- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Mazda CX-3 2,0

SKYACTIV-G Optimum

Livsstilsbil med tryk på stil


Af Søren Clauding – januar 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mazda CX-3 er en ægte livsstilsbil med tryk på stil. Det fabelagtige KODO-design er en væsentlig del af det udtryk, sådan en bil fører med sig. Dertil kommer hele den grundliggende SKYACTIV teknologiske tankegang, som Mazda har valgt at følge.

 

At bagagerummet på 287 liter kan synes lidt lille er en anden snak. Bilen måler 4,28 meter i længden, så man har berettiget grund til at forvente sig mere. Men så kan man jo bare smide det pladskrævende BOSE lydanlæg med 7 højtalere ud – så har man pludselig 350 liter. Men hvor blev så lige det med stilen af?

 

Win-win – sådan da

Nu er et BOSE lydanlæg ikke standard i alle CX-3’ere. Så vælger man lavere end Optimum udstyret sparer man både penge og får mere plads. Næsten en win-win situation, hvis man altså kan leve med en ringere audio-oplevelse…


 


Men bortset fra at pladsforholdene på bagsædet heller ikke er bilens stærkeste side (der er dog plads til fødderne under forsædernes ryglæn – det er absolut en formildende omstændighed) sidder CX-3 lige i øjet. Og mon ikke det var én af årsagerne til, at den havnede i finalen i forbindelse med kåringen af Årets Bil i Danmark 2016. Undertegnede bidrog ikke dertil, jeg ville hellere have haft Mazda2 i finalen, men det er jo en demokratisk proces.

 

Omvendt var det ikke svært, at skulle acceptere CX-3. Fordi den ser så fantastisk ud og fordi den kører så godt.

 

Compact crossover med fine køreegenskaber

Den har en frihøjde på 15,5 cm, den er en såkaldt kompakt crossover, men den kører som var den en ”flad personbil”. Affjedringen er perfekt afstemt og præcis, som forudset i forbindelse med de første internationale prøvekørsler af Mazda CX-3, ville 120-hestes SKYACTIV-G benzinmotoren være ideel til danske kørselsforhold læs den første internationale prøvekørsel af Mazda CX-3 hér >>>.

 

Motoren har ikke turbolader. Det resulterer i en ret lineær acceleration og ikke mindst, at det er forholdsvis let at komme tæt på det officielle forbrugstal på 16,9 km/l. Det tal er i sig selv ikke enestående, men da det holder i praksis – og er det ikke det, der betyder noget? – går maskineriet rent ind.

 

Smidig og støjsvag

Motoren er smidig, støj- og vibrationssvag. Og vil man brænde benzin af, kan man nå de 100 km/t på bare 9 sekunder. Desuden påstås det, at man kan flintre derudaf med 192 km/t. det har vi ikke prøvet, men vi tror på det og vi tror også på, at det vil være en god følelse.



Selvom der i perioder blæste en stiv sidevind i testperioden, selvom det samtidig var lidt for varmt til de vinterdæk, bilen var påmonteret de flotte 18” alufælge, kørte den snorlige ved de 130 km/t det nu engang højst er tilladt at køre i Dannevang. Gennem kurverne styrer den præcist og affjedringen er også dér glimrende.

 

Optimum for alle pengene

Og så er der udstyret: Optimum udstyret, som i kombination med 120-hestes benzineren sætter listeprisen på 270.000 kroner, inkluderer foruden det pladskrævende BOSE-anlæg og de nævnte 18” alufælge en ultra bred vifte af yderst brugbart og effektivt udstyr.

 

Mazda’s Radar Cruise Control (adaptiv fartpilot) kan bremse bilen helt ned til 0 km/t – det er der ikke mange af konkurrenterne, der kan tangere. Full LED forlygterne lægger et lyshav foran fronten ved kørsel i mørke – og blænder selv ned, når de ser en modkørende. Aktivt kurvelys sikrer, at man kan se om hjørner om natten – sådan mere eller mindre i hvert fald.

 

Hjælpemidler

Blind Spot Monitoring advarer, når man har en anden trafikant på siden af bilen, Rear Cross Trafic Alert advarer, når der er usynlige tværgående trafik bag bilen, når man eksempelvis bakker ud fra en vinkelparkeringsplads. P-sensorer og bakkamera gør det let at finjustere bilen, når man f.eks. skal parallelparkere. Al det er vigtigt – og nødvendigt, for udsynet bagud er ikke overvældende.

 

Oven i det kan vi nævne i flæng: Klimaanlæg (dog ikke 2-zone), nøglefri adgang og start/stop, headup display (så blikke ikke skal langt væk fra kørebanen for at følge de centrale køreoplysninger), en letlæselig 7” delvis berøringsskærm, som også trafiksikkert kan styres via et drejehjul imellem sæderne (Mazda kalder det en HMI-commander), vejbaneassistenten griber ikke ind, men sender et advarselssignal, regnsensorer håndterer vinduesviskerne upåklageligt og meget mere.

 

Hvis valget står mellem at bruge 270.000 afgiftsreducerede kroner på en 120-hestes Optimum udgave eller den samme bil med AWD, 150 hestekræfter og Vision-udstyr til samme pris vil den prøvekørte version være vores valg.

Andre Mazda prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også den første internationale prøvekørsel af Mazda CX-3 hér >>>


 


Model:

Mazda CX-3 2,0 SKYACTIV-G Optimum

Listepris:

Kr. 268.813

Motor og transmission:

4 cyl. benzinmotor 2,0 l. 120 hk. 204 Nm. 6 M/T

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

9,0 sek./ 192 km/t/ 16,9 km/l /137 g/km

Længde:

4,28 m

Bagagerum:

287/350/1220 liter

Diverse:

ABS. EBD og EBA. ESP. Hill-start assistent. Smart City Brake Support. 18” alufælge. Fuld LED forlygter med dynamisk kurvelys. P-sensorer for og bag  med Blind Spot Monitor og Rear Cross Trafffic Alert. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Klimaanlæg. Multijusterbart læderrat. Nøglefri entry og start/stop. 7” berøringsskærm med HMI commander og stemmestyring. Sædevarme. Adaptiv fartpilot. Regnsensor. USB, AUX, Bluetooth. BOSE audioanlæg med 7 højtalere. Isofix.


Link til importøren


 

Store sidespejle er med til at optimere køreoplevelsen i Mazda CX-3

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt