Med et tryk på en knap forvandler man bilens basale
køreegenskaber. Fra komfortabel cruising til
sportslig og dynamisk kørsel. Simpelthen fordi Opel
har kombineret flere forskellige elementer og
optimeret dem, afhængig af kørestil og køreønske.
Den nye Opel Insignia har vi tidligere testet i den
funktionelle familiebilsversion med 130 dieselheste
under motorhjelmen (læs hér>>>). Men i udgaven med
en 220 hestes benzinmotor, aktiv undervogn og
adaptivt firehjulstræk bliver oplevelsen forvandlet.
Man har langt henad vejen selv indflydelse på
køreegenskaberne, men når det virkelig gælder,
træder elektronikken ind og forsyner føreren med
præcis de køreegenskaber, som der er brug for i den
aktuelle situation.
Moden teknikanvendelse
Det er en umådelig moden måde, at håndtere tilbuddet
om flere forskellige alternativer køreegenskaber på.
At kunne vælge mellem flere forskellige opsætninger
af undervognen er for så vidt ikke nyt. Men
tidligere har problemet altid været, at det i
princippet er umuligt at optimere eksakt samme
undervogn til flere forskellige køreforhold, blot
ved at tilrette dæmpningen i hjulophængene, som er
den typiske måde, man har ændret på undervognen på.
Resultatet har tidligere været, at især i den
kritiske situation, hvor en komfort-opsat større bil
(som Insignia) pludselig f.eks. skal foretage en
dobbelt undvigemanøvre, er køreegenskaberne så
forringet, på grund af den bløde affjedring, at
sikkerheden har været væsentlig nedsat.
En sportslig affjedring og opsætning af en bils
undervogn er under normale kørselsforhold den mest
sikre. Bilens kørefærdigheder er normalt langt
bedre, når undervognen er fast. Men det er for mange
mennesker ikke særlig komfortabelt.
Det har Opel løst med Insignia.
To elementer
Løsningen består af to elementer: det ene er det
såkaldte FlexRide system, baseret på et Mechatronic
chassis, som dækker over to alternative
indstillinger: En sportslig (og ret ukomfortabel)
indstilling samt en komfort indstilling (som er ret
komfortabel, så længe kørebanen i øvrigt er
forholdsvis plan). Desuden kan man vælge en
indstilling midt imellem de to – så kører
Insignia’en som om, den ikke havde justerbar
undervogn.
Det andet element er det adaptive firehjulstræk, som
via en elektronisk styret hydraulisk kobling
fordeler kræfterne mellem for- og baghjul med op til
100 procent på den ene aksel. Samtidig kan op til
2700 Nm fra drivlinen overføres til bagakslen
(momentet forstærkes i de lave gear). Oven i købet
kan 1200 Nm overføres til det af baghjulene, der har
bedst greb i underlaget.
4X4 supplerer
Firehjulstrækket kombineret med den sportslige
undervogn giver sublime sportslige og dynamiske
køreegenskaber, hvor man både har høj stabilitet
gennem hurtige kurveforløb og samtidig maksimal
kraftoverførsel til underlaget – det er slet ikke
uden betydning, når man disponerer over 220
hestekræfter.
|