Det er spændende at se, hvordan BMW hen ad vejen har
udbygget viften af biler i snart sagt enhver
retning. Der er ikke mange personbilstyper tilbage,
i hvert fald ikke hvis man medregner MINI, hvor ikke
BMW har et tilbud. Fælles for dem alle er, at de er
gennemarbejdede premiumbiler, hvor der er tænkt over
detaljerne og man siden har udviklet dem til
perfektionisme. Det gælder ikke mindst den nye
M-udgave af X4.
BMW’s X-serie er i forvejen en meget fin pallette af
biler, hvis fælles træk er, at de gør sig godt, også
når asfalten skiftes ud med mere naturnære
materialer. Hvor 1, 3, 5 og 7-serierne er de
standardisere modelserier er 2, 4, 6 og 8 de
anderledes varianter og med X’et tilkoblet har man
basis for anderledes crossovere/SUV’er. Og så dukker
der oven i det er ”M” op.
”M” for ”motorsport”
”M” betyder kort sagt, at BMW’s (motor)sportsafdeling
har haft fingre i køretøjet. I det konkrete
tilfælde, hvor vi har sat fokus på BMW X4 M40i, har
det i tørre tal haft den betydning, at maskineriet
er udskiftet med en nu 360-hestes 6-cylindret
rækketurbobenziner, som skubber og trækker den
kompakte, men alligevel velvoksne coupé-lignende
X’er op til 100 km/t på under 5 sekunder.
Skubber og trækker skyldes firehjulstrækket, eller
All Wheel Drive, som BMW har valgt, at kalde det,
fordi hele drivlinen styres elektronisk på basis af
tilbagemeldinger af utallige følere, så kraften
overføres til underlaget på lige præcis den måde,
som computeren mener, er bedst. Derfor kan bilen på
brøkdele af sekunder forvandles og om-forvandles til
i princippet alt mellem 1 og 4 hjulstræk. Det
fungerer formidabelt.
Fremragende og betryggende
Systemet samarbejder med styringen af den
luftbaserede affjedring og spændstighed. BMW kalder
det Dynamic Damper Control – altså en dynamisk
ustandselig justering af støddæmperne og bilens
krængning – og Performance Control, som styrer og
fordeler kræfterne, så de udnyttes optimalt. Det
system er så forfinet og så udviklet, at det helt
specifikt dokumenterer vores indledende påstand om,
at tingene er gennemarbejdet i detaljer til
perfektionisme. Fremragende, ganske enkelt.
Og det har så i praksis også den fordel, at føreren
ikke på noget tidspunkt føler sig snydt eller ladt i
stikken. Vi er tæt på at konkludere, at X4 M40i er
den bil, undertegnede har prøvekørt, med så mange
kræfter og så overbevisende fartressourcer, der har
givet størst tryghed. Fordi den ikke kun er god på
plan asfalt, eller i opkørte mudderpøler, men begge
steder. Og man kan for den sags skyld køre fra det
ene underlag til det andet, skifte det i en
uendelighed og til stadighed føle, at bilen
underbygger kørslen så godt, som den moderne teknik
tillader.
Findes ikke magen til
I lidt flere tørre tal har BMW X4 M40i 20 cm
frihøjde. Den er forbavsende tung – 1910 kg – og det
har så den fordel, at bilen i alle sammenhænge
ligger roligt på vejen og altid må trække en
anhænger på 2400 kg. Det er nu meget godt gået af en
mellemstørrelse coupé.
Baghjulene er 275 mm brede
Visuelt har den et udseende, som ikke findes magen
til. Den har store 19” fælge med 275 mm brede 40
procent lavprofildæk bagpå og 245 mm brede 45
procent lavprofil fortil. Trods de store hjul, som
leverer den sidste indsats i overførslen af de mange
kræfter til underlaget, ser det en smule pudsigt ud.
I hvert fald hvis man kikker på den med
vanemenneskets særlige evne til at bliver
overrasket.
De mange kræfter, som komplementeres af et meget
stort drejningsmoment på 465 Nm fra næsten samme
øjeblik, motoren sættes i sving, og helt op til den
på det nærmeste kapitulerer igen (1350-5250 omdr./min.),
fordeles på computernes kommando gennem en 8-trins
Steptronic automat gearkasse. Benzinøkonomien er i
sagens natur ikke verdens bedste – 11,6 km/l – men
på den anden side, en bil med 360 hk, firehjulstræk
og semi-terrænegenskaber kører ikke længere på
literen.
Totaloplevelsen
Styringen varierer efter indstilling og behov, og
affjedringen bagtil er af multilinktypen, der ikke
blander sig nævneværdigt i førerens beslutning om,
hvorhen bilen skal køre.
I kabinen opleves masser af sportslig luksus og
indretningen er udført med mange udmærkede
funktionelle løsninger, hvoraf ingen dog er
skelsættende eller banebrydende. Men det er også
helt lige meget: X4 M40i fungerer som man forventer,
en crossover/SUV skal fungere (få et indtryk gennem
billederne her på siden), alt imens køreoplevelsen
og oplevelsen af køredynamikken overstiger alt, hvad
man kan forestille sig.
Der er
glimrende plads på bagsædet.
|