| 
							Toyota Land Cruiser er ørkenens ukronede konge. Næst 
							efter kamelen er den det foretrukne 
							transportredskab, simpelthen fordi den kan klare 
							strabadserne på samme måde som de levende væsener, 
							der i kraft af Darvins uimodsagte love har tilpasset 
							sig de særlige levevilkår, som hersker i de 
							fascinerende landskaber, som man i øvrigt finder 
							mange steder i verden – ikke kun i kamelernes 
							afrikanske territorier. 
							  
							Toyota Land Cruiser er tilpasset de barske og 
							krævende vilkår. Derfor er den så populær, men den 
							skal også være omstillingsparat. Og det kan godt 
							være, at man endnu kan hente kolossale mængder af 
							fossile brændstoffer op af ørkensandet, men udover 
							den naturlige begrænsning, verdens energireserver er 
							underlagt, er der også lige et miljø omkring 
							Jordkloden, som kræver særlige hensyn. Det har 
							Toyota udvist stor opmærksomhed og ansvar for i 
							årtier som verdens førende producent af hybridbiler. 
							  
							Ny 2,8 liters turbo-diesel 
							Og så har en Land Cruiser også et liv uden for 
							ørkenen. De ting tilsammen krævede et nyt maskineri 
							og det er præcis, hvad Toyota har givet den: De har 
							gjort op med fortiden, sendt de hidtidige 2,5 og 3,0 
							liters dieselmotorer på pension og erstattet dem med 
							en ny økonomisk og lavt forurenende turbodiesel. 
							Ikke en racermotor, så man kan køre om kap med BMW 
							X5 og for den sags skyld de store Range Rover 
							varianter ned ad de tyske motorveje, men en solidt 
							trækkende 4 cylindret 2,8 liters maskine, der yder 
							det der skal til – overalt. 
 
							
							 
 
							Overalt betyder også Danmark. For selvom 
							klimaforandringerne ikke endnu har omdannet den 
							jyske hede til gold ørken, er en Toyota Land Cruiser 
							absolut en bil, man med den nye motor oven i købet 
							med sindsro kan overveje, hvis man har brug for dens 
							mangfoldige egenskaber. Den er ikke den billigste 
							bil med terrængående egenskaber på det danske 
							marked, men den er fornuftigt prissat, og ser man 
							på, hvad man får for pengene, er den mere end 
							fornuftigt prissat. 
							  
							Meget af alt for pengene 
							Den billigste udgave koster 670.000 kroner. Den hér 
							prøvekørte version kostede den nette sum af 
							1.090.423 kroner. Men se så også lige, hvad man får 
							for pengene: 
							  
							For det første, og det er måske et af de 
							allervigtigste købsargumenter, er en Toyota Land 
							Cruiser bund solid. Toyota har et enestående ry for 
							at bygge verdens mest pålidelige biler og det er på 
							det grundlag, Land Cruiser befinder sig. Også derfor 
							har man valgt, at den nye motor foruden at præstere 
							en fornuftig brændstoføkonomi også skulle være 
							pålidelig. Ultra pålidelig faktisk. Der findes ikke 
							mange værksteder i ørkenen og mon ikke de fleste vil 
							medgive, at selvom man befinder sig i civiliserede 
							omgivelser, er den mest irriterende faktor ved et 
							hvilken som helst bilejerskab den tid, den befinder 
							sig på værksted. 
							  
							Stærk nok til vægten 
							Maskineriet yder op til 177 hestekræfter og bilen 
							vejer 2,5 tons. Hvis ikke det var fordi, den også 
							ydede et drejningsmoment på flotte 450 Nm allerede 
							fra 1600 og op til 2400 omdr./min., ville det ikke 
							være godt. Men det gør den, og derfor kan den i rå 
							landevejstal nå 100 km/t på 12,7 sekunder og 
							topfarten er 177 km/t. Det gør den på ingen måde til 
							en landevejsracer, men den sakker på den anden side 
							heller ikke bagud. 
							  
							Vi lånte en grusgrav – det tætteste man kan komme 
							Sahara i Danmark – og satte Land Cruiseren på prøve. 
							Bortset fra et vandhul var der ligeså tørt som i 
							Sahara, underlaget var ligeså uforudsigeligt, og 
							egentlig var det alene dækmonteringen, der satte 
							begrænsninger – og det var stort set ingen (se 
							on-board videoen her på siden). 
							  
							God i gruset 
							Frihøjden er 21,7 cm og da bilen med sine 4,78 meter 
							i længden er stor men ikke over proportioneret, har 
							den en ret bred anvendelighed. Vandhullet kunne man 
							have klaret indtil det var 70 cm dybt, men vi havde 
							ikke tommestok og vaders med, så vi valgte at 
							antage, at den kan den nok. Desuden ville de fine 
							18” alufælge måske være blevet skrammede – det er jo 
							paradokset, når man klæder en arbejdsbil på til 
							fest. 
							  
							Men se også lige: 6 trins automatgear er standard 
							(tidligere havde automatgearet 5 trin, det nye er 
							bestemt mere passende og gør også sit til, at 
							brændstoføkonomien på 13,5 km/l kan praktiseres). 
							Fortil har man dobbelt wishbone hjulophæng, så 
							styringen følger førerens ordre og ikke underlagets, 
							bagtil er der fast bagaksel med skruefjedre og 
							luftaffjedring, som sikrer at bilen niveaureguleres 
							når nødvendigt. 
							  
							Læser selv terrænet 
							Den kan hæves og sænkes efter behov, Torsen 
							spærredifferentialet forhindrer, at hjulene løber 
							tør for trækkraft og multiterræn-kameraet aflæser 
							terrænets karakter og indstiller drivlinen og 
							undervognen, så kørslen bliver optimal. 
							  
							Det omfattende udstyr inkluderer 3-zone klimaanlæg, 
							elektrisk multijusterbart rat, 360 grader kamera, 
							nøgleløs adgang og start/stop, elektrisk justerbare 
							forsæder, sædevarme på de to forreste sæderækker. 
							  
							7 siddepladser og 3 tons på krogen 
							Dermed også sagt, at Land Cruiseren har 7 
							siddepladser. God lyd til alle sikres gennem 14 
							højtalere, sæderne er betrukket med læder og 
							egentlig undrer man sig over, at bilen ikke er 
							forsynet med LED lys. Men vi 
							gætter på, at LED lys ikke er en standard lagervare 
							på værkstederne i ørkenranden. Og LED lyset klarer man sig 
							i hvert fald uden, for det er fremragende lys, sådan 
							en Land Cruiser leverer. 
							  
							Og så, for resten, den må kører med 3 tons på 
							trækkrogen. Det er nok mere til os end til 
							ørkenboerne. Den har elektronisk hjælp til at 
							stabilisere bagenden med anhænger på. Da Land Cruiseren 
							også klarer plane asfaltveje ganske glimrende er 
							konklusionen: Toyota har skabt en komplet bil, for 
							dem, der har et virkelig alsidigt behov for 
							biltransport til ethvert formål. 
 
							
							 
							Bagagerummet er multifunktionelt med plads til to 
							ekstra sæder, der, når ryglænene lægges ned giver et 
							helt plant bagagerumsgulv. 
							
							   
							
							 Når 
							sidedøren åbnes b liver bilen næsten halvanden meter 
							længere, så den kræver plads. Men plads er der som 
							regel også nok af i ørkenen. Og til snæver 
							byparkering har man jo en anden løsning - den 
							tophængslede bagrude (se nedenfor til højre).   
							
							 Ved 
							midterste sæderække er der eminent benplads og hvis 
							man vil, kan den forvandles til mere benplads til 
							passagererne på de to bageste sæder - eller 
							bagageplads, hvis det er det, man har brug for. |