Det er halvandet år siden, vi sidste gang gik under
lakken på en SEAT Ibiza. Siden da har den populære
spansk inspirerede kompaktbil undergået en kraftig
overhaling og det kan både ses og mærkes.
Udvendig er der ikke sket de helt store ting. Men
indvendig er oplevelsen anderledes. Materialevalget
har fået er kraftigt løft, interiørdesignet er helt
nyt – mere tidsrigtigt og elegant, og det er med til
at understrege den oplevelse, vi længe har haft af
SEAT: Den er baseret på VW-teknik, er bygget med
tysk grundighed og den er så parret med en god
portion spansk charme – SEAT har trods alt sine
rødder i Spanien.
Rummelig og kvik
SEAT Ibiza 5d Style er, som navnet antyder, udgaven
med tophængslet bagklap, altså ingen stationcar. Den
måler blot 4,06 meter i længden og er forbavsende
rummelig. Bagagerummets kapacitet er 292 liter og
nok så væsentligt: Benpladsen på bagsædet er
udmærket, men står man i købs situationen skal man
lige være opmærksom på sæderne – de er blødere end
bilsæder er flest. For nogle vil det være en fordel,
for andre ikke, det kommer som altid med bilsæder an
på en kropsfacon, vægt m.v.
Og så er der motoren: I maskinrummet finder vi på
den prøvekørte version en 110-hestes udgave af den
VW-gruppens kompakte 3-cylindrede turbobenzin motor.
Effekten bakkes op af et godt drejningsmoment på 200
Nm fra 2000-3500 omdr./min. – det giver
køreoplevelsen et ekstra pift.
Hurtig og økonomisk
Det tager nemlig kun 9,2 sekunder at nå 100 km/t –
det er et rent pænt tal for en bil i den størrelse,
der trods alt ikke er en regulær sportsvogn. Og
topfarten på 197 km/t er ligeså overbevisende, om
end vi ikke har haft lejlighed til at tjekke den –
Ibiza’en blev alene prøvekørt på det danske vejnet.
Undervognen er god, bilen er jo baseret på VW Polo
platformen, og affjedringen komfortabel, samtidig
med, at den understøtter den gode motorkraft. I
forbindelse med en effektiv aerodynamisk form kan
man køre 23,3 kilometer pr. liter benzin – det er et
glimrende tal, Ibiza’ens fartpræstationer taget i
betragtning.
Seks manuelle gear
Det skal dog tilføjes, at man har kapituleret og
udstyret bilen med 6 gear i stedet for 5, som
fabrikken ellers ofte har været tilhænger af.
Resultatet er ikke kun bedre benzinøkonomi men også
mere stilfærdig kørsel ved høj fart. Og det manuelle
6-trins gear er mere end godkendt – det er let og
behageligt.
I øvrigt må man køre med en anhænger på 1100 kg.
Også det er godkendt.
Fornuftigt prissat
Med Style-udstyr og 110 hestes benzinmotoren er
listeprisen 157.400 kroner – 110 hestes maskinen kan
alene leveres ”med Style”. Style-udstyret er nemlig
topudstyret og temmelig omfattende.
15” letmetalfælge er standard, det samme er
el-sidespejle med varme, multijusterbart
multifunktions læderrat, klimaanlæg, fartpilot,
el-sideruder, tågeforlygter med statisk kurvelys (så
tågelygten i den side, hvortil man drejer,
automatisk tænder, når forlygterne er tændt),
træthedsregistrering, som giver et signal, hvis
kørerytmen ændres og indikerer træthed, og meget
andet.
Bred vifte af udstyr
Det lægges oven i basisudstyret, som bl.a. omfatter
60/40 delelige bagsæderyglæn, fjernbetjent
centrallås og el-betjente sideruder foran.
Basisudgaven af SEAT Ibiza, som har tilnavnet
”Reference, koster i øvrigt 120.000 kroner. Men da
må man klare sig med 75 hestekræfter og et større
benzinforbrug end i 1,0 TSI Style. Man får virkelig
meget for merprisen.
Den prøvekørte Ibiza var desuden udstyret med det
såkaldte ”FullLink”, som bl.a. inkluderer Apple
Carplay og Android Auto, forskelligt udstyr og 15”
fælgene var skiftet ud med 16”. Det sidste ser godt
ud, men bilen kører ikke nødvendigvis bedre af den
grund, med mindre man sætter pris på at komme ekstra
hurtigt gennem svingene… Hvad FullLink angår, er det
en sjov finesse, at skærmen reagerer på nærhed og
bevægelse, når den ”ser” en finger nærme sig, kommer
betjeningsfelterne automatisk frem.
Velvet udstyret
Yderligere var den prøvekørte bil som ekstraudstyr
iført det såkaldte Velvet-design, hvor bordeau-lilla
farvetoner gik igen i sæder, rat, fælge og paneler.
Det gav virkelig Ibiza’en et ekstra pift, og er
bestemt en overvejelse værd, ikke mindst fordi
merprisen blot er 2.600 kroner for den indvendige
respektive den udvendige del.
|