- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: BMW M2 Coupé

Racerbil til hverdagsbrug


Af Søren Clauding - september 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det kan lyde som en lidt fortærsket overskrift, men vores oplevelse var, at BMW’s M2 udgave af den kompakte 2-serie Coupé er forbavsende komfortabel på almindelig landevej. Så komfortabel, at ingen behøver fravælge bilen af frygt for, at den bliver uudholdelig i hverdagen. Det gør den næppe – tværtimod.

 

Årsagen er, at BMW har bygget bilen helt igennem rigtigt. I hvert fald hvis det gælder om, at skabe en bil, der ser godt ud, har sublime kørefærdigheder og i øvrigt er det håndgribelige udtryk for, hvor meget man kan opnå ved hjælp af moderne teknik – og så skal målestokken i øvrigt være køredynamik og masser af fart.

 

Fin fart

M2 Coupé er dog ikke verdens hurtigste bil. Men mon ikke 4,3 sekunder til 100 km/t rækker for de fleste med højoktan brændstof i blodårene. Vi gætter på, at den udmærket kunne køre hurtigere, og kun er elektronisk begrænset til 250 km/t, fordi sådan gør man i Tyskland.

 

Vi nåede ikke helt så højt op i fart, da vi lånte asfalt på FDM Sjællandsringen. 180 km/t for enden af langsiden blev det til, og havde tiden været der til at finjustere kørestilen og modet været der, til at rykke bremsepunktet helt tæt på dækvolden, ville vi måske have ramt 200 km/t – men sandt at sige: Til hvad nytte?

 

Landevejsbil

For selvom vi kalder BMW M2 Coupé for en racerbil, er den med sine 1595 kg alt for tung til at blande sig med baneracere. Piller man alt udstyret af den og ripper den for luksus, så er den ved at være hjemme. Hvor mange hundrede kg det ville kunne blive til, tør vi ikke spå om, men givet vis vil det blive til flere af dem.

 

Simpelthen fordi M2 Coupé er skabt som en landevejsbil. Ikke som en landevejsracer (for man må ikke køre race på landevejen, hvis nogen skulle have glemt det). Men hvilken en landevejsbil…

 

BMW’s sande sjæl

Visuelt er den på én gang anmassende og elegant. Den er BMW’s sande sjæl pakket sammen i et iøjefaldende design og udstyret efter alle kunstens regler.



I kabinen er der læderindtræk og sportssæder (med varme, oven i købet, hvis man ikke skulle få den af at køre bilen), p-sensorer bag er en rar ting, klimaanlæg godt for temperaturen, hvis den skulle blive for overophedet, og Xenon lygter, så man kan finde vej i mørke.

 

Men egentlig er alt det blot kosmetik og overfladeluksus. Dér hvor den virkelige luksus opleves er, når man fornemmer hvor fine køreegenskaber, den har fået med sig.

 

Sublim undervogn

En BMW M2 Coupé har naturligvis baghjulstræk. Men den har også en stort set ligelig vægtfordeling, så 50 procent af vægten ligger på hver hjulakse. Der er tale om en letvægtsundervogn, hvorved affjedringen ultrahurtigt reagerer på underlaget og belastningen.

 

Bag til er der anvendt en fem-leds multilink aksel og til at styre alle bevægelserne, når man kører bilen til sit yderste, er den spækket med følere og computere, der siden regulerer kraftoverførslen og dæmpningen.

 

Firehjulstræk og launchcontrol

Bilen har træk på alle fire hjul, men foretrækker baghjulene indtil man aktiverer launchcontrol (det gør vi i videoen her på siden). Og da kan de 100 km/t nås på de nævnte 4,3 sekunder, næsten uanset kørebanens beskaffenhed. Den befinder sig i øvrigt kun 12 cm under bilens laveste punkt – altså bortset fra hjulene…



I øvrigt sker kraftoverførslen mellem hjulene med assistance fra et elektronisk styret lamelspær, og servokræfterne reguleres som sådan helt efter forholdene. Det har man bestemt også glæde af, når man skal hurtigt ud af en kurve.

 

Måske det bedste af det hele…

Og så er vi fremme ved måske det allerbedste af det hele: Den 6-cylindrede rækkemotor i maskinrummet. Den har en slagvolumen på 3 liter, er udrustet med turbolader og leverer op til 370 hestekræfter, godt assisteret af et drejningsmoment på 465 Nm.



Det imponerende er imidlertid ikke kun størrelsen men også konfigurationen, som tillader, at det maksimale drejningsmoment nås ved beskedne 1400 motoromdrejninger i minuttet. Det er da også det eneste sted, hvor man kan anvende ordet ”beskedent” i en BMW M2 Coupé. Jo, benpladsen på bagsædet er ikke overvældende – men med et bagagerum på 390 liter er pladsforholdene nu ikke dårlige.



Tilbage til drejningsmomentet: Det begynder først at tage af når man passerer 5560 omdr./min. og systemet muliggør desuden et overboost i krævende tilfælde, så man når 500 Nm.

 

Ikke billigt

Men alting har sin pris. 975.000 kroner er listeprisen. BMW havde desuden installeret ekstraudstyr, så prisen krøb op på 1,134 millioner kroner. Og pisker man rundt på FDM Sjællandsringen, som vi gjorde (husk nu at se videoen her på siden), så kører man ikke mere end et par omgange på den godt 1 kilometer lange køretekniske bane for hver liter benzin.

 

Heldigvis er det anderledes på landevejen – da er det officielle forbrugstal 12,7 km/l. Men det kræver så, at man læner sig tilbage i sædet, cruiser derudad med en fart, der holder sig indenfor hastighedsgrænserne og undlader, at sætte af ved hjælp af launchcontrol hver gang, det røde lys bliver grønt.

Andre BMW prøvekørsler - find dem hér >>>


Vi har track-testet den ultimative BMW M2 Coupé med 370 hestekræfter på FDM Sjællandsringen. Den er ret hurtig... Videoen kan også ses i Fuld HD.


 


Model:

BMW M2 Coupé

Listepris:

Kr. 975.300

Motor og transmission:

6 cyl. turbobenzin 3,0 l. 370 hk/ 6500 omdr./min. 465 Nm/1400-5560 omdr./min. 7-trins dobbeltkoblings automatgear. Driving Experience Control.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

4,3 sek./ 250 km/t/ 12,7 km/l /185 g/km

Længde:

4,47 m

Bagagerum:

390 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD. DSC (ESP). 6 airbags. 19” ”M” letmetalfælge. Xenon forlygter. Forlygtevasker med intensivrens. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle med varme. El-sideruder for.  Multijusterbart multifunktions læderrat. 2-zone klimaanlæg. Sportssæder. Sædevarme for. Fartpilot med bremsefunktion. 6,5” skærm.


Link til importøren


 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt