- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: DS5 180 aut. Style

Vellykket opstramning


Af Søren Clauding – april 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forvandlingen fra Citroën DS til blot ”DS” er så småt ved at tage form. Med den seneste DS5, som er den første ”5’er” uden Citroën logo på fronten, har man både givet bilen en visuel opstrammer såvel som tilrettede kørefærdigheder. Det er den bestemt blevet bedre af.

 

Det visuelle er naturligvis ikke uden betydning. Køber man en mellemstørrelse bil til små 600.000 kroner (den billigste koster små 470.000) er designet meget vigtigt. Især når det gælder DS, for mon ikke netop det unikke design er en væsentlig grund, hvis man fravælger f.eks. en 3-serie BMW, en Audi A4, en Jaguar XE eller andre modeller i samme prisklasse til fordel for en DS?

 

Karakteristisk design

I alle tilfælde er designet bemærkelsesværdigt, ikke kun for ejeren, men også dem, der ser på. Anerkendende øjne fulgte DS5 og med rette: Den nye front med de karakteristiske såkaldte ”DS-vinger” – i øvrigt den første DS, der inkluderer den design-feature – og i den prøvekørte Style udstyrsversion er også Xenon forlygter med LED og ”rullende blinklys”, hvor en stribe dioder en for en tændes indtil alle dioder lyser (hvorpå de begynder forfra), samt det markante bagparti giver bilen sit helt særlige udtryk.

 

At netop bagpartiet med den store tværgående vinge måske ikke funktionelt er den allerbedste løsning er så en anden sag. Når man gennem bakspejlet ser ud gennem bagruden, selvfølgelig afhængig af siddepositionen, stoppes blikket cirka 100 meter bag bilen. Det har den fordel, at bagved kørende bilister om aftenen har svært ved at blænde en, men man savner lidt af overblikket. Det er jo på den anden side ikke anderledes end at køre i en bil, fyldt med mennesker eller bagage, og man kan jo blot flytte lidt på hovedet, så er det problem løst – hvor svært kan det lige være…



Plads og køreegenskaber hænger sammen

DS5 måler 4,53 meter i længden, så den hører størrelsesmæssigt til i mellemklassen, men den er cirka 10 cm højere end de fleste almindelige mellemklassebiler. Som sådan er der lidt ”crossover-look” over den, men det giver også udmærket plads i kabinen. Bagagerummet er helt OK og kabinepladsen ligeså. Handskerummet lider under det stærkt skrånende instrumentpanel, som omvendt har den store fordel, at det er helt refleksfrit.


 


Rum udnyttelsen har i øvrigt muliggjort, at man ude fortil har kunnet anvende dobbelte wishbone hjulophæng og ikke mindst, at man har kunnet øge fjedervandringen og installere nye såkaldte PLV støddæmpere, der er eminente til at absorbere ujævnheder i kørebanen – store som små. Sidstnævnte er ret hensigtsmæssigt, for selvom en DS5 også kan leveres med 19” letmetalfælge, så inkluderer de på prøvebilen anvendte 18” fælge lavprofildæk, som giver et godt vejgreb, men ikke er det bedste til at klare de små ujævnheder. Men det håndterer den nye konfiguration af hjulophængene så.

 

God føling og fleksibel trækkraft

Resultatet er ikke bare en glimrende affjedringskomfort men også, at vejgrebet og følingen med vejen er rigtig god når vejen er ujævn og føret er vådt, hvad vores video, der bl.a. kan ses på YouTube (se linket ovenfor) giver en god fornemmelse af.



Motoren i den prøvekørte bil er den nye 180-hestes BlueHDi maskine fra PSA koncernen. Den er baseret på AdBlue teknologien, som gør den yderst miljørigtig og er en helt igennem herlig maskine med et maksimalt drejningsmoment på 400 Nm, der topper midt i omdrejningsintervallet. Den er smidig, vibrationssvag og går fint i spænd med EAT6 automatgearkassen, der ikke er en dobbeltkoblings-gearkasse, selvom den skifter næsten ligeså hurtig op i gearene (og også ned i gearene, hvad dobbeltkoblings-gearkasserne altid har svært ved).

 

Fartpræstationerne er udmærkede og i god harmoni med bilens køreegenskaber, men 22,7 km/l indebærer, at der skal gives et tilskud til den danske statsøkonomi på små 3000 kroner om året.



Style udstyret

Udstyrsniveauet  omfatter bl.a. 2-zone klimaanlæg, tågeforlygter med svingfunktion, sædevarme, p-sensorer for og bag (godt, fordi bilens længde kan være en smule vanskelig at bedømme), regnsensorer, delvis læderindtræk og det såkaldte cockpittag, som i princippet er et glastag delt i tre dele, så man individuelt ved hver forsæde og på bagsædet kan bestemme lysindfaldet. Det fungerer udmærket og ser også lidt fancy ud, hvorved det passer godt til resten af kabinedesignet, som heller ikke præcis kan kaldes mainstream…



Nyt i DS5 er en 7” berøringsskærm, hvorfra man kan betjene navigationsanlægget og spejle smarttelefonens skærm vha. de såkaldte MirrorLink og Carlink systemer, hvis telefonerne i sagens natur har muligheden indbygget.


Andre DS prøvekørsler – find dem hér >>>


Klik på billedet og oplev en køretur i den nye DS5 med 180-hestes BlueHDi dieselmotor i sjask regnvejr.

Kan også ses i Fuld HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 

 

 

 


Model:

DS5 BlueHDi 180 aut. Style

Listepris:

Kr.

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 2,0 l. 180 hk. 400 Nm/2000 omdr./min. 6-trins aut.gear

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

9,2 sek./ 220 km/t/ 22,7 km/l /114 g/km

Længde:

4,53 m

Bagagerum:

448 liter

Diverse:

ABS. EBD og EBA. DSC. HDC. CBC. Hillholder. 6 airbags. 18” alufælge. Xenon + LED forlys. Tågeforlygter med svingfunktion. Fjernbetjent centrallås. Nøglefri adgang og start. El-justerbare foldbare sidespejle m. varme. 2-zone klimaanlæg. Multijusterbart læderrat. Sædevarme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Regnsensor. Isofix. 7” touchscreen. MirrorLink og CarLink. Navigation. P-sensorer for og bag. Regnsensorer.


Link til importøren


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt