| 
							Topmodellen i Suzuki Vitara modellinjen har 
							betegnelsen ”Boosterjet S”. Listeprisen er 285.000 
							kroner – hvilket er 40.000 kroner billigere end den 
							Vitara, vi prøvede for nylig, som ikke kategoriseres 
							som topmodellen. Det lyder ulogisk, men der er en 
							forklaring på alting… 
							  
							Den nylig prøvekørte Vitara (læs 
							prøvekørslen af Suzuki Vitara 1,6 DDIS Active 4WD 
							aut. hér >>>), ja navnet giver jo næsten alle 
							svarene: 1,6 DDIS er en dieselmotor, og 
							dieselmotorer er som hovedregel dyrere end 
							benzinmotorer, 4WD betyder firehjulstræk og det har 
							Boosterjet S modellen ikke, og aut. indebærer, at 
							bilen er udstyret med den nye 6-trins 
							dobbeltkoblings automatgearkasse, TCSS. Alene 4WD og 
							TCSS koster tilsammen 60.000 kroner og så hænger 
							tingene jo meget godt sammen.   
							Mere udstyr og flere kræfter 
							Når Suzuki alligevel, trods savnet af 4WD, kalder 
							Boosterjet S for topmodellen, er det fordi den 
							udstyrsmæssigt har fået et boost i forhold til de 
							øvrige varianter og det har benzinmotoren, som 
							navnet antyder, også. Sidstnævnte har ført 20 flere 
							hestekræfter med sig, så den er oppe på 140 hk. Da 
							de oven i købet er bragt til live ved hjælp af en 
							turbolader, som Suzuki ellers ikke har tradition for 
							at bruge til andet end dieselmotorer, har man i 
							tilgift opnået et stort drejningsmoment (220 Nm) 
							over en omdrejningsskala fra 1500 op til 4000 
							motoromdr./min. 
 
							
							   
							
							 
 
							Resultatet er, at man kan sprinte op til 100 km/t på 
							bare 9,5 sekunder og race ned ad en tysk autobahn 
							med 200 km/t. Det er markant bedre fartpræstationer 
							end de øvrige Vitara modeller kan mobilisere. 
							  
							Så ser man bort fra firehjulstræk, dieseldrift og 
							automatgear er en Boosterjet S altså topmodellen (i 
							øvrigt kan Boosterjet S også fås med automatgear, 
							hvis man ønsker det). 
							  
							Bedre køreegenskaber 
							Det er den også på andre måder. For den har desuden 
							fået modificeret undervognen. Og en ny type 
							støddæmpere håndterer langt bedre spændet mellem 
							det, at absorbere meget små og temmelig store 
							ujævnheder. Det gør de glimrende, ikke mindst taget 
							i betragtning, at den prøvekørte benzinvariant er 
							185 kg lettere end dieselbilen fra forleden, hvilket 
							kunne medføre mere uro under kørslen. Også styringen 
							er blevet optimeret og den nye køreoplevelse passer 
							glimrende til bilens nye fartformåen. 
							  
							Faktisk er bilen på den ene side overraskende 
							komfortabel og på den anden side meget dynamisk 
							gennem kurverne, den er let at placere, hvor man vil 
							have den. Hvordan sidevindsfølsomheden er ved høj 
							fart, ved vi ikke, for vi har ikke racet ned ad en 
							tysk autobahn, men holdt os til dansk motorvejsfart. 
							Det klarer den imidlertid udmærket, også i kraftig 
							sidevind. 
							  
							Boostet Exclusive udstyr 
							Udgangspunktet for en Boosterjets udstyrsniveau er 
							”Exclusive” niveauet, som bl.a. inkluderer LED 
							nærlys, adaptiv fartpilot, nøglefri betjening, en 7” 
							skærm i midterkonsollen med bakkamera, navigation og 
							muligheden for at spejle smart-telefonen op på 
							skærmen (Mirrorlink). Klimaanlæg, p-sensorer både 
							for og bag, tågeforlygter og ikke færre end 7 
							airbags, som da også har givet Vitara 5 stjerner i 
							EuroNCAP sikkerhedstesten, indgår også i det 
							udstyrsniveau. 
							  
							Oven i det inkluderer Boosterjet S-udstyret bl.a. 
							sæder i læder og russkind, et iøjefaldende sportsrat 
							med smarte røde syninger, instrumentpanel i alu-look 
							(som dog giver nogle irriterende reflekser, når 
							solen rammer på den mest uhensigtsmæssige måde) samt 
							nogle fancy sportspedaler. 
 
							
							   
							
							 
 
							Udefra er det let at se, at bilen er en Boosterjet 
							S: Frontgrillen er slidset op i fem dele og 
							bemærkelsesværdig anderledes end standardgrillen, og 
							så har bilen blanke sorte alufælge. Undertegnede er 
							ikke normalt særlig begejstret for sorte hjul, men 
							på Vitaraen virker det godt, måske fordi den blanke 
							overflade spejler omgivelserne og giver et vist liv, 
							især når bilen kører. 
 
							
							   
							
							 |