Allerede i august i år kunne vi fortælle om den nye
Suzuki SX4 S-Cross og allerede dengang var det
åbenlyst, at Suzuki havde givet bilen langt mere end
en visuel overhaling. Den oplevelse blev ikke
overraskende bekræftet, da vi havde lejlighed til at
gå lidt mere under lakken på bilen. Ikke
overraskende, fordi Suzuki har en forbilledlig
herlig tilgang til det, at producere biler, der
reelt er lidt mere end de giver sig ud for.
Benzinøkonomien, for eksempel. Det officielle tal er
20,0 km/l for den prøvekørte udgave med den nye og
forbedrede 3-cylindrede 1 liters 112-hestes
Boosterjet benzin turbomotor. I praksis kører en
turbobil normalt omkring 20 procent kortere end hvad
det officielle tal siger. Det ville i Suzuki
tilfældet betyde 16 km/l. Men nej: Det var svært, at
vriste tallet under 18 km/l (se videoen her på
siden). Hvis man kører med blid speederfod, er det
let at komme tæt på de 20 km/l. Det er ærlig snak.
Hævet halvanden cm
Og egentlig ganske imponerende. S-Cross er blevet
hævet halvanden cm i forhold til forgængeren. Den
har nu en frihøjde på 18 cm, som er en brugbar
fordel, hvis man f.eks. har behov for at køre
udenfor den plane asfalt. Den er ikke bare lidt
hævet. En højere bil forringer normalt
benzinøkonomien på grund af dårligere aerodynamik.
Men 20 km/l, på benzin, som oven i købet er til at
opnå – det er svært at gøre bedre med konventionel
teknologi.
Begrebet ”konventionel” skal ikke på nogen måde
opfattes negativt. I al respekt for, at
bilindustrien generelt arbejder konstant og
målrettet ved hjælp af f.eks. alternative drivliner
på at forbedre bilernes præstationsniveau – altså
forholdet mellem energiforbrug og kraftpræstationer
(fart, trækformåen etc.) – er der en verden nu og
hér. Og den rammer Suzuki ind i med optimerede
modeller som f.eks. S-Cross.
Optimeret brug
En del af forklaringen ligger i, at man har arbejdet
med f.eks. overfladebehandling af de vitale stempler
og 2-trins regulering af olietrykket. Benzinen
sprøjtes ind i forbrændingskamrene via 6-huls
præcisionsdyser og det er ikke noget, Suzuki slår på
stortromme for – selvom de egentlig godt kunne have
gjort det.
Måske fordi der er så meget andet, at tale om, som
vedrører bilkundernes hverdag og brug af bilen.
Kører glimrende
Én ting er benzinøkonomi, noget andet er
køreegenskaber. Især med den nye benzinmotor i
maskinrummet er S-Cross en temmelig viril bil. Den
er 60 kg lettere end hvis den havde været udstyret
med den 140-hestes 4-cylindrede benzinmotor, som
også er en option, og 75 kg lettere end hvis den
havde været udrustet med den hidtidige 120 hestes
dieselmotor. Der er ikke installeret en tungere
6-trins gearkasse – man nøjes med 5 – tyngdepunktet
er lavt og kurvestabiliteten glimrende.
Den lettere motor skyder tyngdepunktet bagud og
balancen i bilen er fin, samtidig har den større
hjulvandring gjort det muligt, at ”lege” mere med
affjedringen, som er blevet mere komfortabel men
fortsat tilstrækkelig spændstig til at imødekomme
den typiske europæiske bilists ønsker.
Motoren yder foruden op til 112 hk et
drejningsmoment på 170 Nm mellem 2000 og 3500 omdr./min.
det gør den smidig og underholdende, og den
oplevelse underbygges helt af bilens køreegenskaber.
Masser af plads
Rummeligheden er fremragende. Med en længde på blot
4,30 meter kan der ikke sættes fingre på
bagsædepladsen og et bagagerum på 440 liter, der kan
øges til 1269 liter er bare rigtig flot. Har man
brug for mere plads, kan man koble en anhænger på
1200 kg bagpå.
Bagagerumsbunden kan fastgøres i skrå position så
det er lettere at benytte rummet under.
Efter afgiftsreduktionen i november kan den
billigste S-Cross købes for blot 194.000 kroner.
Testbilen havde Exclusive udstyr (topudstyret) og
det er selvfølgelig godt, men det kan sagtens
undværes, hvis det mest handler om god og meget bil
for pengene.
LED-lys og nøglefri betjening
Allerede på mellem-udstyrsniveau, kaldet ”Active”
til 220.000 kroner, er 2-zone klimaanlæg standard.
Det samme er det unikke LED forlys, 7” skærm i
kabinen, nøglefri betjening, regnsensor, sædevarme,
læderrat, bagsæderyglæn, der kan justeres og meget
mere. Hvad ellers kan man ønske sig?
Jo, adaptiv fartpilot, der regulerer afstanden til
forankørende, medfølgende aktiv nødbremse,
navigation og p-sensorer for og bag som supplement
til bakkamera. Sidstnævnte er godt, for skal man
absolut pege på noget negativt ved en S-Cross er det
udsynet bagud. Bilen er høj, man sidder højt, men
skal der kantstensparkeres, kan det være vanskeligt
at se andre bilers frontparti. P-sensorer er godt
for S-Crossens stadig bulefri fremtoning – og de
andre bilejere vil med garanti være glade for også
at slippe for buler.
Med andre ord: Suzuki oplever kolossal succes i
disse år, med rette. De bevarer benene på jorden,
når de bygger biler, de tilbyder det, kunderne har
brug for. Og den nye S-Cross, som i øvrigt er
fabrikkens største bil, lever helt op til den
filosofi. Se, det er ærlig snak. |