Land Rover forventer ikke at sælge mange af dem i
Danmark, og det var da også et ret kort møde, vi
havde med den helt nye og yderst eksklusive Range
Rover Evoque Convertible. Men oplevelsen afslørede
ikke bare en ganske unik bil – en af verdens eneste luksus-SUV cabrioleter – men også det helt
essentielle: I den bil kan man føle sig fri som
fuglen.
Det kan man, fordi den kan køre derud, hvor fuglene
trives, fordi man med toppen nede især oplever en
følelse af frihed, som kan være vanskelig at opnå i
den moderne verden. Derude, hvor der stilles ganske
andre fordringer af mere grundliggende og ikke
mindst livsbekræftende karakter. Og blander
vejrguderne sig, tager det kun 18 sekunder at slå
teltet op, at forvandle den åbne bil til en lukket.
Plads til fire
Man kan oven i købet reelt være op til fire personer
i
det
firehjulede telt, derude i naturen. For pladsen på
bagsædet er usædvanlig god – ikke prangende, men
taget i betragtning, at der også skal være plads til
kalechen, når den ikke er i brug, og bilen trods alt
ikke er større end dens ophav – den måler 4,37 meter
i længden – er den temmelig god.
Bagage er der også plads til i begrænsede mængder.
Kapaciteten er 251 liter og dem får man adgang til
via en bagklap, som efterlader et lodret stående
”hul” og et regulært kasseformet bagagerum, som ikke
skrumper ind, når kalechen foldes sammen – den lækre
soft-top lægger sig nemlig pænt til rette oven på. I
øvrigt findes der en ski-lem, som gør, at lange
genstande kan føres fra bagagerummet ind i
passager-afsnittet. Som sådan er der tale om en
temmelig gennemtænkt bil.
Avanceret permanent firehjulstræk
For overhovedet at kunne være havnet ude på det, der
normalt er dyrenes domæne, har man indbygget en
variant af Land Rovers avancerede permanente
firehjulstræk, effektivt styret gennem den fine
9-trins automatgearkasse ved hjælp af den seneste
version af det meget roste Terrain Response system,
som tilpasser vejgrebet efter de aktuelle
kørselsforhold.
Alt andet lige optager firehjulstræk plads, og det,
at man har fået plads til kaleche, fire personer og
endda en smule bagageplads er meget fint. Det er det
også set i lyset af, at karrosseriets stivhed er
afgørende for enhver cabriolets køreegenskaber.
Vridningsstabil
Kravene er imidlertid ganske anderledes i en
terrængående cabrio, for den skal ikke bare være
vridningsstabil ved kørsel på plan asfalt, den skal
også kunne modstå påvirkningen fra det uvejsomme
terræn, som gør sit for at vride bilen fuldstændig
fra hinanden.
Og den kraftpåvirkning bliver bestemt ikke mindre
af, at man har lagt potente motorer ud i
maskinrummet. I den prøvekørte model fandtes en
180-hestes dieselmotor, den findes også med en lidt
mere beskeden 150-heste diesel, men måske især i en
udgave med 240 benzinheste, som importøren forventer
bliver den mest populære i Danmark. Alle tre motorer
har et drejningsmoment på langt over 300 Nm (380 hhv
430 og 340 Nm) og de gør deres til at vride bilen
fra hinanden, når udfordringerne skal passeres.
Bund solid
Det lykkes bare ikke, for Range Rover Evoque
Convertible holder til strabadserne og på testruten
var også inkluderet en til anledningen opsat simpel
forhindring, som ikke desto mindre på det nærmeste
tvang bilen op på to hjul – vel at mærke diagonalt –
og det vred ikke karrosseriet en millimeter (ikke
meget mere, i hvert fald, så vidt vi kunne føle – se
videoen her på siden). Der er tale om en bund solid
bil midt i den yderst eksklusive indpakning.
Tilbage i den pulserende virkelighed var
landevejsoplevelsen noget af det bedste, vi har
oplevet i en åben luksusbil. Med vindskærm monteret
over bagsædet var vindstøjen og turbulenserne i
cockpittet minimal – selv med alle fire sideruder
nede. Vindstøjen var så ringe, at vi også kunne
konstatere, at motorstøjen var minimal. Det var en
helt igennem positiv oplevelse.
Kører som en Jaguar
Køreegenskaberne på plan asfalt er præcise,
komfortable og ligeså eksklusive som prisen lægger
op til og Range Rover har tradition for. Vi
benyttede anledningen til en hurtig smuttur også i
en Jaguar F-Pace (vi vender efter planen om ikke al
for lang tid tilbage til Jaguars første SUV med en
mere dybdegående prøvekørsel) og det var forbavsende
så stort et lighedstegn, man kunne sætte mellem
køreoplevelsen i de to biler. De deler dog i et vist
omfang undervognsteknik, så i teknisk forstand er
det ikke så mærkeligt endda, men alligevel…
Den billigste Evoque Convertible koster 915.000
kroner, den har SE-udstyr og 150 hestes diesel.
Prisen er blot 60.000 kroner højere end den
tilsvarende permanent lukkede udgave af Evoque. Den
prøvekørte version havde det omfattende HSE udstyr,
180 hestes diesel og er prissat til små 1,1
millioner. Når de tal læses, er man tilbage i
virkelighedens verden og det forklarer, hvorfor
importøren ikke har forventninger til at bilen
bliver en stor-sellert i Danmark.
Gode pris-alternativer
Heldigvis tilbyder importøren på alle Jaguar Land
Rovers biler en stribe attraktive leasing
alternativer, de opererer med lave beskatningspriser
(den laveste på Evoque Convertible er 762.687
kroner) og har et attraktivt 3-årigt servicetilbud
parallelt med den 3-årige garanti på bilen. Det er
godt for dem, der kan udnytte de muligheder.
I det hele taget er prisen vel ikke urimelig, hvis
man ser bortset fra den danske strafafgift, som
betales ved indregistreringen af bilen. Og så kan
man jo også fastslå, at der ikke er noget at
sammenligne med, for der findes ganske enkelt ikke
andre terrængående åbne luksus-SUV’er på markedet.
Hvad dét angår, er Range Rover Evoque Convertible
fuldstændig enerådende. |