- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First World Testdrive: Citroën Grand C4 Picasso BlueHDi 150

Komfort med nye dimensioner


Af Søren Clauding – 9. oktober 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Begrebet ”kørselskomfort” sættes i perspektiv af den nye Citroën Grand C4 Picasso, der om få uger lanceres i Danmark. Citroëns tidligere store familiebiler, der er meget populære herhjemme (internationalt er der i øvrigt solgt over 3 millioner af slagsen), kørte – og kører udmærket – så længe det ikke gik for hurtigt. Det var og er populært sagt som at svæve på en sky.

 

Den går bare ikke ved høj fart. Ved høj fart, og det inkluderer også dansk motorvejsfart, er der brug for stor retningsstabilitet, præcis styring og en relativt stram affjedring, så bilen ikke vugger og derigennem stresser fører og passagerer.

 

I den nye Citroën Grand C4 Picasso er det muligt, at ujævnheder i højere grad finder vej gennem dæksider og hjulophæng, men det kompenseres der mere end rigeligt for ved høj fart – i særdeleshed ved de op imod 200 km/t, det var muligt for at køre under de første internationale prøvekørsler af bilen på sydtyske autobahns. Det er kørekomfort i praksis.

 

Virker også på krøllede veje

Det viste sig imidlertid, at også på snoede ujævne bjergveje nød man godt af bilens køredynamik. Og hér fik ujævnhederne overraskende nok kun i behersket grad lov til at finde vej indtil kabinen, så under sådanne kørselsforhold holdt komfortbegrebet i traditionel forstand udmærket stik. Det er med andre ord et ret godt arbejde, Citroën har udført med den nye bil.

 

Desuden er en Grand C4 Picasso klædt på til at køre med læs. 7 sæder er der i alle versioner undtagen den allerbilligste, der er masser af bagageplads spændende fra 170 liter med alle siddepladser i brug til 1843 liter, når bagsæderne lægges ned. Undervejs lander tallet på 645 liter, når de to bageste sæder er foldet væk. Og med mere vægt i bilen er vi sikre på, at bilens faste affjedring blødgøres lidt og derved underbygger den traditionelle komforttankegang. Man kan sige det på den måde: Nu kan bilen det hele.


 

 

 


Ny undervogn

Forklaringen på såvel den mere plads som de bedre køreegenskaber skal som udgangspunkt findes i den nye EMP2 platform, hvor de fire hjul har fundet længere ud i hjørnerne. Derved har man både kunnet øge pladsen i passagerkabinen og i bagagerummet, sammenlignet med forgængeren – uden at længden er blevet ændret. Desuden har man sænket motoren 5 cm og derigennem opnået lavere tyngdepunkt. Den nye platform er temmelig vægtbesparende, i Grand C4 Picasso har man sparet 60 alene ad den vej. Yderligere 40 kg er sparet gennem materialer som aluminium, højstyrkestål og forskellige kompositmaterialer.

 

De funktionelle løsninger ligner meget dem, man kender fra forgængeren: Sæderne kan foldes ned i vandret position, de tre midterste sæder kan skydes frem og tilbage, ryglænene kan justeres og Citroën fastslår, at indstigningsforholdene og pladsforholdende ved begge de bageste sæderækker er de bedste i klassen. Det medfører dog ikke, at langbenede skandinaver sidder bekvemt på bageste sæder, men sæderne er gode at have med, de er væk, når man ikke bruger dem, og koster kun 10.000 kroner oveni, hvis man tilkøber dem til basis-versionen ”Attraction”. I alle de øvrige versioner er de to ekstra bagsæder standard.

 

Tablet-skærme

Den store funktionelle forskel finder man på instrumentbordet, hvor de traditionelle trykknapper i det store hele er erstattet med funktioner i en 7” berøringsskærm og en 12” informationsskærm placeret midtfor oppe under forruden og temmelig langt fra føreren. Hvad den sidstnævnte angår, er de mange køre-informationer overraskende let læselige. På de dyrere udstyrsversioner kan man selv i et vist omfang bestemme, hvordan de skal se ud. Og netop på grund af afstanden er placeringen hen imod midten mere brugbar – sagt af undertegnede, som ikke normalt er begejstret for centerinstrumentering.


 


Men der er et andet forhold, som underbygger placeringen og yderligere understreges af 7” skærmen i selve midterkonsollen: Fordi der ikke skal skabes knapper til enhver funktion, kan man i denne moderne computerverden tilbyde mange flere funktioner. Menuer og undermenuer er lette at finde rundt i, let læselige og brugbare. Også for bilister, der ikke normalt går så højt op i det der med computere.

 

BlueHDi sænker forureningen

Mindst ligeså vigtig er prøvekørslen af den nye BlueHDi dieselmotor. Motorfilosofien blev præsenteret på Frankfurt Motorshow i september, motoren kommer først på markedet i 1. kvartal 2014 og den vil mange sikkert have glæde af, hvis man sætter pris på en smidig og effektiv motorfunktion. De 150 hestekræfter føles som mange flere, vibrationerne er minimale – eller i det mindste ret godt dæmpede – støjen beskeden og smidigheden forbilledlig. PSA (Peugeot+Citroën) har endnu en gang dokumenteret, at de er i en liga for sig, når det gælde dieselmotorer.

 

Fordi: BlueHDi betyder mindre forurening. MEGET mindre forurening. Med 23,8 km/l (22,2 km/l med fuldgyldigt automatgear) er CO2 udledningen på 110 (hhv. 117) g/km udmærket, bilens størrelse og motorens kræfter taget i betragtning. Reduktionen af Nitrogen Oxider (de såkaldte NOx’er) på 90 procent, sidestiller til gengæld dieselmotorens forurening af nærmiljøet med forureningen fra en tilsvarende benzinmotor. Da den kører længere på literen, er dieselmotoren dermed langt den mindst forurenende og mindst ressourceforbrugende af de to motortyper. Det er banebrydende.

 

Metoden inkluderer, at der skal tilsættes det urea-baserede ”AdBlue” engang imellem, det giver naturligvis en vis fordyring af driften, men brugen af AdBlue kan i det store hele sidestilles med, at der også skal hældes sprinklervæske på engang imellem. Merprisen for den kraftigere motor i sammenligning med den traditionelle 115-hestes diesel, der også er en option, er 20.000 kroner. Derved er den billigste BlueHDi version med det næstlaveste ”Seduction-udstyr” prissat til 345.000 kroner. Med i købet får man både flere kræfter og en god samvittighed.

 

Gode priser

Citroën Grand C4 Picasso lanceres til 270.000 kroner med basisudstyr og to sæderækker. Allerede udstyrsmodellen over har syv sæder inkluderet i prisen og den koster 300.000. Maskineriet i de billigste modeller er de velkendte 120- og 155-hestes benzinmotorer og den billigste diesel har en 92-hestes motor under hjelmen. Den gætter vi på vil føles for svag – men den er billig: Listeprisen er 290.000 kroner og den kører 26,3 kilometer på en liter prisbillig dieselolie.

 

Og til sidst: Citroën har optimeret automatgearet til BlueHDi ved at nedsætte den indre friktion. Det sluger mindre brændstof, giver hurtigere gearskift, en smule mindre transmissionsstøj og færre vibrationer.

Læs også:

Tabletter og miljø i og omkring familiebilen >>>


 

 

 


Hurtige fakta om

Citroën Grand C4 Picasso BlueHDi 150:


Introduktion af Grand C4 Picasso:

26.-27. oktober 2013.

Introduktion af Grand C4 Picasso BlueHDi 150:

1. kvartal 2014.


Motordata, BlueHDi: 150 hk. 370 Nm/2000 omdr./min. 23,8 km/l (aut: 22,2 km/l).


Udpluk af listepriser:

VTi 120 Attraction: kr. 269.990 (2 ekstra sæder: + kr. 10.000).

VTi 120 Seduction: kr. 299.990.

THP 155 Seduction: kr. 317.990.

e-HDi 90 ET6G Attraction: kr. 289.990 (ET6G: aut. skiftende manuelt gear)

e-HDi 115 Airdream Attraction: kr. 294.990.

BlueHDi 150 Airdream Seduction: kr. 344.990.


Dimensioner:

Længde: 4,60 meter.

Bagagerumskapacitet: 170/645/1843 ltr.


Udpluk af ekstraudstyret:

Elektrisk bagklap, bakkamera, ”Vision 360” (som vha. 4 kameraer holder øje med forholdene hele bilen rundt), parkerings-hjælp, aktiv fartpilot, overvågning af de blinde vinkler, advarsel om for tæt kørsel, aktive sikkerhedsseler (strammes op ved risiko for kollision), automatisk styring af det lange lys og seneste generation vejstribealarm (der sender signalerne via vibration i førerens sikkerhedssele).


Link til importøren


 

Grand C4 Picasso er ikke bare længere end C4 Picasso, den har også andre design-features som f.eks. andre baglygter. Det er Grand C4 Picasso øverst og C4 Picasso nederst.

 

Effektive nakkestøtter ved på de to forreste sæderækker.

 

Fancy gearvælger i udgaven med automatgear.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt