Indrømmet: Første gang undertegnede hørte
betegnelsen ”Familiecontainer” eller
”Familieakvarium” blev der trukket på smilebåndet.
Det var jo heller ikke ondt ment og man kunne
ligesom ikke lade være. Men måske er den mere end
lettere kategoriserende. Alene fordi ordet ”familie”
indgår. For er det ikke lidt begrænsende? Indtil
nogen kommer med et bedre bud, er ordet
”Fællesskabsbil” langt mere betegnende. Det rummer
nemlig muligheder, der går langt udover
familie-begrebet.
Og det er præcis, hvad Citroën Berlingo Multispace
gør. Den er rummelig, den er praktisk og ret beset
er Citroën sluppet udmærket fra det seneste facelift.
Den er selvfølgelig ingen sportsvogn, men en sådan
kan, sandt at sige, heller ikke bruges til meget
andet end at køre i, én eller to personer og måske
fange opmærksomheden hos dem, man kører forbi. Og så
kan den normalt ikke købes for de blot 233.000
kroner, som Berlingo'en koster.
180.000 kroner på tilbud
I øvrigt behøver man ikke betale mere end små
180.000 kroner for at få en bil, hvor man kan dyrke
fællesskabet med familie, venner, bekendte eller
hvem man nu er ude at køre sammen med (kampagnepris
i skrivende stund – ellers 200.000 kroner). Den er
da godt nok lidt anderledes bestykket, men
”multispace’en” er der, dvs. masser af plads, ja
oceaner af plads, faktisk. Som man kan glæde sig
over, uanset hvor mange man vælger at være sammen på
køreturen.
På bagsæderne er der formidabel med benplads, god
plads over skuldrene og man behøver ikke sidde
ubekvemt opret. Fortil er der ligeledes glimrende
plads
og man er ikke forstyrret af en gearstang, for
gearvælgeren er en drejeknap, placeret på
midterkonsollen – samme system som man f.eks.
finder, omend i en mere sofistikeret udgave, i en
Jaguar. Gearkassen vender vi tilbage til om nogle
linjer.
3 kubikmeter
Bagagekapaciteten er på mindst 544 liter i den
prøvekørte udgave med fem siddepladser. Hvis man som
i sportsvognen kan nøjes med at være to, disponerer
de to over ikke mindre end 3 kubikmeter plads, hvis
bagsæderne tages ud. Der er desuden blevet plads til
skydedøre i begge sider. Og det er alt sammen pakket
ind i en samlet længde på bare 4,38 meter.
…plus 1,80 meter i højden. Det er ikke uvæsentligt,
for især de 3 kubikmeters bagagekapacitet har meget
med højden at gøre. Plads i højden giver øget
velvære i kabinen, det fremmer fællesskabet, men
indebærer, at man iblandt må finde sig i at komme
nogle sekunder senere frem til bestemmelsesstedet.
E6G-gearet
0-100 km/t håndteres i Berlingo Multispace med
100-hestes AdBlue dieselmotor på 14,3 sekunder. Så
skal man endda være lynhurtig på speederen,
gearskiftet behøver man ikke bekymre sig om, for det
er inkluderet i prisen. Sådan at forstå, at der
foruden dieselmotoren og Feel-udstyret også følger
en elektronisk styret automatisk skiftende manuel
gearkasse med til de 233.000 kroner. Gearskiftet
tager sin tid, men det fungerer, det gør det
automatisk og god tid er ofte en styrke for
fællesskabet.
Og én ting til: Med mindre man stresser over ikke at
nå frem til bestemmelsesstedet hurtigt nok, er
køreturen i en Berlingo Multispace forbundet med ro
og velvære. Man sidder udmærket, bagsædepassagererne
har hvert deres individuelle sæde, det kan
indstilles som de har lyst til og selve
køreoplevelsen har kørekomfort i højsæde.
Passer til danske landeveje
De 1,80 meter i højden skubber naturligvis
tyngdepunktet opad, man skal ikke køre sidelæns
gennem kurverne (vi er heller ikke sikker på, at man
kan – og vi har ikke forsøgt). I øvrigt må man ikke
køre sådan på det danske vejnet, heller ikke i
sportsvognen, der kan. Så på den måde passer
Berlingo også udmærket til danske kørselsforhold.
Den er komfortabelt affjedret, forbavsende
retningsstabil og krænger ikke meget.
Sidevindsfølsomheden var der ikke mulighed for at
sætte på prøve i testperioden, det er måske et svagt
punkt – men kun måske. For hvorfor skulle Citroën
ikke have fået styr på den del også, for de har
strammet temmelig meget op på bilens køreegenskaber
i forhold til tidligere generationer.
Det kan skyldes, at Berlingo er basseret på samme
tekniske platform som C4 Picasso, som også er blevet
stærkt forbedret. Det samme er motorprogrammet
naturligt nok i takt med forberedelserne til Euro6
normen, der trådte i kraft sidste efterår.
Lavt forurenende diesel
Dieselmotoren er i god harmoni med bilens ”sjæl” og
kørefærdigheder, den gør det muligt at køre 23,3
km/l – men der skal alligevel betales næsten 3000
kroner om året i ejerafgift. Det er lidt ærgerligt,
fordi en Berlingo Multispace er en bil, som
tilgodeser mange menneskers praktiske behov.
Og dobbelt ærgerligt er det, at der betales skat af
CO2 udledningen (fordi det hænger tæt sammen med
brændstofforbruget) men ikke gives kompensation for
den beskedne udledning af de skadelige
kvælstofilter. De såkaldte NOx er i Berlingo-motoren
reduceret til næsten ingenting. AdBlue teknologien
er godt nok ikke uden omkostninger, hvad der bl.a.
er grunden til, at ikke alle bilproducenter vælger
at forurene så lidt som muligt (men blot at
overholde en øvre grænse for forurening). Men hos
Citroën og søstermærkerne gør man det. Også det
følger med i prisen og så kan man i fællesskab glæde
sig over at man også belaster miljøet mindst muligt,
når man er på tur sammen.
|