- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


First World Testdrive: Ford Transit Custom og Ford Tourneo Custom

Ny Transit og Tourneo rykker grænser


Af Søren Clauding – 8. september 2012

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med en hel ny generation og ikke mindst et nyt tilnavn tager Ford hul på en ny æra for den populære Transit. Fremover hedder den ikke bare Transit, men i det konkrete tilfælde Transit Custom – og det samme gør sig gældende for søstermodellen med sideruder og bagsæder: Den nye Ford Transit bus hedder nu Tourneo Custom.

 

Der findes allerede en mindre Transit, baseret på en anden teknisk platform. Tilsvarende findes den eksisterende Transit, der i det store hele svarer til den nye Custom, også med både forhjulstræk og baghjulstræk. Det bliver for så vidt også tilfældet fremover, men den baghjulstrukne Transit kommer først senere og er større end ”Custom” modellerne.

 

I Danmark til november

Dermed er rammerne lagt for markedsføringen af den nye bil, som for øvrigt så dagens lys – eller i hvert fald en kolossal mængde af projektlys – på forårets motorshow i Genève. Nu er den køreklar og til november lander den i Danmark, hvor den skal tage over efter den massive succes, som forgængeren var eksponent for. I segmentet er den ”gamle” Transit markedsledende og det er en position, Transit Custom skal bevare og gerne udbygge. I alle tilfælde forventer Ford at sælge 2500 eksemplarer i 2013 – det er 2,5 gange flere end i år og året der gik.

 

Det mål skal de såmænd nok nå, hvis ikke markedet ændrer sig radikalt. For den nye Transit er fornuftigt prissat (den billigste van kommer til at koste 211.000 kroner inkl. moms – 176.290 excl. moms) og den er forbedret/moderniseret, så forgængeren næsten ikke er til at genkende.

 

Tænksomt disponeret plads

Men selvfølgelig eksisterer forgængeren/forgængerne i form af den erfaring, Ford siden midt 60’erne har opnået med Transit-konceptet. Gulvet i det næsten 6 kubikmeter store varerum udgør en god, solid støtte for al det, man kan finde på at stuve derind. Pladsen under forsæderne er udnyttet, der er anbragt en såkaldt lastluge i adskillelsen mellem varerum og førerkabine, så der er en læsselængde nederst i varerummet på de magiske 3,085 meter – og det er oven i købet i den korte af udgaverne.

 

Transit Custom vil naturligvis som forgængeren både kunne leveres med kort og en lidt længere akselafstand. Forskellen er dog beskedne 800 liter på den korte og den lange, men tilbuddet er der. Og læsselængden på den lange version er 3,452 meter. Dermed er der i begge varianter plads til tre europaller.

 

Det er ikke uvæsentligt med den forskel i størrelse, for det er Fords erfaring, at mange virksomheder downsizer deres varevogne for at spare penge. Men er behovet der stadig for stor transport kapacitet, er den lange version af Transit Custom et muligt alternativ.

 

Personbils-kabine

Visuelt er designet shinet gevaldigt op. Der er ikke mange design-ligheder med forgængeren (se f.eks. vores test af den nuværende Ford Transit hér >>>), og indenfor føler man sig på det nærmeste hensat til en Ford Focus. Overdrevet, naturligvis, for siddestillingen er forskellig og Transit’en har en lang række anderledes praktiske løsninger (som f.eks. et handskerum, der er tilpasset størrelse af arkiv ringmapper). Men indtrykket holder til sammenligningen, for Ford har anvendt samme designsprog som i Focus. Det klæder også Transit.

 

Kører fremragende

Undervognen består af et traditionelt McPherson fjederben fortil og bagtil har man igen benyttet et bladfjederprincip. Det er lidt gammeldags, men den bedste løsning, mener man hos Ford. Og vi er lette at overbevise, for den tendens til medstyring, man typisk oplever fra et bladfjeder ophæng, er ikke særlig mærkbart. Nu gav præsentationen af den nye Transit Custom ikke overvældende mange muligheder for en tilbundsgående test af bilens undervogn, men Ford havde læsset bilerne med omkring 400 kg, og man fik derfor en vis indikation af, hvordan bilerne vil opføre sig i praktisk brug.

 

Køreoplevelsen var endda det måske mest overbevisende, for den kører ret godt. Godt nok var der lagt 400 kg i bagagerummet, men læsset var placeret lavt og medvirkede derfor til at sænke tyngdepunktet – i hvert fald ikke det modsatte. Alligevel fik man en god fornemmelse af en yderst velafstemt affjedring, et godt vejgreb og gode præcise styreegenskaber. Sidevind var der intet af – så følsomheden i den situation må vi afprøve en anden gang.



Tre motorvarianter

Bilerne var udrustet ned den mellemste af de tre dieselmotorer, man kan få Transit Custom udstyret med. Den præsterer 125 hestekræfter og et moment på 350 Nm. Så længe den ikke skal bruges til at race ud af motorvejene med, med hastigheder over det i Danmark tilladte, er trækkraften i 125-hestes udgaven mere end tilstrækkelig.



Den mindste motor på 100 hk har vi ikke prøvet, men den er næppe meget forskellig fra den hidtidige 100-hestes maskine, hvorimod den store 155 hestes diesel var lagt i de 9-sædede Tourneo Custom modeller, vi også fik lejlighed til at stifte bekendtskab med (læs den første køreoplevelse af Tourneo Custom hér >>>). Den mest økonomiske af motorerne kan få den mindste af varianterne til at køre 15,4 km/l.


Sikkerhedsstrukturen både for og bag er skabt for at kombinere de bedste funktionelle egenskaber med et højt sikkerhedsniveau.

Læs også Ford Tourneo Custom First Test hér >>>


Ford Transit og Tourneo i Motorradioen >>>


Varianterne

Om de enkelte varianter er der særlig grund til at bemærke følgende (priser excl. moms):

 

Transit Custom Ambiente:

Basisprisen er kr. 176.290. Udstyret inkluderer bl.a. programmerbar motor-/kabinevarmer, opvarmet forrude, lastluge i adskillelsen og tripcomputer.

 

Transit Custom Trend:

Basisprisen er kr. 192.491. Udstyret omfatter foruden Ambiente også Fartpilot, aircondition, tågeforlygter og kurvelys. Og ikke mindst Fords særlige sikkerhedssystem SYNC, som gør det muligt at få kontakt med bilen i tilfælde af en ulykke.

 

Transit Costum Limited:

Basisprisen er kr. 227.206. Udstyret inkluderer foruden Trend også 16” alufælge, passager airbag, el-foldbare sidespejle, p-sensorer både for og bag samt 155-hestes motoren. Udstyrsvarianten fås ganske enkelt ikke med de mindre maskiner.

 

Foruden grundudstyret er der en stribe nyt ekstraudstyr, hvor man bl.a. kan nævne bakkamera til under 3000 kroner, gardin- og sideairbags til godt 6000 og integrerede tagbøjler, der kan foldes i taghøjde, når de ikke benyttes. De koster 5.400 kroner oven i.


Tagbøjlerne - der er 3 stykker - kan vippes ned i taget, når de ikke skal bruges.

 

 

 

 

Transit Custom ser også godt ud i rød.

 

Ekstra airbags er ekstraudstyr i de fleste af varianterne.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt