I den kommende weekend er verdensmesterskabet i
rally – World Rally Championship (WRC) – på ny i
højeste gear. Da kaster verdens bedste rallykørere
sig ud i det, der let kan blive en endnu mere
spændende sæson end den, de deltog i de sidste to
år. Og de to sæsoner gav i forvejen rallysporten et
kolossalt løft – ingredienserne var ikke mindst
uforudsigelighed, dramatik og spænding fra start til
mål i stort set hvert eneste rally.
Årets første VM-rally er traditionen tro Rally Monte
Carlo. Starten går torsdag aften d. 24. januar
klokken 18:50 i bjergbyen Gap nord for Nice og
Monaco, og søndag eftermiddag omkring klokken 13 ved
man hvem, der har vundet det første af de i alt 14
løb, 2019 VM-kalenderen består af.
Ogier fortsatte med at regere
På mange måder blev der vendt op og ned på
styrkeforholdet i 2018. Det eneste, der ikke blev
ændret på var den rallykører, der vandt kørernes
verdensmesterskab, franskmanden Sebastien Ogier. Han
blev verdensmester for sjette gang i træk og det er
da også hans mål at gentage succesen i år. Men det
bliver i et nyt team, for allerede i efteråret
blev det bekendtgjort, endnu inden sæsonen var forbi
og mesterskabet afgjort, at Ogier havde skrevet
kontrakt med Citroën.
Det skete på bekostning af M-Sport Ford teamet, der
ellers havde stået parat til at tage imod ham, da
Volkswagen med kort varsel, foranlediget af
dieselskandalen, valgte at trække sig ud af
rallysporten for to år siden. Ogier vandt dog begge VM-titler i de
to år, han kørte for Ford (så han har vel kvitteret
for tilliden), og det første år også VM-titlen for
bilproducenter – eller i hvert fald stod han for
størstedelen af de placeringer, der sikrede Ford
titlen.
Toyota verdensmester 2018
Den overtog Toyota imidlertid i 2018 – til
overraskelse for mange, men næppe for fabrikken
selv, der for tiden mildest talt er inde i en stime
af motorsportstriumfer, hvor Dakar-sejren for mindre
end en uge siden udbyggede succesen.
Hvem der vinder VM i 2019 står hen i det uvisse.
Selv ikke Ogiers tilbagekomst hos Citroën, som i sin
tid lagde grunden til franskmandens WRC karriere og
for hvem han faktisk formåede at vinde syv
VM-rallyes i perioden 2008-2011, er nogen garanti
for succes.
Citroën vil også vinde
Citroën er dog godt rustet til at tage imod Ogier og
satser på at sikre ham det bedst mulige udstyr,
hvilket den 9-dobbelte rallyverdensmester, Sebastien
Loeb i efteråret 2018 dokumenterede at den franske
fabrik er i stand til, da han vandt
Citroëns eneste rallysejr i fjor ved at køre først
over målrampen i det catalonske rally – sæsonens
næstsidste VM-afdeling. Loeb kørte dog kun tre
udvalgte rallyes sidste år, og hans triumf i Spanien
rykkede ikke nævneværdigt på Citroëns sidsteplads i
WRC 2018. Og Loeb er ikke en del af Citroën teamet i
2019.
Citroëns rallybil blev væsentligt forbedret over
året, især efter at englænderen Kris Meeke var
blevet fyret pga. for stort et antal ulykker i
årets første del. Han får imidlertid et overraskende
comeback i år.
Stærkt Toyota hold
I forbindelse med, at Citroën begyndte at genopbygge
deres team, med det mål at blive ligeså god som i
deres storhedstid tilbage i nullerne, engagerede man
ikke bare Ogier men også Toyotas Esapekka Lappi, der
blot har halvandet år på bagen som fast inventar i
rally-VM.
Det skete til synlig irritation og en vis
skuffelse for Toyota teamchefen Tommi Mäkkinen, der
havde investeret meget tid, penge og personligt
engagement i udviklingen af Lappi. Naturligvis ikke
gjort med det formål, at han straks skulle udleve sit
talent hos konkurrenten, men sådan er
motorsportsverdenen også.
Den ledige plads hos Toyota tilbød Mäkkinen så Kris
Meeke, i sikker forvisning om, at han selv, altså
Mäkkinen, der tilbage i tiden blev
rally-verdensmester fire gange, vil kunne give Meeke
de forhold, som han har brug for, til at køre
hurtigt – uden at køre af sporet. Den øvelse bliver
spændende at følge i det kommende år.
Tänak var efterårets hurtigste
Naturligvis var det lidt af et tab for Toyota, at
skulle sige farvel til Lappi, og det er interessant
at se, om Meeke kan gøre det bedre end finnen. Men
Toyota er som regerende verdensmester parat til at
forsvare titlen med det ultimative mål, at snuppe
kørernes VM-titel ved samme lejlighed. Og
mulighederne er store, måske endda så store, at der
er grund til nervøsitet hos Citroën.
I fjor var Ott Tänak fra Estland nemlig meget tæt på
at fravriste Ogier kørernes VM-titel. Han var hele
efteråret klart den hurtigste af alle i rallyfeltet,
og Toyotas Yaris WRC racer var over året blevet den
bedste rallybil på ethvert underlag. Desuden har man
Jari-Matti Latvala som teamets erfarne
samlingspunkt, og det var som om han oplevede en
opblomstring over efteråret, da rallybilen nu var
blevet så god, at den gjorde som Latvala ønskede. De
to og med Kris Meeke som teamets backup vil meget
vel kunne dominere WRC 2019 og Tänak er storfavorit
til VM-titlen, ligesom Ogier, som man på ingen måde
kan komme uden om, uanset hvilken bil han kører.
Hyundais trumfkort
Og hvad så med Hyundai teamet, som især med belgiske
Thierry Neuville også var i toppen i 2018? Jo,
Neuville fortsætter hvor han slap i fjor (og ham kan
man heller ikke se bort fra som kanditat til
VM-titlen). Det gør
norske Andreas Mikkelsen også, for de har begge
kontrakt for hele 2019. Men hverken Hyundai eller
Mikkelsen var tilfredse med nordmandens resultater i
forgangne år, og selvom Hyundai fastslår, at de ikke
har tænkt sig at bryde hans kontrakt, så ved man
aldrig hvad der sker – spørg selv Kris Meeke.
Hyundai har nemlig sikret sig et trumfkort. De har
ikke bare forlænget spanske Dani Sordos
deltidskontrakt, de har også på deltidskontrakt
hyret den navnkunde Sebastien Loeb, der dermed, i
hvert fald for en tid,
bryder ud af samarbejdet med Citroën og søstermærket
i PSA koncernen, Peugeot. Hans opgave er ikke at
blive verdensmester, men at vinde rallyes,
understøtte Neuville og tage VM-points fra
konkurrenterne i de rallyes, hvori han deltager.
Parat til eldrift
Kontrakten er toårig, og sandt at sige virker det
som om, at Loeb på den måde kan holde sig i form og
få fornyet erfaring med henblik på en senere
tilbagevenden til PSA – måske i 2021 bag
rattet af en Peugeot 208 WRC Electric. Redaktørens
tankespind, godt nok, men ikke uden hold i realiteterne, for
sidst i 2019 lancerer Peugeot efter planen en
elektrisk 208, baseret på den helt nye 208 model,
der introduceres nogle måneder forinden. Og for
nylig forlod Peugeot RallyCross verdensmesterskabet
med det argument, at man ikke dér elektrificerede
sporten hurtigt nok.
Endnu er der intet konkret om at elektrificere
rallysporten på VM-niveau, men det kommer givet vis
til at ske, og formentlig tidligere end mange venter. Der
er nemlig (heldigvis) ingen vej udenom.
Ford ruster op
Tilbage til Ford og M-Sport teamet, som
varetager Fords engagement i WRC: Det gør de
formentlig fortsat, men ikke med den økonomiske
indsprøjtning, som teamet har brug for. Derfor har team-ejer Malcolm Wilson åbent erklæret, at 2019 for
hans eget vedkommende vil have refinansiering af
rallyaktiviteterne som det absolutte fokuspunkt.
I mellemtiden vil den erfarne Rich Millener tage
hånd om rallydeltagelsen, som kommer til at ske med
Elfyn Evans og Teemu Suninen som de bærende kræfter
bag rattet i Fiesta WRC rallybilerne. Indimellem vil
de også have opbakning fra svenske Pontus Tidemand,
som vandt WRC2 mesterskabet i 2017. Elfyn Evans var
til tider meget hurtig i fjor, men måtte typisk
underkaste sig teamets engagement med Sebastien
Ogier. Nu er det væk, men det er pengene i stor stil
også. Men måske er det netop den situation, der giver
teamets tilbageblevne kørere rum for udfoldelse. |