I al begejstringen over de moderigtige SUVer virker
det som om, at mange bilkøbere har glemt de
multifunktionelle MPVer - fordansket til
”multibiler”. De har fortsat en berettigelse, hvad
den prøvekørte SEAT Alhambra er et mønstereksempel
på.
SUVer er fine, de har lettere terrænegenskaber,
eller? Oprindeligt havde en SUV firehjulstræk og en
væsentligt forøget frihøjde. Det med firehjulstræk
er så som så efterhånden, hvor der er opstået en ny
slags SUVer, som man kalder crossovere. Men SUV er
in, det er det moderigtige kodeord, derfor kalder
mange producenter deres biler for SUV. Det er helt
ok, man skal som kunde blot vide, hvad man køber,
uanset betegnelsen.
Ægte multibil
Men en SEAT Alhambra er en MPV, et Multi Purpose
Vehichle, en ægte multibil i ordets egentlige
betydning. Den har indretningsmæssigt utrolig mange
variationsmuligheder, den er rummelig og visuelt er
den da heller ikke frastødende. Men indrømmet, der
er ikke så meget power og pondus over en Alhambra,
men man skal ikke skue hunden på hårene.
Et hyppigt købsargument fra SUV købere er, at de kan
lide at sidde højt. Men i en Alhambra sidder man
også højt. Bilen er i sig selv meget højere end en
typisk SUV. Ikke mindre end 1,74 meter måler den i
højden. Den er også temmelig bred – 1,90 meter – og
egentlig ikke så lang, at det er besværligt i
bytrafikken. 4,85 meter er målet – visuelt synes den
mindre.
7 sæder og bagageplads i tilgift
Den megen plads er det, der giver de mange
muligheder, plus naturligvis SEAT designernes evne
til at udnytte pladsen. 7 sæder, med regulær
mulighed for, også at sidde på de to siddepladser
allerbagest, og et bagagerum på imponerende 550
liter med alle siddepladser i brug. Det kan så lige
øges til 2,3 kubikmeter, hvis man styk for styk
lægger bagsæderne ned, det kan man, for de er alle
individuelle.
Man kan endda også lægge højre forsædes ryglæn ned,
helt vandret, og derved disponerer man over en
længde på i nabolaget af 3 meter. Alle sæders ryglæn
kan foldes vandret og den store ladeflade har
utallige muligheder – med en luftmadras derinde, kan
man også tage en lur...
Individuelle tilpasningsmuligheder
Selv når de bageste sæder er i brug af langbenede
personer har man fornuftig benplads på midterste
sæderække. Her kan alle tre sæder individuelt skydes
frem og tilbage, ligesom ryglænets hældning kan
justeres. Der er i øvrigt klimaanlæg også til
bagsædepassagererne.
Basis udstyret kaldes Reference og er ret
omfattende. Det inkluderer foruden de 7 sæder og 3
zone klimaanlæg også 9 airbags. Sidedørene er
skydedøre, og standard er også el-sidespejle,
forlygtevaskere, opvarmede sprinklerdyser og
sædevarme på forsæderne, for blot at give et par
eksempler.
Style udstyret
Den prøvekørte Style version har desuden 16”
letmetalfælge, flyborde på bagsiden af forsædernes
ryglæn, læderrat, fartpilot, statisk kurvelys, 8
højtalere og el-justerbare forsæderyglæn.
Multikollisionsbremse er standard, men aktiv
nødbremse ikke.
16" hjulene medvirker til fremragende
affjedringskomfort.
Sidstnævnte er ikke uden betydning på en længere
køretur, hvor det ofte kan være en fordel, at
justere siddestillingen undervejs. Og en Alhambra
lægger op til langtur. Fordi en MPV ikke har så stor
frihøjde som en SUV, kan den affjedres mere
komfortabelt, men indrømmet, den gør sig ikke helt
så godt væk fra alfarvej.
Komfortabel
Så længe man bliver på asfalten, er man rigtig godt
kørende. Sidevindsfølsomheden er beskeden og kørslen
stabil. Den angriber ikke kurverne som en racerbil,
men det er heller ikke dens mission. Alligevel er
den kvik.
Alhambra er en søsterbil til VW Sharan og i
maskinrummet finder man på den prøvekørte bil VW
gruppens 1,4 liters 4 cylindrede TSI turbobenzin
motor. Den præsterer op til 150 hk men ligeså
vigtig: den leverer et drejningsmoment på 250 Nm
allerede ved 1500 omdr./min. og fastholder det helt
op til 3500 omdr./min.
Hurtig og trækvillig
Det gør det muligt, at nå 100 km/t på blot 9,9
sekunder og køre op til 203 km/t. Og man må trække
en anhænger på op til 1800 kg. Alt imens
forbrugstallet – det norm baserede i hvert fald – er
på 15,6 km/literen, og husk, at det er benzin, der
er tale om.
Den bil er så velkørende og komfortabel, at de
færreste SUVer kan hamle op dermed. Samtidig byder
den på så mange forskellige indretningsmuligheder,
og man slipper for kardantunnellen ned gennem bilen.
Jo, MPV’ernes tid er ikke forbi endnu, det bør de i
hvert fald ikke være.
|