- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest:

VW Passat 1,8 TSI DSG R-Line

Business-racer for alle pengene


Af Søren Clauding – maj 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

19” fælge, 40 procent lavprofildæk, 0-100 km/t på 7,9 sekunder – og man behøver egentlig ikke gøre så meget andet end at træde på speederen. Det lyder som en drøm for travle, men også legesyge forretningsfolk, og derfor er den bedste betegnelse for en VW Passat 1,8 TSI R-Line, har vi valgt at påstå, ”Business-racer”.

 

Det gælder især, når den er udstyret med Volkswagens berømmede dobbeltkoblingsgear, DSG, for netop det gearskifte passer perfekt til den veludrustede Passat. Passat er kendt for sine egenskaber som firmabil, sin store rummelighed og ikke mindst gode kørselskomfort. Det hænger så dårligt sammen med de store fælge og den ringe affjedring i dæksiderne. Men det har man i al sin enkelhed løst ved at udstyre bilen med en adaptiv affjedring.

 

Kører efter ønske

Aktiverer man komfort-indstillingen, håndterer støddæmperne alle de ujævnheder, som de 235 mm brede lavprofildæk giver op overfor, kørslen er komfortabel og får man så et pludselig anfald af legelyst, trykker man på knappen i midterkonsollen, og vupti, er bilen som forandret.



I maskinrummet på den prøvekørte bil ligger en TSI-motor. Den præsterer 180 hestekræfter, mere skal der såmænd ikke til for at få den store mellemklassebil til at race derudaf. Men ét er hestekræfter, et andet er drejningsmoment, og også dér er man godt stillet – og det er den anden del af hemmeligheden bag de gode præstationstal. Den tredje del er naturligvis DSG-gearets lynhurtige gearskifte. Sammenlignet med samme Passat med manuelt gear, er motoren imidlertid sat anderledes op.

 

Anderledes motorstyring

VW har nemlig valgt at udstyre bilen med 7-trins DSG-gearet, og vi gætter på, at det netop er årsagen til, at man har slækket lidt på det maksimale drejningsmoment. Havde bilen haft 6 manuelle trin, ville man have haft fine 320 Nm til sin rådighed (glem ikke at motoren er en benzinmotor) over et pænt omdrejningsområde fra 1450-3500 omdr./min.



I DSG-versionen har man ”kun” et maksimalt drejningsmoment på 250 Nm. Det belaster ikke 7-trins gearet så meget, men til gengæld har man det til rådighed – og hold nu fast – fra blot 1250 motoromdrejninger i minuttet (det er lige over tomgangshastighed) helt op til 5000 omdr./min. Det er i sig selv en ganske imponerende momentkurve.

 

Smidighed i enhver forstand

Men ikke nok med det: Førnævnte effekt på 180 hk topper ikke blot ved et enkelt omdrejningstal, den når sit maksimum ved 5100 omdr./min og fastholder de mange hestekræfter helt op til 6200 omdr./min. Man kan sige det på den måde, at når drejningsmomentet har løst sin del af opgaven, tager hestekræfterne over. Resultatet er det fine accelerationstal, men topfarten på 232 km/t er heller ikke at kimse af. Undervejs oplever man en lækker smidig motor…

 

Hvis man er lynhurtig på gearstagen, vil man kunne nå de 100 km/t 2/10 sekunder hurtigere med manuelt gear. I praksis vil de færreste nok kunne klare den sag uden en god portion øvelse – DSG gearet klarer sig helt uden øvelse og det kan forretningsmanden så glæde sig over. Han sparer oven i købet penge derved, for med DSG-gearet kører man iht. de officielle specifikationer 17,5 km/l – mens konfigurationen af motoren til den manuelle transmission sænker tallet til 16,9 km/l. Og det tal er næppe så let at opnå i praksis, hvis man selv skal stå for gearskiftet, hvorimod DSG-gearet er indstillet til også at håndtere den opgave optimalt. Prisen for DSG-gearet er cirka 22.000 kroner.

 

Adaptive undervogn et ”must”

Fartpræstationerne stiller krav. Og det kan kun på det kraftigste anbefales at man investerer de 25.000 kroner oven i købsprisen på en Passat Highline (452.000 kroner). Den adaptive undervogn hjælper nemlig både til som nævnt at sikre affjedringskomforten og til at stabilisere bilen, når kræfterne slippes løs.



R-Line udstyret, som den prøvekørte Highline version også var iklædt, er fortrinsvist kosmetik, bl.a. en anderledes frontgrill, forskellige streger, stafferinger og tonede ruder ved bagsæderne, men omfatter dog også et progressivt styretøj. Skal der spares, er det måske mest på den del af fornøjelsen. Det samme gælder de fine Verona-fælge, der står for små 20.000 kroner af totalprisen for den prøvekørte bil på i alt 582.511 kroner.

 

Som basis er en Passat veludstyret med bl.a. el-ruder for og bag, fartpilot og 3-zone klimaanlæg. Highline udstyret omfatter bl.a. adaptiv fartpilot, som er en stor behagelighed på de længere motorvejsture. Nakkestøtter ved forsæderne, der kan indstilles også i længderetningen, er stort plus, når man skal finde den rette siddestilling og p-sensorer er gode, når man skal parkere, for så overskuelige er alle Passatens hjørner heller ikke.


Andre VW prøvekørsler – find dem hér >>>


 

 


Model:

VW Passat 1,8 TSI hk DSG R-Line

Listepris:

Kr. 582.511 inkl. udstyr

Motor og transmission:

4 cyl. Turbobenzin 1,8 l. 180 hk/5100-6200 omdr./min. 250 Nm/2750-5000 omdr./min. 7-trins DSG.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

7,9 sek./ 232 km/t/ 17,5 km/l /129 g/km

Længde:

4,79 m

Bagagerum:

586/1152 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESC. Hill-holder. 19” letmetalfælge. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås. Multijusterbart læderrat. 3-zone klimaanlæg. R-Line sportssæder. El-justerbare sidespejle m. varme og automatisk nedblænding. El-sideruder for og bag. Adaptiv fartpilot. Sædevarme. P-sensorer for og bag. Regnsensor. Isofix.


 

 

 

 

Når bagsæderyglænene foldes fremad opnås et tilnærmelsesvis plant bagagerumsgulv. Den grønne nuance skyldes i øvrigt de bageste tonede ruder, som kaster et grønt skær ind i kabinen.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt