Mazdas SKYACTIV filosofi går i korte træk ud på, at
skabe drivliner, hvor man har optimeret, hvad der
optimeres kan ved brug af velkendt teknologi. Når
man ser nærmere på CX-3 modellen med SKYACTIV-D
motor, virker det som om, at den samme idé også er
anvendt på den økonomiske beregning – i særdeleshed,
når bilen er iklædt det optimale Optimum udstyr.
Vi har præsenteret CX-3 ved flere tidligere
lejligheder, men aldrig med den lille dieselmotor.
Vi skal ikke gentage os selv, hvad de grundliggende
egenskaber angår, så lad os gå direkte til motoren:
Smidig motorgang
Der er tale om en dieselmotor, der yder 105
hestekræfter. Nok så vigtigt præsterer den også et
drejningsmoment på 270 Nm. Specifikationerne
fastslår, at det topper mellem 1600 og 2500
motoromdrejninger i minuttet, men på hver sin side
af dette interval er momentet også temmelig højt og
det har medført en meget smidig motorgang.
I rå fart præstationer kan den kompakte crossover nå
100 km/t på 10,1 sekunder. Det er hurtigt, og det
underbygger dens gode køreegenskaber, der stort set
er identiske med den tidligere prøvekørte version
med 120 benzinhestekræfter. Simpelthen fordi vægten
og dermed balancen i de to varianter er den samme.
Hurtig acceleration
Og så melder optimeringen sig helt synligt: Man
kunne sagtens have bygget en bil, der havde højere
topfart, men da der er tale om en højbenet bil med
en frihøjde på 15,5 cm, er det nok de færreste, der
satser på at køre rigtig hurtigt i den. I stedet er
bilen hurtig oppe i fart og man må så nøjes med at
kunne køre 177 km/t – men det rækker dog nok for de
allerfleste…
Men hvad så med brændstoføkonomien. Jo, her gør det
samme sig gældende: Man kunne givetvis have bygget
en mere brændstoføkonomisk bil, om end 25 kilometer
pr. liter dieselolie nu ikke er dårligt. I
sammenligning med 120 hestes benzinversionen er det
faktisk ganske udmærket, for den kører 16,9 km/l.
Hvilket helt specifikt i Danmark medfører, at
forskellen i ejerafgift er beskeden. Dieselvarianten
koster 2100 kroner/år – benzinbilen 1780 kroner/år,
og forskellen i fartpræstationer er ikke stor.
Fornuftig økonomi
Med andre ord: Vil man gerne ”SKYACTIVe” sin
driftsøkonomi, er valg af diesel-modellen en
glimrende metode, for man får derigennem fuld
udnyttelse af den bedre brændstoføkonomi og den
lavere literpris på dieselolien. Der er en forskel
på 20.000 kroner på listeprisen, men det er heller
ikke så meget som man ofte ser, når diesel- og
benzinbiler sammenlignes.
Den billigste CX-3 koster 210.000 kroner. Den
billigste CX-3 Diesel koster 254.000 kroner og den
prøvekørte Optimum version koster 289.000 kroner.
Har man muligheden for at investere de ekstra 35.000
kroner bør man gøre det, for derigennem optimerer
man i den grad oplevelsen af og fornøjelsen ved at
køre CX-3.
Her er et udpluk fra standardudstyrslisten:
18” aluminiumsfælge med 215/50 dæk giver en direkte
fornemmelse af kørebanen. På den prøvekørte bil var
der af forskellige årsager påmonteret 16” fælge –
det gav en blødere affjedring og styreegenskaberne
var ikke væsentligt påvirket deraf. Automatisk
klimaanlæg sikrer temperaturen i kabinen.
Mazda
Radar Cruise Control er en meget velfungerende
adaptiv fartpilot, som er en komfortabel fordel
såvel som væsentlig sikkerhedsfaktor ved
motorvejskørsel. 7” berøringsskærmen er let at
overskue og kan også styres ved hjælp af en såkaldt
”HMI commander” – et drejehjul i midterkonsollen, så
man ikke behøver at fjerne opmærksomheden fra
kørebanen, fordi man skal forsøge at ramme et felt
på en touch screen.
Nat til dag
Full LED-forlygter forvandler nat til dag og giver
er fænomenalt godt lys – som automatisk blænder op
og ned, hvis man ønsker det. Kurvelys er en del af
forlygternes egenskaber. Rear Cross Traffic Alert
advarer, når man bakker ud fra en vinkelparkering og
der kommer tværgående/kørende trafikanter. Blind
Spot Monitoring hjælper til, at man ikke skifter
kørebane, hvis der er trafikanter i den blinde
vinkel og man får også en advarsel, hvis man er i
færd med at skifte vognbane uden at blinke af –
igen, hvis man altså vil.
Mørktonede bageste sideruder reducerer nysgerrigt
indkik og dæmper sollyset. Head-up-display bringer
de vigtigste køredata op i synsfeltet på en lille
skærm, der pænt og nydeligt folder ned og beskytter
den lille projektor mod snavs, når den ikke er i
brug. Bakkamera og parkeringssensorer bag reducerer
risikoen for at bule den pæne CX-3 eller den bil,
man måtte køre ind i. Smart City Brake Support
hjælper til at man ikke kører ind i andre ved kørsel
i bytrafik.
Når man med nøglen i lommen har låst sig ind i
bilen, sætter man sig i lækre sæder med sort stof og
kunstlæderindtræk – som i den prøvekørte bil for
18.000 kroner oven i var udskiftet med lækkert lyst
læder. Og undervejs disponerer man over et
fremragende Bose audio med 7 højttalere, hvis eneste
minus er, at det optager lidt plads i bagagerummet.
|