- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: BMW 330e Sedan iPerformance aut.

plug-in hybrid


Potent, komfortabel og nutids-miljørigtig


Af Søren Clauding – april 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når BMW sætter sig mål, arbejder man vedvarende på at nå dem. BMW’s målsætning er ikke isoleret betragtet også at bygger elbiler, men, når det handler om bilernes drivliner, at give adgang til et udvalg af alternativer, som moderne teknologi muliggør, i en fornuftig balance med kundernes krav og forventninger – ikke mindst til en BMW. Med 330e når man lige en anelse flere mål end med de fleste andre BMW’er.

 

BMW er blandt de førende bilproducenter i verden, hvad angår inkorporering el-drift i bilproduktionen. Fabrikken producerer godt nok kun en enkelt helt elektrisk bil, BMW i3, som man så i øvrigt har solgt over 100.000 af på verdensplan. Men elektrisk drift indgår i en vifte af fabrikkens biler på hybridniveau. Og fordi man har valgt, at gøre valgfrihed til en central option, har man fortrinsvis valgt, at definere sine hybridløsninger som ”plug-in hybrid” eller på dansk, det mere mundrette ord, opladningshybrider.

 

Plug-in hybrid

BMW 330e Sedan iPerformance er en opladningshybrid. Den er ikke i sin grundform væsentlig forskellig fra en hvilken som helst anden 3-serie BMW, bagagerummet er dog lidt mindre og man må ikke trække en anhænger. Men med hensyn til fartpræstationer kan man nogenlunde sammenligne den med en 330i, men kun nogenlunde, for praktikken er noget anderledes.

 

De officielle accelerationstal siger 0-100 km/t på 6,1 sekunder for 330e og 5,9 sekunder for 330i, altså minimal forskel. Det skyldes formentlig først og fremmest, at 330i er 150 kg lettere end 330e, for den maksimale effekt er den samme (252 hk). Momentkurven er derimod forskellig, men den mest interessante forskel på oplevelsen af de to biler er ikke den hurtige tur gennem et par hurtige kurver og den efterfølgende acceleration, for da er forskellen beskeden.

 

Man skal se forskellen over en lang køretur, for en forudsætning for de flotte præstationstal er dels, at der er benzin på tanken i 330i tilfældet, dels at der både er benzin i tanken i 330e – og strøm på batteriet.

 

Imponerende kraftforløb

Som plug-in hybrid er 330e udrustet med BMW’s udmærkede 184 hestes 2-liters 4-cylindrede benzinmotor. Dens topeffekt peaker ikke ved blot et enkelt omdrejningstal, som man aldrig når op til, næh, den rammes ved 5000 motor omdr./min og fastholdes helt op til 6500 omdr./min. Dens drejningsmoment topper ved 290 Nm fra 1350-4250 omdr./min. og så har den en 88 hestes elektromotor.



Elektromotoren følger principielt benzinmotoren i hele dens omdrejningsforløb og lægger i princippet konstant 250 Nm oven i benzinmotorens drejningsmoment. Men kun så længe, der er strøm nok. Og det er der ikke nødvendigvis på hele køreturen. I samme øjeblik batteriet er fladt (det sker aldrig helt, men dets effektleverance standses, når der ikke rigtigt er mere at give af), må man ”nøjes” med de 184 heste.

 

Til gengæld: Når man løber tør for benzin, vil der typisk lige være lidt flere kilometer at hente på batteriet, så man kan halte hen til nærmest tankstation. Egentlig en meget god ekstra sikkerhed at have – på den anden side: Hvem løber tør for benzin i en tid, hvor der fortsat ligger en tankstation på ethvert gadehjørne?

 

Mere faktuelt:

330e er et fremragende alternativ, hvis man har adgang til opladning hjemme (vægboks er en del af tilbehørspakken) og ofte vil kunne lade op, hvor man undervejs måtte lade bilen stå en times tid eller to. Man har selv kontrol over hvorvidt systemet, som også inkluderer en glimrende 8-trins automatgearkasse, skal bruge strømmen: Når kørselsforholdene har mest brug for det. Eller man vil køre på elektricitet alene og opbruge de cirka 40 kilometer, man har til rådighed, når batteriet er fuldt opladet. Eller man vil gemme strømmen og bruge den, når man selv vil.

 

Det første alternativ kan oven i købet samarbejde med bilens navigationssystem, så det optimere strømleverancerne efter den rute, man skal køre frem mod målet og førerens kørselsmønster.

 

På langturen bruger man måske strømmen til at køre ud og ind af byerne, så forureningen af nærmiljøet minimeres. Er der hyppige opbremsninger, genoplades batteriet også lidt hver gang. Og på motorvejene og med konstant hastighed, klarer benzinmotoren så opgaven og bilen kører undervejs omkring 22 kilometer på hver liter benzin. For en typisk pendler, der har lidt bykørsel i hver ende af køreturen, vil benzinøkonomien da lande på 22-28,6 km/l har nogen beregnet. Det officielle forbrugstal iht. EU normen er 52,6 km/l.

 

En 330e er prissat til 562.400 kroner. Den billigste 3-serie BMW koster 436.500. En 330i (som kører 16,4 km/l) er 16.000 kroner billigere end 330e.

 

Spørgsmålet er:

Hvorfor skal man anskaffe en 330e?

Fordi den er det miljørigtige nutidige alternativ. Fordi den giver føreren mulighed for bevidst, at udvise miljøhensyn i nærmiljøet (når man kører på elektricitet alene eller i kombinations-indstillingen). Fordi man med den fornødne omtanke kan reducere CO2 udledningen væsentligt. Fordi man vil sende de rette signaler til omverdenen, vise vejen og bakke op omkring bilindustriens investering i en bedre Jordklode. Og så er en 330e over en kam mere komfortabel end eksempelvis 330i – den støjer mindre og den større vægt giver en mere rolig kørsel.

 

Med samme fartpræstationer kan man godt nok købe en BMW 16.000 kroner billigere. Men den har ikke automatgear. Kompensation opnås også gennem bedre benzinøkonomi og en del får man igen via lavere ejerafgift. Vi kunne gætte på, men det er kun et gæt, at den ringere belastning af benzinmotoren giver bedre holdbarhed, for elmotorer er ikke særlig vedligeholdelseskrævende og temmelig robuste.

 

Man bliver ”straffet” ved ikke have fuld effekt til rådighed hele tiden, ved kun at have 370 bagagerumsliter i stedet for 480. Og det der med anhænger er ikke en option.

 

Oven i det hele skal man imidlertid synes, at det er sjovt, at kunne køre i en potent miljørigtig BMW, at lege med teknikken, konkurrere med sig selv om at forbruge mindst mulig benzin, at forurene mindst muligt, at være en del af udviklingen. Gør man det, rammer man samme mål, som BMW har sat sig: Det skal være sjovt, at være miljørigtig.


Interview med

BMW chef Hildegaard Wortmann


Hildegaard Wortmann har ansvaret for BMW mærket, såvel udviklingen af BMW bilerne som markedsføringen af dem i BMW koncernen. Vi har talt med hende om bl.a. BMW's elbils strategi.


Andre BMW prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også:

BMW's elektriske hotspot - læs mere >>>


Vi har testet den nye plug-in hybrid fra BMW. Onboard videoen viser bilen i bytrafik og på en snoet landevej. Spørgsmålet er: Kører den ligeså godt som en konventionel 3-serie BMW? Videoen kan også ses i Fuld HD.


 


Model:

BMW 330e Sedan iPerformance aut. plug-in hybrid

Listepris:

Kr. 562.400

Motor og transmission:

4 cyl. benzin turbomotor 2,0 l. 184 hk./ 5000-6500 omdr./min. 290 Nm/1350-4250 omdr./min. Elektromotor, 88 hk, 250 Nm/”0”-2500 omdr./min. Systemeffekt: 252 hk. 8-trins automatgear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

6,1 sek./ 225 km/t/ 52,6 km/l /44 g/km

Længde:

4,63 m

Bagagerum:

370 liter

Værd at bemærke

ABS. EBD. DSC (ESP). 6 airbags. 16” alufælge. Sportsaffjedring. Forlygtevask med intensivrens. Opvarmede sprinklerdyser. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle med varme. El-sideruder for og bag.  Multijusterbart multifunktions læderrat. 2-zone klimaanlæg. 6,5” farveskærm. AUX-stik, BlueTooth. Sædevarme for. Regnsensor. 2 X Isofix. Ladekabel.


Link til importøren


 

 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt