- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First World Testdrive:

Opel Insignia GSi


Avanceret teknologi og sublim oplevelse


Af Søren Clauding – 28. februar 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgangspunktet for den helt nye Opel Insignia GSi er Opels to kraftigste Insignia varianter, dels udgaven med 260 hestes benzinmotor, dels versionen med 210 hestes dieselmotor, og ikke mindst det avancerede firehjulstræk med den såkaldte Twinster kobling, som giver en unik formidling af kræfterne til underlaget, hvad de første internationale prøvekørsler af den nye performance udgave af Opels flagskib klart vidnede om.

 

De to motorer er hentet direkte over i GSi versionen og også hér parret med Opels nye 8 trins automatgearkasse, men fordi den gearkasse også benyttes til de hidtidige topmodeller er bilerne ens, hvad rå fartpræstationer angår. Men køreoplevelsen er forskellig.

 

Dynamisk undervogn

245/35-20 Michelin Pilot Sport 4 S dækkene yder deres bidrag, det samme gør sænkningen på 1 cm, for dermed sænkes også tyngdepunktet. Men dertil kommer 345 mm Brembo forbremser, og også styring og affjedrings konfiguration er væsentligt ændret.



Samtlige elementer i hjulophængene er enten finetunede eller erstattet, vægten er reduceret og til kabinen har Opel udviklet multijusterbare ergonomisk optimale sportsæder. Som et kuriosum er Opels nye sæder 2 kg lettere end de i forvejen kraftigt optimerede Recaro sæder, som findes i den lille Corsa OPC. Totalt set er Insignia GSi mindst 25 kg lettere end de tilsvarende biler uden GSi på bagklappen, oplyste Opel folkene i forbindelse med præsentationen.

 

Støddæmperne er sportsdæmpere, der reducerer krængningen mest muligt. Hvilket er en del af opsætningen af den variable FlexRide undervogn.

 

”on track” og ”on road”

Alt det førte over til den sublime køreoplevelse såvel på Michelins Fontagne testbane ved Salon de Provence nord for Marseille, som på de til tider meget snoede og ujævne bjergveje, hvor det mest overraskende var, hvor tilgivende og komfortabel en affjedring, der var tale om, når man valgte komfortindstillingen ”Tour”.


Tre driving modes er tilgængelige: Tour, Sport og Normal, når ingen af de to øvrige knapper trykkes ned.


Det skal dog bemærkes, at vi på landevejene koncentreret os om dieseludgaven, som har 80 kg mere på forenden, hvilket i sig selv gør en forskel. Men når man alternativt valgte sports indstillingen var der kun én måde at komme gennem kurverne på: hurtigt…

 

Enestående balance

På testbanen var Insignia GSi udrustet med benzin motoren, og der var mulighed for at prøve den i stejlkurver med op til 175 km/t. Antagelig kunne man køre noget hurtigere, men temperaturer på et par grader under frysepunktet og kold asfalt lagde ikke lige præcis op til at prøve de grænser. Og det var da heller ikke formålet.

 

Balancen, derimod, blev sat under lup og opførslen under den efterfølgende nedbremsening før et par snævre chicaner. Ikke mindst taget i betragtning, at Opel Insignia med sine 4,91 meters længde virkelig er en stor bil, var oplevelsen begge steder superb. Stabiliteten gjorde det hele fuldstændig uproblematisk. Onboard videoen her på siden giver et godt indtryk deraf.

 

Med og uden kørehjælpemidler

På glatbanen, som havde et ustandseligt varieret og næsten uforudsigeligt vejgreb, var oplevelsen ligeså god. Insignia GSi har en anderledes gearskifte karakteristik med benzinmotoren end den tilsvarende ikke-GSi. Det spiller perfekt sammen med de elektroniske hjælpemidler.

 

Slog man dem fra, oplevede man på den ene side, at den gode balance i bilen var bevaret, på den anden side, at det var umuligt at køre med samme fart – måske dybest set ikke overraskende. Elektronikken er der ikke for ingenting.

 

Twinster giver mening

Sidst, men ikke mindst, var det på glatbanen for alvor tydeligt, hvor meget den avancerede Twinster kobling betyder. I en bil med et konventionelt torque vectoring system, nedbremses det eller de hjul, som har tendens til hjulspin, hvorved kræfterne via differentialevirkningen havner på det eller de hjul, der har bedst vejgreb, hvilket typisk er i accelerationen ud af kurver altid på det yderste baghjul. Men systemet har det minus, at en del af motorkræfterne forsvinder i forsøget på at overvinde bremseffekten.

 

Sådan er det ikke i en Insignia GSi: Twinster koblingen virker på baghjulene og består af to koblinger – én ved hver drivaksel. Når belastningen ændres på hjulene, er det koblingerne, der sikrer fordelingen af kræfterne, styrede af en række følere, og udover, at motorkræfterne da bruges til at drive bilen fremad, er reaktionen også hurtigere.

 

Alt bliver bedre

I samspil med torque vectoring på forhjulene reduceres understyringen, stabiliteten forbedres, balancen sikres og alt andet lige er det både hurtigere og mere sikkert, fordi bilen hjælpes til at køre bedre.

 

Faktisk kører den så godt, at den glimrende kunne håndtere endnu flere kræfter. Men det er ikke og bliver næppe heller en option. Lidt øv…

 

Forbavsende billig

Opel insignia GSi koster 500.000 kroner for udgaven med benzinmotor og 555.000 kroner for dieselversionen. Det er usædvanlig attraktive priser, som ikke mindst skyldes, at Opel ønsker at pushe salget af bilen. Officielt lander den først i Danmark engang i april, men den kan allerede nu bestilles, så den kan leveres om et par måneder. Hvor mange, der bliver solgt i Danmark, må tiden vise, men optimismen er stor, bl.a. fordi man har solgt ikke færre end 120 eksemplarer af den hidtidige OPC version herhjemme.


Link til importøren


Store hjul, sideskørter og sportselementer er visuelle kendetegn ved den nye Insignia GSi.

Andre Opel prøvekørsler – læs dem her >>>

 

Læs også:

Grand Sport Innovation >>>


Den i forvejen meget fine Opel Insignia er blevet endnu bedre i den nye GSi version, som vi har prøvekørt ved høj fart og på snoede glatte veje på Michelins testbane ved Marseille. Kik med og oplev hvorfor den nye GSi er så god. Fuld HD.


På glatbanen havde Insignia GSi et sublimt vejgreb og forbilledlig balance, trods temperaturer under nul.

 

GSi modellen har en spoiler på bagklappen i Grand Sport versionen. Den er ikke stor, men stor nok til at holde bagvognen i ro ved høj fart.

 


Hurtige fakta om Opel Insignia Grand Sport GSi


Introduktion i Danmark:

Kan bestilles nu til levering cirka april.

 

Opel Insignia kan både købes som Grand Sport (hatchback udgaven) og som Sports Tourer (stationcar).

Motorer

4 cyl. 2,0 Turbo Benzin: 260 hk/5300 omdr./min. 400 Nm/2500-4000 omdr./min.

Grand Sport:

0-100 km/t: 7,2 sek. Topfart: 250 km/t. Benzinøkonomi: 11,6 km/l.

Sports Tourer:

0-100 km/t: 7,4 sek. Topfart: 245 km/t. Benzinøkonomi: 11,5 km/l.

 

4 cyl. 2,0 BiTurbo Diesel: 210 hk/4000 omdr./min. 480 Nm/1500 omdr./min.

Grand Sport:

0-100 km/t: 7,9 sek. Topfart: 233 km/t. Brændstoføkonomi: 14,3 km/l.

Sports Tourer:

0-100 km/t: 8,0 sek. Topfart: 231 km/t. Brændstoføkonomi: 14,0 km/l.

 

8-trins automatgear.

Adaptiv undervogn.

Adaptivt 4X4.


Trods den store effekt på 210 hestekræfter og det i Opel sammenhæng rekord store drejningsmoment på 480 Nm er dieselmotoren lavt forurenende pga. af anvendelsen af AdBlue og SCR katalysator.

 

Benzinmotoren leverer 260 hestekræfter.

 

Insignia GSi findes også som Sports Tourer.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt