- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billedet og se det større


First World Testdrive: Skoda Octavia

Tredje Octavia generation kører egne veje

- og det bliver det ikke ringere af


Af Søren Clauding – 23. januar 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Siden Skoda i sin tid blev en del af VW-koncernen har man arbejdet målrettet på at udvikle konceptet, så der ville blive plads til både Skoda, VW og for den sags skyld også Seat og Audi. Opgaven for VW var, at optimere udnyttelsen af koncernens teknologi og gøre det muligt at ramme så stor en del af bilkøberne som muligt. Med den nye Skoda Octavia, som introduceres i Danmark til april, tager man endnu i skridt i retning af at adskille Skoda fra resten af koncernens biler og dermed formentlig ramme endnu bredere.

 

Den nye Octavia, som vi netop har haft lejlighed til at køre de første kilometer i under forårs-lune temperaturforhold i området omkring Faro på Portugals Algarve kyst, ser ikke bare anderledes ud end koncernens andre biler i stort set samme kategori, den betjener sig også af den fælles teknik på en anden måde, og det er det bestemt ikke blevet ringere af.

 

Længere end Golf’en

Det er den såkaldte MQB platform, som også den nye VW Golf og Seat Leon er baseret på, der har dannet grundlaget for den nye Skoda Octavia. Platformen består i al væsentlighed af bilens undervogn, men Skoda har taget sig friheden, at forlænge akselafstanden med 5 cm. Den færdige bil er 40 cm længere end VW Golf – og i øvrigt også lidt bredere. Alene derigennem har man skabt en helt anden bil.

 

Octavia ser også radikalt anderledes ud end de øvrige biler i koncernens model-pallette. Den har fået sin helt egen identitet og dybest set er det kun de mere nørdede af bilkøberne, der må forholde sig til anvendelsen af fælles teknik. Når det alligevel skal nævnes, er det fordi det har betydning at understrege koncerntilhørsforholdet, fordi VW-kvaliteten er velkendt, og også fordi man i testfasen er nødt til at forholde sig til, om der er svagheder ved den anderledes anvendelse af den tekniske platform. Lad det stå klart med det samme: Det er der ikke!

 

Limousine med tophængslet bagklap

Den nye Skoda Octavia er skabt som en sedan, en limousine kunne man også vælge at kalde den, for den har næsten størrelsen af en limousine. Men den er det ikke. Når bagklappen for enden af det 4,66 meter lange karrosseri slås op, følger bagruden med. Der er med andre ord tale om en hatchback, en bil med tophængslet bagklap. Den suppleres et par måneder senere med en Combi, som Skoda kalder det. En stationcar med skrånende bagklap. Den bliver forventelig mere rummelig end Octavia, men hvordan den kommer til at adskille sig fra ”limousinen”, må tiden vise.

 

For Skoda er Octavia en vigtig bil. Den er på mange måder Skoda-mærkets hjerte, sådan som Skoda selv udtrykker det. De hidtidige generationer har været store succes’er, 3,6 millioner er der blevet solgt på verdensplan og over én procent af dem kører stadig rundt i Danmark. Et imponerende højt tal.

 

Ambitiøs målsætning

Det tal skal vokse yderligere, mener man hos Skoda i Danmark.

 

”Vores salgsmål for 2013 alene er på 2000 Octavia,” fastslår Skodas danske ledelse, der også var til stede ved præsentationen med adm. dir. Henrik Blom i spidsen. Et ambitiøst mål, ikke mindst for en bil, der lanceres med tophængslet bagklap fire måneder inde i året og først senere suppleres af Combi-versionen – som man forventer forholdsmæssigt at sælger flere af.

 

Nyt logo

Skoda Octavia er udtryk for en bil, hvormed Skoda populært sagt kører nye veje. Men den er også den første med Skodas re-designede logo på fronten. SKODA-navnet er flyttet væk fra kransen omkring den grønne pil med vinger, kransen har fået et andet udseende og på den nye Octavia er pilen med vinger blevet sølv i stedet for grøn. Ingen dårlig idé, når man gerne vil starte en ny epoke.



Den primære målgruppe er familier med store eller halvstore børn, der har behov for god plads.

Hvordan Skoda opfylder den opgave kan du læse mere om hér >>> 

Læs også: Den kører virkelig godt >>>


Skoda Octavia First Test i Motorradioen Del 1 >>>

Skoda Octavia First Test i Motorradioen Del 2 >>>


 

 

 

Nyt frontdesign: Koncentrede "øjne" rettet på kørebanen.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt