- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First World Testdrive:

KIA Stinger


Ny KIA sports coupé kører brand godt


Af Søren Clauding  - 6. Oktober 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når man har sat sig for, at bygge en bil, hvis hovedformål er, at skulle brande KIA mærket, at det ikke nok at den ser brand(e)godt ud, den skal også køre brand godt. Det gør den nye KIA Stinger, men bemærkelsesværdig er især dens store alsidighed, som går igen i alle versioner.

 

Helt grundliggende er der tale om en 5-sædet sports coupé med tophængslet bagklap. Den er ret stor, 4,83 meter lang, hvilket er svært at undgå, når der skal kunne være plads til en 3,3 liters V6 dobbelt turbo benzinmotor og bilen både skal være lav og aerodynamisk. Det sidste er bl.a. opnået ved, at undlade at udstyre Stinger med store vinger. Luftmodstandskoefficienten er blot 0,30 og et biprodukt af den lave vindmodstand er et utrolig ringe vindstøj.


Den store V6'er fylder godt i motorrummet.


Forbilledlig stabil

I forbindelse med de første internationale prøvekørsler på Mallorca var der, trods en underholdende racerbane som en del af testen, ikke mulighed for, at bare komme i nærheden af topfarten på 270 km/t med den kraftigste af versionerne. Omkring 150 blev det vel til, men ved alle andre kørselsforhold var Stinger forbilledligt stabil.

 

På racerbanen var det især styrepræcisionen og balancen i bilen, der viste sig at være forbavsende god. Men når man udstyrer en stor bil med en stor motor, en 8-trins automatgearkasse, giver den firehjulstræk – og i øvrigt ikke holder sig tilbage med at hænge al det luksus udstyr, man kan forestille sig, på, så bliver den også tung.  Over 1900 kg skal der sendes afsted, når det går løs. Det mærkes i nedbremsningen, og det mærkes også i kurverne.

 

Den lille benziner er sjov

Da var det lidt lettere og egentlig også mere underholdende, at køre den baghjulstrukne udgave med 255 turbobenzinheste i maskinrummet. Den er både mere adræt og lidt sjovere at provokere. Det skal man blot ikke lege med blandt turistbusser og cyklister, for vælger med den ultimative Sport+ indstilling, hvor ESC-systemet er sat næsten ud af funktion, vil bagenden let kunne puffe en cyklist ud over skråningen på de snoede bjergveje, hvis man træder lidt for hårdt på speederen.

 

Der kan vælges mellem fire, ja endda fem køre-modes, hvis man medregner muligheden for selv at sammensætte ingredienserne. Men foruddefineret er en Eco-indstilling, en Comfort (normal), en Sport og en Sport+. Sidstnævnte er kun til brug, hvor forholdene tillader det. Sport indstillingen er glimrende til hurtige overhalinger eller frisk kørsel på f.eks. de snoede offentlige veje på Mallorca (se on-board videoen her på siden).

 

Forvandles i en håndevending

Køre-indstillingerne har indflydelse på næsten alle bevægelige dele: Styringen, affjedringen, transmissionen (er i øvrigt 8 trins automatik i alle versioner), speederrespons, motorstyring etc. og der er markant stor forskel på de enkelte indstillinger. Bilen er næsten som forvandlet, hver gang man skifte køre-mode.

 

Gearskiftet kan også finde sted manuelt via paler bag rattet og den store valgfrihed harmonerer glimrende med bilens potentiale. KIA Stinger kan nemlig både være en komfortabel cruiser og en potent asfaltfræser. Den store vægt bør dog ikke foranledige nogen til at tro, at den er en racerbil. Den trives på en racerbane pga. lavt tyngdepunkt og en akselafstand på ikke mindre end 2,905 meter – bedre end gennem snævre hårnålesving – men er tænkt som en regulær Gran Turismo i moderne klæder.

 

Fænger hos ung som gammel

Den har et fabelagtig godt design. Den fanger alles øjne, unge som gamle, piger som drenge. Simpelthen fordi en køreoptimeret bil vækker en form for menneskelig automatik-følelse. Man kan forestille sig, at en bred, flad bil ligger godt på vejen, det føler man, uden at tænke så meget over det, og det skaber en Wow-effekt.

 

I teknisk forstand er KIA Stinger udrustet med 5-leds baghjulsophængning og en avanceret flere-leds udgave af et McPherson forhjulsophæng. Karrosseriet er gjort meget stift, vridningen er minimal til trods for konstruktionen med tophængsling af bagklappen, vibrationsniveauet også og i enhver forstand har KIA tilstræbt at være lidt bedre end nærmeste konkurrent. Og man gør ingen hemmelighed ud af, at det er BMW 4-serie Gran Turismo, man vil overgå.

 

Tre kraftfulde motorer

KIA Stinger vil kunne købes, når den lander i Danmark sidst i november/først i december i år, med et udvalg på tre forskellige motorer: En 2,2 liters turbodiesel, der præsterer 200 hestekræfter, en 2-liters turbobenzinmotor på op til 255 hk samt KIAs flagskib, GT-versionen med 3,3 liters V6 dobbelt-turbo benzinmotor, der sender 370 hk ud på alle fire hjul.

255-hestes benzin versionen findes alene med baghjulstræk, hvis køreegenskaber vil kunne understøttes af et regulært spærredifferentiale (ekstraudstyr til den formidable merpris af 6.000 kroner – og nej, der mangler ikke et nul). Dieselmodellen kan købes enten med baghjulstræk eller firehjulstræk.

 

Omfattende udstyr

Udstyret er meget omfattende, både det elektroniske, der styrer kørslen, og også griber ind, hvis det er ved at gå galt – herunder de gængse køreassistancesystemer – og det luksuøse. Cockpittet er lækkert indrettet med visse steder fløjlsbløde materialer, fine farve kombinationer og det hele er som nævnt pakket ind i det fabelagtige udvendige design.

 

Udstyret inkluderer også nogle spændende farve muligheder og –kombinationer. Og i kabinen kan man blive underholdt via et avanceret Harman/kardon lydanlæg. Egentlig er det kun fantasien, der sætter grænserne – for KIA Stinger er også sådan prissat, at selvom den er helt på niveau med fine premium konkurrenter, vil man kunne anskaffe en Stinger med mellemudstyret ”GT-Line” (modellen med basisudstyr importeres ikke til Danmark) for 620.000 kroner. Max-prisen uden ekstraudstyr er 833.000 kroner.


 

Andre KIA prøvekørsler - find dem hér >>>

 

Læs også:

Klar statement fra KIA: Stinger skal brande

 

Mere om Stinger teknikken - forbeholdt for nørder


Den nye KIA Stinger i udgaven med 255 hestes benzinmotor er efter vores opfattelse den mest harmoniske af varianterne. Se med og forstå hvorfor. Videoen kan også ses i Fuld HD.


Vi har prøvekørt den nye KIA Stinger på snoede bjergveje på Mallorca og også på ferieøens underholdende racerbane. Denne onboard video, fulgt af outboard optagelser, er fra racerbanen i den 370 hk stærke biturbo GT-version. Videoen kan også ses i Fuld HD.


 


Hurtige fakta om den helt nye KIA Stinger


Introduktion i Danmark i november/december 2017

 

Versioner og priser:

Benzin:

GT-Line, 4 cyl. rækkemotor, 2,0 T-GDI, Baghjulstræk, 255 hk/6200 omdr./min. 353 Nm/1400-4000 omdr./min. 8 aut. 0-100 km/t: 6 sek. Topfart: 240 km/t. 12,7 km/l. 181 g CO2/km. Listepris: kr. 619.694.

 

GT 4WD, 6 cyl. V-motor, 3,3 T-GDI, Firehjulstræk, 370 hk/6000 omdr./min. 510 Nm/1300-4500 omdr./min. 8 aut. 0-100 km/t: 4,9 sek. Topfart: 270 km/t. 9,4 km/l. 244 g CO2/km. Listepris: kr. 832.694.

 

Diesel:

GT-Line, 4 cyl. rækkemotor, 2,2 CRDI, Baghjulstræk, 200 hk/3800 omdr./min. 440 Nm/1750-2500 omdr./min. 8 aut. 0-100 km/t: 7,7 sek. Topfart: 230 km/t. 17,9 km/l. 146 g CO2/km. Listepris: kr. 625.194.

 

GT-Line, 4 cyl. rækkemotor, 2,2 CRDI, Firehjulstræk, 200 hk/3800 omdr./min. 440 Nm/1750-2500 omdr./min. 8 aut. 0-100 km/t: 7,7 sek. Topfart: 230 km/t. 15,6 km/l. 167 g CO2/km. Listepris: kr. 661.694.

 

Længde: 4,83 meter.

Højde: 1,40 meter.

Frihøjde: 13 cm.

Bagagekapacitet: 406-1114 liter.

 

Udstyr:

GT-Line: 7 airbags. Bl.a. 8” touchscreen med navigation. Harman/kardon lydanlæg med 15 højtalere. Bakkamera og P-sensorer for og bag. Adaptive Bi-LED forlygter med dynamisk kurvelys. Læderkabine. Elektrisk justerbare forsæder, ventilerede og med varme. El-justerbart læderrat med varme. Sædevarme bag. Adaptiv fartpilot. Regnsensor. Head-up display. Automatisk nødbremse. 18” alufælge (CRDI). 19” alufælge (2,0 T-GDI).

 

GT: GT-Line plus bl.a. Firehjulstræk. Dynamisk torque Vectoring. Launch Control. Rear Cross Trafic Alert. Surround View Monitoring.


Link til importøren


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt