- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Peugeot 208 Allure 1,2 e-THP

Alt har en forklaring…


Af Søren Clauding – december 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den billigste Peugeot 208 er prissat til blot 120.000 kroner. Hvorfor i alverden skal man så betale 227.000 kroner for en 208, altså 107.000 kroner mere. Det er en forholdsmæssig gevaldig prisforskel, men der er jo en forklaring på alt.

 

Om man så, efter at have fået forklaringen, er villig til at betale forskellen, er en helt anden sag, for det er klart, at udbuddet af meget anderledes biler er stort, når prisen er den sidstnævnte. For eksempel kan man for samme pris også købe den noget større 308 model.

 

Betaler ikke for størrelsen

Men hvad Peugeot 208 Allure 1,2 e-THP, som den prøvekørte bil hedder, angår, er det ikke størrelsen, man betaler for og faktisk er det en ganske god lektie i, hvad man egentlig kan få for sine penge, hvis man vælger at spendere nogle flere af dem på sin nye bil. Lad os begynde ved begyndelsen:

 

Undervognen og basisdesignet er det samme, uanset hvilken 208 man vælger. Man får det intelligente i-cockpit, hvor man ser de vigtigste instrumenter henover ratkransen og de medfødte pladsforhold, men hvad sidstnævnte angår, er det noget sværere at anvende dem, hvis man kun har betalt 120.000 kroner for den nye 208. Den har nemlig kun en enkelt dør i hver side i stedet for to, det gør indstigningen besværlig. Ok, 10.000 kroner oveni og så er det problem løst.



Motor og udstyr

Helt grundliggende er der så også motoren. For de 120.000 kroner, der nu er blevet til 130.000, får man en lille 3-cylindret 68-hestes benzinmotor under hjelmen. En fin motor for pengene, men i Peugeot 208 Allure 1,2 e-THP er maskineriet skiftet ud med en stadig 3-cylindret, men nu turboladet benzinmotor, der yder 110 hestekræfter og et kolossalt drejningsmoment på 205 Nm allerede ved 1500 motoromdrejninger/minut. Motoren alene står i 41.000 kroner – altså inklusive de stadig temmelig højde danske registreringsafgifter.



Men man kan ikke købe basismodellen med den større motor. Den kræver mindst, at man også får et højere udstyrsniveau. Skifter man fra basisudstyret Acces til Active koster det 20.000 kroner. Nu har vi altså fået vished for hvad 71.000 af de 107.000 kroner er gået til. De resterende 36.000 kroner er prisen for topudstyret, Allure.

 

Og hvad er der så sket undervejs?

Jo, bilen er blevet som forvandlet. Visuelt er den blevet skarpere, hvilket eksempelvis de fancy 16” alufælge hjælper med til. Sidespejlene er nu i krom ligesom listerne omkring vinduerne. Frontgrillen har også fået del i krom-looket og LED kørelyset giver 208’en sin egen lyssignatur.



Komfortudstyret er blevet omfattende. Elektriske sidespejle, 2-zone klimaanlæg med forureningsfilter (Acces har ikke engang aircondition), p-sensor bag (praktisk, for så godt er udsynet bagud altså ikke), læderrat, 7” berøringsskærm til betjening af audioanlægget, som inkluderer 6 højtalere i stedet for 4, Bluetooth, USB- og AUX indgange, Mirrorscreen (så man kan spejle sin smarttelefons billede op på bilens skærm og styre telefonen derfra), regnsensor og flere andre detaljer.



En smule korte på literen

Der er altså i det store hele tale om forbedringer hele vejen igennem. På ét punkt er Peugeot 208 Allure 1,2 e-THP dog blevet ringere: Det officielle forbrugstal er ”kun” 22,2 km/l versus de 22,7 km/l, som man officielt kan køre med den lille motor. Om den så holder i praksis og der ikke sker præcis det modsatte, fordi e-THP motoren er så meget bedre, er en helt anden sag.

 

Og e-THP motoren ER en god motor. Specifikationerne taler deres eget sprog, men også smidigheden, det lave vibrationsniveau og støjbilledet er uforlignelig. Det høje drejningsmoment er først for nedadgående, når man passerer de 5500 omdr./min. forklaringen er brugen af en helt ny generation af højtryksturboladere, der roterer med op til 240.000 omdr./min og en højtryks benzinindsprøjtning på imponerende 200 bar. Det giver så forbilledligt et resultat og er så stor en forbedring, at den motor ikke er til at komme uden om, hvis motorkraft betyder noget.

 

Fine fartpræstationer

At man så kan accelerere fra 0-100 km/t på 9,6 sekunder og påstået er i stand til at køre 190 km/t (vi har nemlig ikke prøvet det…) gør jo ikke oplevelsen ringere. Køreegenskaberne er fine, vejkontakten med de større følge med tilhørende lavprofildæk (den prøvekørte bil var monteret med 17” alufælge med 205 mm brede 45 pct. lavprofildæk) er bedre og den vævre Peugeot 208 kommer rigtigt til sin ret, når man rykker den nogle udstyrsversioner op og udruster den med den nye motor.

Se, det var forklaringen på alt, i hvert fald hvad angår Peugeot 208 Allure 1,2 e-THP.


Andre Peugeot prøvekørsler - find dem hér >>>

 

Læs også den første internationale test >>>


Klik på billedet og tag med på en køretur i den nye Peugeot 208 med 110-hestes 3-cylindret turbobenzinmotor.

Kan også ses i Full HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.



Model:

Peugeot 208 Allure 1,2 e-THP

Listepris:

Kr. 226.990

Motor og transmission:

3 cyl. turbobenzin 1,2 l. 110 hk. 205 Nm v. 1500-5500 omdr./min. 5 M/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

9,6 sek./ 190 km/t/ 22,2 km/l /103 g/km

Længde:

3,99 m

Bagagerum:

325/1220 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. 16” alufælge. Tågeforlygter. Fjernbetjent centrallås. Multijusterbart læderrat. 2-zone klimaanlæg. 7” touch-screen. El-justerbare sidespejle. El-sideruder for. Fartpilot med -begrænser. Sædevarme. Regn- og lyssensor. 2 X Isofix. Bluetooth/AUX/USB.


Link til importøren


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt