At kalde en bil med rekord stor frihøjde for en god
pendlerbil er på kanten af sund fornuft. Men Peugeot
har med den nye 3008 i den grad skabt en bil med
fremragende køreegenskaber så de, trods frihøjden på
22 cm, på ingen måde spænder ben for den påstand.
Det gør økonomien heller ikke. Med den 120 hestes
1,6 liters BlueHDi turbodiesel i maskinrummet, som
den prøvekørt er version var udrustet med, kan man
officielt køre 26,3 km/l – ja, endda over 28 km/l
ved landevejskørsel. Og det mest utrolige er, at
fordi motoren er så smidig og letkørt, kan man med
en blid speeder fod i praksis komme i nærheden af
det tal. Ikke ringe og i øvrigt ikke ringe i det
hele taget, at levere så god en brændstoføkonomi i
en høj bil med ikke optimal luftmodstand.
AdBlue påfyldningen foregår lige ved siden af
påfyldningen af dieselolie. Lettere kan det ikke
være
Komfortabel kørsel
Oven i det er kørekomforten glimrende. Bilen støjer
minimalt, affjedringen er komfortabel, uden at man
mister fornemmelsen af kørebanen. Kun vil vi anke
lidt over de store 19” hjul med 205 mm brede 55
procent lavprofildæk. De gør affjedringen en smule
spændstig – på den anden side er de udmærkede ved
hurtig motorvejs kørsel.
I-cockpittet med de vigtigste informationer placeret
lige under forrudens underkant og det lille kraftige
rat er behageligt og sikkerhedsmæssigt rigtige. Og
under kørslen kan man også glæde sig over det flotte
design. Er der bagsædepassagerer med, vil de
formentlig sætte pris på de gode pladsforhold og den
lette ind- og udstigning.
Mange køremuligheder
Man sidder højt, har lettere ved at overskue
trafikken og hvis man f.eks. bor på en gård, lidt
fra hovedvejens plane asfalt, hjælper den
usædvanligt store frihøjde til at reducere chancerne
for, at man er afsondret fra omverdenen eller
bopælen, når sneen begraver Danmark.
Fartpræstationerne med den lille 120 hestes diesel
er forbavsende gode. 11,2 sekunder til 100 km/t og
189 km/t på toppen forvandler naturligvis ikke
3008’eren til en sportsvogn, men sportsvogne er
typisk heller ikke ideelle pendlerbiler. Man må til
gengæld trække en anhænger på op til 1400 kg – det
er 100 kg mere end den 130 hestes benzin version, vi
prøvede for nylig, som for øvrigt blot er 10.000
kroner billigere.
Beskeden merudgift
Merudgifter i ejerafgift er i den sammenligning 1500
kroner om året, men de penge er alle hurtigt tjent
ind, hvis man har et stort kørselsbehov, i form af
den bedre brændstoføkonomi og de lavere priser på
dieselolie.
Den prøvekørte bil var Allure udstyrs versionen, der
er 15.000 kroner dyrere end Active udgaven. Der er
meget udstyr indeholdt i den pris, men det meste kan
man sagtens leve uden. 19” fælgene er absolut en
smagssag. De ser godt ud, men om man synes om den
mere direkte kontakt med underlaget er et
temperament spørgsmål.
Konklusionen holder vand
Udstyret inkluderer også mørkt tonede ruder bagude,
el-sammenklappelige sidespejle (praktisk, for så kan
man se, når dørene er låst), p-sensorer også foran,
foldbart passagersæde, aktiv vognbaneassistent m.m.
Men der er også forskelligt ekstraudstyr, som ikke
kan købes til de lavere udstyrs versioner, f.eks.
grip control, elektrisk bagklap, fuld LED lys og 360
grader kamera med City park.
Summa summarum: Peugeot 3008 1,6 BlueHDi med den
ringe forurenende dieselmotor er en helt igennem
harmonisk og komplet bil, men der skal det større
kørselsforbrug til for at økonomien følger med. Men
da det også er beskedent, hvad der skal til for at
få den del til at hænge sammen, er konklusionen
uændret: der er tale om en glimrende pendlerbil med
masser af muligheder, også hvis man ikke skal bruge
den dertil.
|