- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest:

Ford Ka+ 1,2 Ti-VCT 85 hk Ultimate

Plus til Ford Ka


Af Søren Clauding – januar 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med den nye Ford Ka+ har Ford taget konsekvensen fuldt ud af tidens tendens til, at småbiler ikke sælges i samme omfang som de gjorde. Den bil-kategori, som både europæiske og også danske bilkøbere har kastet sig over er de såkaldte B-segment biler, altså de lidt større minibiler. Sådan en er Ford Ka+.

 

Det pudsige er, at Ford jo i forvejen havde en bil i den kategori, nemlig Fiesta. Størrelsesmæssigt er den nye Ka+ kun 4 cm kortere end den nuværende Fiesta og bagagerummet er ikke meget forskelligt. Men den nye Fiesta er på vej, den er allerede præsenteret (se billederne af den hér >>>) og den lander på de europæiske markeder senere på året.

 

Behov for Plus'et

De præcise dimensioner for den nye Fiesta er ikke offentliggjort endnu, men den kommer også i en forhøjet version, som skal dyste mod de kompakte cross-overe, så det er en ganske anderledes scene, den nye Fiesta kører ind på. Og så var der naturligvis behov for en slags efterfølger, altså en Ka+.

 

Med en længde på 3,93 meter, et bagagerum på 270 liter, 3 cm mre højde end den nuværende Fiesta og fem døre er Ka+ reelt en Fiesta, måske en lidt krøbet Fiesta, men den opleves langt henad vejen som en Fiesta. Den kører ikke helt sådan, men forskellen er ikke stor (se videoen her på siden), og det betyder i klar tale, at den kører ret godt.

 

Helt ny undervogn

I forhold til forgængeren uden plus’et, det vil sige Ford Ka, som så dagens lys for første gang i 2009, er der slet ingen sammenligning. Og vi mener ”slet ingen”. Ikke bare var Ford Ka skabt på en Fiat 500 undervogn, som var OK dengang (men tiden er vokset fra den), den var også markant mindre end den nye bil.

 

Egentlig er der kun navnet tilfælles og måske også en del af den kundegruppe, som nok kunne finde på at købe en ny Ka, men ikke vil betale merprisen for en Fiesta. Prismæssigt adskiller de sig noget, men nu ikke så meget (og vi taler naturligvis om den eksisterende Fiesta, når den nye kommer, bliver prisforskellen sandsynligvis større).

 

Ultimate er ultimativ

Den billigste Ka+ har udstyrsnavnet Essential og er prissat til 118.400 kroner. Den billigste nuværende Fiesta koster 130.000 kroner, alt imens den her prøvekørte ”Ultimate”-version koster 123.110 kroner.

 

Det, man i Ultimate får for merprisen i forhold til Ka+ Essential, er primært aircondition, radio/CD afspiller og en meget kraftigere motor. Men prisforskellen er kun 5000 kroner så der er ingen vej uden om: Skal man have en Ka+, skal man være meget på kanten af budgettet, hvis ikke man køber Ultimate udgaven.



Aircondition er mere en bare behagelighed

Aircondition er en stor behagelighed og også en stor sikkerhed, fordi anlægget tørrer kabinen ved vintertide og sikre fornuftig kabinetemperatur om sommeren, så ikke mindst førerens koncentrationsevne ikke bliver dårligere.

 

Men man får 85 hestekræfter i stedet for 70. Specifikationerne i sig selv antyder, at det gør en meget stor forskel: 0-100 km/t på 13,9 sekunder i stedet for 16. Og så kører man oven i købet 5 procent længere på literen (officielt) og i praksis formentlig endnu længere.

 

Effekten er vigtig

Men hvorfor er effekten nu så vigtig? Ganske enkelt fordi bilen kører så godt. Man har lyst til at køre bilen, næsten på samme måde som man har lyst til at køre en Fiesta. Og i samme øjeblik der er fem personer i bilen og bagagerummet er fyldt, er det slet ikke dårligt at have mereffekten til at komme mere glidende gennem trafikken.

 

Svagheden ved Ford Fiesta+ kan være, at den ikke har så lækkert et interiør som man er vant til i en Fiesta. Den er heller ikke så moderne indrettet, men det er nu ikke så dårligt, som nogle måske vil gøre det til. Prøv at gøre de moderne bløde plastmaterialer, som man finder i mange nye biler, rene – det kræver en indsats. De hårdere plast materialer på et Ka+ instrumentbordet kan på det nærmeste rengøres med en støvekost…



Fremragende kabineplads

Ka+ udmærker sig desuden ved glimrende kabineplads. Glimrende plads på bagsædet til tre voksne personer. Og køre oplevelsen, når man er kommet sig over, at man måske endda kunne have ønsket sig flere hestekræfter end de 85 (men det kan man altså ikke få – eller købe), understreger, at ønsker man at skifte sin Ka ud med en Ka+, så går man ikke galt i byen.

 

Og ser man på, hvad man ellers kan få for de penge, så er en Ka+ heller ikke et dårligt alternativ. El-sidespejle er standard, også i den billigste version, det samme er tågeforlygter, 60/40 bagsæderyglæn, tonede ruder, elektriske forreste sideruder og i ”Ultimate” får man også infotainmentsystemet SYNC med Bluetooth og flere andre udstyrs-ting med i købet.

 

Sidst, men ikke mindst: Maskineriet er en 4-cylindret 1,2 liters benzinmotor uden turbolader. Når man ikke har turbolader er det lettere at ramme det officielle forbrugstal på 20,8 km/l. Men en firecylindret motor vibrerer mindre end en 3-cylindret maskine og den er temmelig støjsvag. Læg mærke til det, når videoen her på siden ses.


 

Andre Ford prøvekørsler – find dem hér >>>


Klik på billedet og se onboard videoen i den nye Ford Ka+, der kører meget lig den nuværende Ford Fiesta. Videoen kan også ses i Fuld HD på YouTube.


 


Model:

Ford Ka+ 1,2 Ti-VCT 86 hk Ultimate

Listepris:

Kr. 123.110

Motor og transmission:

4 cyl. 1,2 ltr. 85 hk. 112 Nm. 5 M/T

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

13,9 sek./ 168 km/t/ 20,8 km/l / 110 g/km

Længde:

3,93 m

Bagagerum:

270-849 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESC. Tågeforlygter. 6 airbags. Aircondition. Højdejusterbart rat. Rat-betjening af radio/CD. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle. El-sideruder for. Tonede ruder. Isofix. SYNC.


Link til importøren


 

Der er masser af fralægningsplads, både i det store handskerum, der åbner udad, så man ikke under acceleration pludselig sidder med hele indholdet i skødet, og i dørene.

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt