Det var ikke uden bagtanke, at Volkswagen havde
valgt Island til stedet, hvor man for første gang
præsenterede den kommende nye generation af
bil-ikonet over alle bil-ikoner, VW Golf.
Symbolikken var umiddelbar: Island ligger midt i
Golf-strømmen, den strøm af varmt vand, som flyder
gennem Atlanterhavet direkte fra Den mexicanske Golf
og gør temperaturerne til at holde ud i Vesteuropa,
vinteren over. Volkswagen Golf har samme mål: At
kompensere for dagligdagens stress og bidrage sit
til at forsøde hverdagens nødvendige
transportopgaver.
VW Golf har siden introduktionen i 1974 været
”Folkets Bil”. Det er den forsat, i Danmark dog
betinget af en fornuftig prissætning. Men priserne
er endnu ikke færdigforhandlet – selvom Golf’en
strømmer ind over Danmark allerede i november.
Herligt befriende, for så kunne det første møde med
den nye generation af Volkswagens vigtigste
bilmodel, finde sted uden prisbetragtninger. Nu var
den ”bare” en kompakt mellemklassebil.
Tro mod koncepterne
Dermed indtager VW Golf præcis den rolle, som den
altid har haft. Volkswagen går ikke fra koncepterne.
Heller ikke skræmt af, at orkanen ”Ike” snittede
Island i samme moment, præsentationen blev flaget i
gang. For man havde intet at være skræmt over:
Handler det om sidevindsfølsomhed, eller rettere
mangel på samme, består VW Golf med topkarakterer,
det hjalp Ike med til at bekræfte.
Ike bidrog også til at hælde så meget vand ud over
Islands golde og rå stenveje, at kørehjælpemidlerne,
ikke mindst den seneste generation af ESP, fik deres
ikke ubetydelige indflydelse påkøreoplevelsen. I
skøn forening med en aktiv og dynamisk, elektronisk
styret undervogn (ekstra udstyr), har Volkswagen sat
en ny målestok for køreegenskaber i kompakt-klassen.
Den er intet mindre end fænomenal. Stabil,
sporsikker og styrerigtig i en grad, som
konkurrenterne får svært ved umiddelbart at hamle op
med. Og det traditionelle valg mellem den faste
tyske affjedring og fjernøstlige noget mere bløde
tilgang til begrebet komfort klares i Golf’en med
tryk på en knap. Den dynamiske undervogn tilbyder
tre alternativer: Komfort, Normal og Sport.
|