så glæde sig over, at der er ekstra plads til vinterfrakkerne, for da har man 80 liter ekstra bagageplads til sin rådighed.

 

Fleksibel kaleche

Kalechen er også unik og den er virkelig med til at bringe cabrio-versionen i særklasse. Den er fleksibel, som beskrevet før, men den er også hurtig og næsten hastighedsuafhængig. Det tager kun omkring 12 sekunder at forvandle bilen fra åben til lukket – og omvendt ikke mindst. Ret hensigtsmæssigt, når man overraskes af en pludselig regnskyl. I øvrigt isolerer kalechen glimrende med kulde, også når det blæser.

 

Når den er åben, er vindstøjen behersket. Når den er lukket, er vindstøjen næsten ikke eksisterende. I hvert fald så længe man holder sig væk fra motorveje. Det gør man da også helst af andre grunde: Køreegenskaberne er nemlig ikke ideelle til hurtig motorvejskørsel, men når det så er sagt, er de væsentlig bedre end hos forgængeren.

 

Hækmotor

Forklaringen er nok, at smart igen er skabt med hækmotor og tilhørende baghjulstræk. Det muliggør den lille vendediameter og store manøvredygtighed, men en smart er ikke super-stabil. Og i sammenligning med andre småbiler (OK, de er typisk også 80-90 cm længere, men har da fire siddepladser) kommer smartens kørefærdigheder til korte.

 

Det gælder også, når motorens præstationer indbefattes: Den lille 3-cylindrede 1-liters maskine præsterer 71 hestekræfter og bilen skal derefter bruge 15,5 sekunder for at nå de magiske 100 km/t. Nyt er et velfungerende 6-trins dobbeltkoblings automatgear, et rigtigt automatgear vel at mærke og ikke det automatisk skiftende manuelle gear, som kendes fra forgængeren. Det er virkelig en gevinst for smarten, og vil man have bedre fartpræstationer, kan den også købes med manuel transmission – da vil man med hurtige gearskift kunne nå de 100 1,1 sekund hurtigere.

 

Funktion og design

Efter afgiftsreduktionen i november er listeprisen på en smart fortwo cabrio faldet til 159.100 kroner. Det er mange penge og beløbet kan kun retfærdiggøres af bilens unikke funktionelle egenskaber og så, at den fortsat er iøjefaldende og sender klare signaler om, at dens bruger har en anden tilgang til mobilitet end de fleste andre har.

 

Oven i standardudstyret var den prøvekørte smart fortwo cabrio klædt på for næsten 60.000 kroner. Derpå har man en bil med automatisk klimaanlæg, 7” berøringsskærm med navigation og mulighed for USB/AUX tilslutninger, stemmestyring og Bluetooth.

 

Oven i det kommer 15” alufælge, sorte sæder med elegante hvide kontrastsyninger, læderrat, on-board computer, sporassistent (god hjælp netop på motorvej) og meget mere.

Andre smart prøvekørsler – find dem hér >>>


Se onboard videoen og få en rystende oplevelse i den åbne udgave af den lille smart fortwo. Videoen kan også ses i Fuld HD på YouTube.


 


Model:

smart fortwo cabrio twinamic

Listepris:

Kr. 159.100 ekskl. udstyr

Motor og transmission:

3 cyl. 1,0 l benzinmotor. 71 hk. 91 Nm/2850 omdr./min. 6 A/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

15,5 sek./ 151 km/t/ 24,4 km/l /93 g/km

Længde / akselafstand:

2,70 m / 1,87 m

Bagagerum:

260-340 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. Kollisions advarsel. 5 airbags. Fjernbetjent centrallås. El-sideruder. Højdejusterbart rat. Klimaautomatik. Fartpilot med -begrænser. Isofix.


 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt