- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: KIA Optima SW

2,0 T-GDI GT: GT med mening


Af Søren Clauding – februar 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”GT” er antagelig den mest misbrugte betegnelse på en bil. GT står historisk for Gran Turismo, altså en stor rejsebil. Relationen til sportslige biler, som GT ofte benyttes til, er som sådan misvisende. I tilfældet KIA Optima SW GT giver det hele imidlertid mening, både i moderne og i mere historisk sammenhæng.

 

SW betyder Station Wagon, og det betyder også masser af plads, høj grad af funktionalisme og praktisk anvendelighed i mere end én forstand. Vi har tidligere prøvet Optima SW med en langturs økonomisk dieselmotor. Det meste af det funktionelle er ens for de to varianter. Men pga. ”GT” er forskellene også mange.

 

245 hestekræfter

I maskinrummet finder man nemlig en højpotent 245 hestes turbo benzinmotor. Historisk forstand underbygger det ”den store rejsebil”. I moderne forstand måske knap så meget, for med en benzinøkonomi på 12,2 km/l er det ikke den mest økonomiske måde at køre langt på. Til gengæld kan man køre hurtigt, mens man gør det, 232 km/t på toppen, og det tager kun 7,4 sekunder at nå de 100 km/t.

 

Topfarten har vi tidligere prøvet på tyske autobahns (læs om vores første møde med KIA Optima SW GT og glem ikke at se videoen). Ikke farten i sig selv, den er hvad den nu er. Men styreegenskaberne ved topfart og stabiliteten ikke mindst er forbilledlig. De egenskaber er ved den fart vigtige for kørekomforten og den er forbavsende god.

 

Avanceret undervogn

En medvirkende faktor er det effektive og præcise multilink baghjulsophæng, som sikrer, at baghjulene ikke blander sig nævneværdigt i styringen. En anden faktor er den adaptive elektronisk kontrollerede affjedring.


Røde bremsekalibre understreger det sportslige.


Den reagerer på et splitsekund på ændringer i vejgrebet og er en stor sikkerhed, både ved høje hastigheder, hvor ændringer i vejforholdene kommer hurtigt, og ved lavere dansk landevejstempo, hvor forudsigeligheden fx kan skyldes ødelagt asfalt, repareret asfalt, dårlig dræning af vand i vådt fører osv. Se videoen her på siden. Den giver godt udtryk for også dét punkt.

 

Netop på danske veje, som ikke altid er lige forudsigelige, er affjedringen et stort aktiv. Her betyder fartpotentialet mindre. Men når det nu er der, er det herligt, at opleve smidigheden i motoren, som når det maksimale drejningsmoment på 353 Nm allerede ved 1350 omdr./min. Og siden fastholder det helt op til 4000 omdr./min.



Hurtigt automatgear

2-liters turbo GDi motoren samarbejder glimrende med den automatiske gearkasse, som ikke er af dobbeltkoblingstypen. Den skifter imidlertid hurtigt op i gear, men fordelen opleves især ved hurtig nedgearing. Manuelt kan man skifte både vha. gearvælgeren i midterkonsollen og paler bag rattet.

 

Er man til en rigtig GT lyd (i ordets misbrugte betydning), hjælpes man af en lyd generator, som dog let kan tilsidesættes af det glimrende Harmon Kardon lydanlæg, som inkluderer 10 højtalere.

 

GT udstyret

Med til GT udstyret hører en stribe af både luksus og funktions elementer. Automatisk nødbremse er uundgåeligt i denne prisklasse nu om dage (KIA Optima SW GT er prissat til 520.000 kroner). Den inkluderer også adaptiv fartpilot – men kun hvis man lægger 26.000 kroner oven i prisen. Så gør det, hvis et køb er på tale.



LED forlygter med dynamisk kurvelys er standard og en både bekvem og vigtig sikkerhedsfaktor ved hurtig kørsel i mørke. Vognbaneassistent er måske ikke så vigtig, men det system følger med. Hvorimod around view monitor, der i fugleperspektiv viser bilen i dens omgivelser, er fint ved manøvrering og parkering.

 

Plus-værdierne

Oven i det kommer solgardiner i bageste sidedøre, sædevarme både for og bag, ratvarme, 2 zone klimaanlæg, tydelig 8” skærm med navigation, nøglefri adgang og betjening, sportsforsæder (førersædet elektrisk betjent) og ikke mindst læderkabine. Er ens smart telefon forberedt til trådløs opladning er det også en option.



Oven i det alt sammen kommer KIAs unikke 7 års garanti, som ikke mindst signalerer, at KIA står ved deres kvalitet. En sådan garanti er mange penge værd og kompenserer lidt for den forslugne drivline – der dog ikke forbruger så forfærdelig meget anderledes end andre store rejsebiler med tilsvarende motorkraft.


Når ikke bagagerumsdækkenet er i brug, er der plads til det under bagagerumsbunden.

 

Andre KIA prøvekørsler – find dem her >>>

 

Læs også:

KIA Optima GT First World Test >>>


Vi har prøvekørt den 245 heste stærke KIA Optima stationcar på en udfordrende, ujævn og uforudsigelig vej. Ikke dårligt, for nu at sige det mildt. Fuld HD.


 

 


Model:

KIA Optima SW 2,0 T-GDI GT

Listepris:

Kr. 519.999

Motor og transmission:

4 cyl. 2,0 ltr. Turbobenzin. 245 hk. 353 Nm/ 1350-4000 omdr./min. 6 A/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

7,4 sek./ 232 km/t/ 12,2 km/l / 191 g/km

Længde:

4,86 m

Bagagerum:

552-1686 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESC og VSM (Vehicle Stability Management). Hill Start Assist. Vognbaneassistent. 18” alumetal fælge. LED forlygter med kurvelys. Forlygtespulere. 7 airbags. Fjernbetjent centrallås. Nøglefri adgang og start. El-justerbare el-indklappelige sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. 2-zone klimaanlæg. Multijusterbart læderrat med varme. Læderkabine. El-førersæde. Sædevarme. Ratvarme. Fartpilot. P-sensorer for og bag. Around View Monitor. Automatisk parkeringshjælp. Regnsensor. Isofix. Navigation. 8” skærm. Apple CarPlay. Android Auto. Elektrisk bagklap. Harman Kardon lydanlæg m. 10 højtalere. El-bagklap.


Link til importøren


 

 

Vil man hurtigt omkring hjørnerne er det praktisk med fastsurrings-bøjler i bagagerummet.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt