|
Biler lejes i USA gennem de store internationale
firmaer og vender man tilbage til udgangspunktet,
kan man også leje lokalt. Vi lejede en Chrysler Town
& Country (svarer til Chrysler Grand Voyager –
læs vores seneste prøvekørsel af Chrysler Grand
Voyager i Danmark hér >>>). Bilen blev lejet i
Newark lufthavnen ved New York og returneret fire
uger senere i San Franciscos internationale
lufthavn. Det udløste er retur-gebyr på 500 dollars
(2800 kroner) og det beløb er standard, uanset hvor
man returnerer, når det er så langt væk. Prisen for
en sådan bil over en fire ugers periode er omkring
14-15.000 kroner, før de rabatter, man ofte kan få
via flyselskaber, rejsearrangører osv.
Det er i øvrigt klogt at leje bil i lufthavnene,
priserne er som regel lavere og udvalget af biler
meget større. Og husk: Tag ikke hvad som helst, der
bliver tilbudt. Er bilen snavset i kabinen, så klag
og bed om en anden. Husk også at få noteret
eventuelle skader i lejekontrakten – ellers hænger
man på dem senere. Tag et foto eller flere af bilen,
mens den stadig holder i udlejerens garage.
Hvilken bil
Det er vigtigt at gøre sig meget klart, hvilket
køretøj man vil leje. En Chrysler Town & Country
kategoriseres som en Minivan. I Europa kalder vi den
en stor MPV og den er særdeles velegnet på en
langtur, hvor den går hen og bliver ens faste
holdepunkt. Ofte vil vi europæere undgå de store
biler for at reducere kørselsudgifterne, men da en
sådan trods alt kører 10-12 km/l og en liter benzin
typisk koster omkring 5,5 kroner/liter (dog 15-20
procent mere i visse starter, heriblandt de populære
vestlige stater som Californien, Nevada og Arizona)
er benzinudgifterne langt lavere end vi er vant til
i Europa.
Prisangivelse på Interstate motorvejene: Næsten alle
biler kører på benzin. Kun lastbiler forfalder til
diesel.
Vi valgte at bestille hotelværelser på forhånd (læs
mere herom hen over efteråret på
www.rejseradioen.dk), men mellem storbyerne kan
man udmærket overnatte på de utallige moteller langs
de amerikanske highways. Bilen parkeres umiddelbart
foran døren – ret praktisk, for man skal huske at
tage bagagen med indenfor på værelset for ikke at
friste til tyveri.
Full Size eller Minivan
Foruden begrebet Minivan opererer man i USA også med
”Full Size” biler, som svarer til det, vi kalder
store mellemklassebiler. Det er typisk Toyota Camry,
Hyundai i40, KIA Opius samt de større amerikanske
modeller med Chevrolet i spidsen, det handler om.
Bilerne kører ikke nødvendigvis som vi kender dem i
Europa, de er typisk blødere affjedret, fordi
hastighederne er så lave så vores krav til vejgreb
ikke vil give mening. I alle tilfælde overgås
europæisk opfattelse af gode køreegenskaber af
amerikansk definition af nødvendig kørselskomfort.
”Vores” Chrysler kørte imidlertid ligesom den
europæiske udgave. Vi valgte en sådan biltype for at
have optimale pladsforhold. I alt kørte vi 7000
kilometer og de er nu engang lettere at tilbagelægge
med god plads i bilen end hvis man f.eks. sidder
bænket til et sofabagsæde uden bevægelsesfrihed.
Hybridbiler er meget almindelige i USA, men glem
ikke, at på langturene er hybridteknologien uden den
helt store betydning for benzinøkonomien.
Mange drømmer om at gøre turen i et af de store
motorhomes. Det vil utvivlsomt være en oplevelse,
men man skal huske at der er flere begrænsninger ved
de store motorhomes: De er ikke så lette at komme
omkring hjørner med på snævre bjergveje, i en række
naturområder kan man slet ikke komme ind og
økonomisk er der ikke meget at spare, da et
motorhome ofte koster mere i leje end f.eks. den
føromtalte Minivan plus motel omkostninger. Las
Vegas er heller ikke det fedeste sted i et motorhome.
Men fristende er det… Indrømmet…
Trafikregler
Med et par undtagelser er det almindelige danske
førerbevis tilstrækkeligt i de amerikanske stater.
Trafikreglerne er stort set som dem vi kender i
Europa. Imidlertid er der et par pudsige forskelle:
Med mindre andet er angivet, må man dreje til højre
ved rødt lys i vejkryds. Naturligvis efter først at
have sikret sig, at der er fri bane. Det har den
fordel, at man kommer hurtigere frem, og for
eventuelle fodgængere er der fri bane, når
trafiklyset skifter til grønt.
Almindelig vigepligt kender man ikke som vi gør det.
Kommer man frem til et vejkryds, hvor intet andet er
markeret, er det den, der kommer først, der kører
først. Er der biler fra alle sider gælder det samme:
Den først ankomne kører først ind i krydset, dernæst
den næste osv.
Desuden opererer man iblandt med begrebet ”center
lane”, som er et midterspor, som ved skiltning kan
være dedikeret trafikken i den ene eller den anden
retning. Det kan også anvendes til venstresving.
Ganske praktisk, for så spærrer man ikke for den
øvrige trafik. Men indrømmet: Vejene er generelt
meget bredere i USA end vi er vant til.
Car-pool
I visse byer har man også reserveret typisk den
yderste venstre vejbane til ”Car pooling”. Disse
vejbaner er i myldretiden beregnet til biler med
flere passagerer, typisk er to personer i en bil nok
til at man må benytte et sådan spor. Idéen er at få
amerikanerne til at dele bil på vej til og fra
arbejde for at nedsætte forureningen og
trafikpresset. Men det er alene antallet af personer
i bilen, der er afgørende, så vejbanerne kan med
fordel benyttes også af turister på ferietur.
Car Pool spor på en af Los Angeles belastede
motorveje.
Trafikken er ofte tæt, men kun i byerne.
Amerikansk trafikkultur er i almindelighed meget
venlig og baseret på hensynsfuld kørsel. Man lever
også med bilkøerne omkring storbyerne, når de er
der, og accepterer helt de såkaldte lynlås-princip,
når vejbaner skal flettes sammen.
Tempoet i trafikken en lavere, ikke så stressende og
en pudsig effekt er, at efter mange hundrede
kilometers kørsel kommer man frem mere rolig og
veludhvilet end man typisk oplever i den ofte
stressende europæiske high-speed trafik.
Tankevækkende.
Find vej
Nogle mener, at man skal lade navigatoren blive
hjemme og finde vej på den gammeldags måde med et
godt kort i hånden. Hmm, vi kunne ikke drømme om at
køre en moderne tur uden en navigator med et godt
normamerikansk kort indbygget.
Vi anvendte en Garmin Nüvi, som udover den præcise
navigering også viser den præcise hastighed med
under en procents nøjagtighed. Derved kan man sætte
fartpiloten på den præcise hastighed og spilder ikke
mere tid på motorvejene end højest nødvendig. Men
det gode kort skal man have med – en gang imellem
kan end ikke en god navigator gøre tingene rigtigt
og det med at reagere på trafikskilte er ikke nogen
dårlig idé, selv i denne GPS’ede tidsalder.
Om bilkørsel i USA henviser vi også gerne til såvel
FDM’s udmærkede rejsebureau, som kan være
behjælpelig i mange henseender og ikke mindst til
Henrik Langes omfattende website
Highways-usa.com |
