- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Opel Insignia 2,0 CDTI Edition 4d

Værdig afløser


Tekst: Søren Clauding – maj 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den nye Opel Insignia er afløseren for en af Opels store succes historier, Opel Vectra. Det er ingen let opgave, men konklusionen er, at Opel har skabt en værdig afløser for Vectra’en. Udgangspunktet var en utrolig velkørende bil og det er da heller ikke på køreegenskaberne, at Insignia lægger distance til Vectra. Designet til gengæld: det er top moderne, karakterfuldt og på samme tid ganske funktionelt.

 

Insignia er markant såvel udvendigt som indvendigt. Især bagpartiet gør sig godt i helhedsbilledet, det indvendige design også med en afrundende markering under frontruden suppleret med en smuk midterkonsol og et utal af gode og let forståelige funktionsknapper. Det er vellykket. Bagsædepladsen er pæn,

 


men det forventes også i en stor mellemklassebil og bagi fornemmer man klart den aerodynamiske form – de bageste sideruder giver ikke meget udsyn.

 

Alligevel er der rigelig plads indvendig. God plads over skuldrene og god plads i bagagerummet på 500 regulære liter. Reservehjulet savnes, men pladsen er der, så den kan tilkøbes, hvis man ikke vil nøjes med et lappekit.



 

Veloplagt diesel

Designet er markant, men mest imponerede den veloplagte 130 hestes common-rail dieselmotor, som testbilen var udstyret med. Den har et fint bundtræk, savner lidt i de øverste omdrejninger, som bl.a. indebærer, at præstationstallet, hvad angår 0-100 km/t, ikke er overvældende. Men det er da heller ikke en racerbil men snarere en landevejscruiser, der er tale om. Oven i købet en meget økonomisk cruiser. De officielle forbrugstal siger 17,2 km/l og praksis er meget tæt på. Ved 110 km/t på motorvej kørte vi let over 20 km/t. Det er lang tid siden, vi har oplevet en bil, hvor de officielle tal og praksis i den grad stemte overens.



 

Desuden er dieselmotoren rimelig støjsvag.

 

Undervognen har svært ved at leve op til Vectra’ens yders harmoniske køreegenskaber. Insignia er ikke dårligere, men måske handler det om henad vejen at få afstemt affjedringen i overensstemmelse med erfaringerne fra det virkelige liv. Responsen på kørebanen er superb, når man kører på helt plan asfalt, kurveegenskaberne er fortræffelige, men så snart man møder lidt ujævnheder, påvirkes kørekomforten for meget – formentlig i et forsøg på at sikre, at styreegenskaberne ikke ændres dramatisk. Den del af opgaven er da også løst perfekt – man får meget hurtig meget stor tillid til køreegenskaberne, og så kan man jo glæde sig over at kvaliteten på lande- og motorveje trods alt ikke er så ringe endda!

 

Flot udstyr

Den testede Edition-version er udstyrsmæssigt godt stillet og i meget god harmoni med prisen på 380.000 kroner. Faktisk er prissætningen ret fordelagtig. Det gælder måske især den billigste variant, der blot koster 310.000 kroner. Har man ikke behov for dieselmotorens fortræffelige økonomi er den 140-hestes benzinmotor, der følger med i basismodellen, et rigtig godt alternativ.

 

Den prøvekørte bil var forsynet med forskelligt ekstraudstyr som f.eks. AFL lygter, der har et utal af tilpasningsmuligheder, så lyssætningen er optimal uanset uanset kørselsforhold. Det er en kolossal udbygning af tanken omkring  kurvelys og en historie i sig selv. Det vender vi tilbage til senere.


Model:

Opel Insignia 2,0 CDTI Edition 130 hk 4d

Listepris:

kr. 378.400

Motor og transmission:

4 cyl. 2,0 l common-rail diesel. 130 hk – 300 Nm ved 1750-2500 o/min. 6 gear.

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/

brændstoføk/ CO2 udledning:

11,1 sek/205 km/t/

17,2 km/l /154 g/km

Længde:

4,83 m

Bagagerum:

500 liter

Diverse

ABS med EBD. ESP med ASR. EBA Alufælge. 8 airbags. Multijusterbart læderrat. Fartpilot. El-højdejusterbart førersæde. Klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-ruder for og bag. Isofix.

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt