Mandag d. 6. marts bekendtgjorde PSA og GM i
forening, at de to bilgiganter havde indgået aftale
om, at Opel (og Vauxhall) hurtigst muligt vil blive
købt af PSA. Aftalen indebærer, at når EU har
godkendt købet, hvad forventeligt vil ske i 3.
kvartal i år, er Opel tilbage på europæiske hænder.
Det er en handel med perspektiver, realistiske oven
i købet – noget de færreste formentlig begræder og
noget som alle inkarnerede Peugeot, Citroën, DS og
ikke mindst Opel entusiaster har god grund til at
glæde sig over.
PSA (betyder Peugeot Société Anonyme) overtog helt
tilbage i 1974 størstedelen af aktierne i
Automobiles Citroën, som dengang var på fallittens
rand. Siden har den franske familieejede bilgigant,
som skiftede navn til PSA Peugeot Citroën Group,
formået at holde liv i sig selv, som altid indenfor
forretningslivet med op og nedture på et stadig
skiftende bilmarked. Men i dag er PSA stærk nok til,
at kunne kaste sig ud i også at overtage ansvaret
for at reetablere Opel som en væsentlig spiller på
især det europæiske marked.
Allerede i 2012 indgik PSA en væsentlig global
alliance med General Motors, som i Europa primært er
kendt for at eje den tyske bilfabrik, Adam Opel.
Aftalen betød bl.a., at GM blev den næststørste
aktionær i Peugeot – efter Peugeot familien – dog
kun med en forholdsvis beskeden aktiepost på 7
procent. Meningen var, gennem samarbejdet at kunne
reducere omkostningerne ved at købe billigt ind, ved
at dele teknologi og naturligvis også gennem
samarbejde på andre fronter.
Omkostningerne var udfordringen
Den store udfordring var ikke mindst virkelig at få
styr på omkostningerne. Såvel GM som PSA var bl.a.
bundet ind i store fagforenings styrede
begrænsninger – derfor var det på den ene side
overraskende, på den anden side nødvendigt, at GM i
forbindelse med den aktuelle handel eksempelvis
overtog de pensionsforpligtelser, der er knyttet til
Opel. Vi gætter på, at ikke mindst den del af den
aktuelle aftale var en vigtig grund til, at den
tyske regering ville bakke op omkring handlen og
ikke spænde ben for en fransk overtagelse.
I finanskrisen for cirka 8 år siden skrantede rigtig
mange bilvirksomheder. Opel var tæt ved at gå
konkurs, men ledelsen tog skeen i den anden hånd og
igangsatte en kraftig produktudvikling. Men det kneb
med at skabe overskud, og selvom man nærmede sig det
såkaldte break-even (betyder: Nul overskud, men også
nul underskud), hvor man i 2016 forventede, at være
kommet underskuddet til livs, var Opel stadig ingen
lukrativforrentning. 2016 kom ud med endnu et
underskud.
Derfor var GM interesseret i at komme fri af Opel.
Peugeot kunne derimod se en idé i at overtage Opel
(og det ”højrestyrede søstermærke”, britiske
Vauxhall), fordi man forventede, at kunne håndtere
omkostningsproblematikken på samme måde, som man
havde gjort det i eget regi i de seneste år.
Udfordrende forretningsklima
I PSA og hos GM havde man da også længe talt om, at
PSA skulle overtage Opel/Vauxhall på den ene eller
anden måde. Spørgsmålet er, om ikke de ændrede
politiske signaler (læs: Donald Trump) i USA også
har haft en vis indflydelse på at det sker netop nu.
Det er næppe det letteste i denne verden netop nu,
at drive forretning på tværs af Atlanten eller
planlægge fremtiden.
Ikke desto mindre vil samarbejdet mellem GM og PSA
fortsætte, som GM’s bestyrelsesformand, Mary T.
Barra påpegede, da købsaftalen blev offentliggjort:
”Vi tror, at dette nye kapitel vil bringe Opel og
Vauxhall i en endnu stærkere position set på den
lange bane, og vi ser frem til vores fortsatte
deltagelse i den fremtidige succes og det stærke
værdiskabende potentiale, vi har i PSA gennem vores
økonomiske interesser i virksomheden og gennem
samarbejdet om eksisterende og spændende nye
projekter.”
Opel forbliver Opel
Hos PSA understregede bestyrelsesformanden Carlos
Tavares, at man har stor respekt for de mange
talentfulde medarbejdere hos Opel/Vauxhall og ikke
mindst, at hensigten er at udnytte de respektive
bilmærkes individuelle identitet. Sagt på almindelig
dansk: Man har ikke tænkt sig, at nedlægge Opel for
at have en konkurrent mindre på markedet.
I tørre tal indebærer aftalen helt overordnet, at
PSA køber Opel og Vauxhall for 1,3 milliarder Euro
og GM’s finansieringsselskabs europæiske aktiviteter
for 900 millioner Euro. Sammenlagt er prisen dermed
godt og vel 16 milliarder kroner. Sidste år omsatte
Opel/Vauxhall for 17,7 milliarder Euro, svarende til
omkring 130 milliarder kroner, men overskuddet
udeblev. Ved købet bliver PSA den næststørste
europæiske bilkoncern efter Volkswagen-gruppen.
PSA i Danmark
Peugeots interesser i Danmark varetages også af et
familieejet selskab, Interdan. Koncernen blev
grundlagt under navnet British Motors i 1930 af K.
W. Bruun og topposten som arbejdende
bestyrelsesformand varetages i dag af K. W. Bruuns
barnebarn, Anders Bruun, hvis datter, Maria Bruun,
også indtager ledende positioner i koncernledelsen.
Det er vigtigt at forstå, at måske netop den opgave,
en ansvarsfuld familie lægger i driften af en
virksomhed, er værdinormer, Interdan deler med PSA.
Derfor var det dybest set ikke overraskende, at PSA
som led i effektivitetsudviklingen sidste år overlod
importen også af Citroën og DS til Interdan.
Det vil heller ikke på nogen måde være overraskende,
hvis Interdan også opnår importen af Opel til
Danmark, en proces, som dog i givet fald næppe vil
kunne blive påbegyndt før om et års tid. I
øjeblikket er det Opel selv, der via et
datterselskab i Danmark tager hånd om det danske
marked.
Foruden importen af Peugeot til Danmark varetager
Interdan også Peugeots interesser i Sverige og de
baltiske lande. Uden for PSA regi importerer
Interdan desuden Mitsubishi til Danmark og selvom
importen er ophørt, varetager Interdan også GM’s
forpligtelser vedr. GM-mærket, Chevrolet, som man
importerede indtil GM valgte, at trække mærket ud af
Europa for få år siden.
Interdan Leasing er et nyt og stærkt blomstrende
forretningsområde.
Peugeot, Citroën, DS og Opel: Stribevis af
hæderstitler.
Bilerne er kerneprodukterne hos såvel PSA som Opel.
Bilerne har over en kam opnået stor anerkendelse og
hæder både i Danmark og internationalt i de senere
år. Peugeot 308 blev kåret som ”European Car of the
Year i 2014”, i 2016 opnåede Opel Astra samme hæder
og helt aktuelt er Peugeot 3008 blevet ”Car of the
Year 2017”. I Danmark blev Citroen C4 Cactus ”Årets
Bil 2015”, Opel Astra ”Årets Bil 2016” og også i
Danmark blev Peugeot 3008 ”Årets Bil 2017”. |