- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


First Testdrive: Ny Mazda6:

Bedre funktion og bedre priser


Tekst: Søren Clauding – 22. marts 2010

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forbedret teknik, opstrammet look og ikke mindst en ny og lavere pris kendetegner den nye årgang Mazda6, der helt imod sædvanen netop er blevet præsenteret i Danmark, som det første land i Europa.

 

Det er da heller ikke revolutioner, der er tale om, men forbedringer, som skal medvirke til at manifestere Mazda6’s basis-filosofi: En bil baseret på emotionelle og sportslige værdier, kombineret med en eksklusiv oplevelse og så til en overkommelig pris.

 

Billigere 6’er

Det sidste har man forholdt sig til sådan, at hvor den hidtil billigste Mazda6 kostede 292.000 kroner, er prisen på den nye billigste version 275.000 kroner. Træerne er dog ikke vokset ind i himlen, for udstyret er ikke helt det samme som i den hidtil billigste. Men da alle bilens basis egenskaber er de samme, uanset modelvariant, vil muligheden givetvis tiltale mange.

 

Én ting er i hvert fald givet, efter undertegnedes opfattelse: De 16” fælge, som nu er standard på de billigste varianter, giver en mere blød køreoplevelse end de hidtidige 17” fælge med super lavprofildæk, der stadig indgår som standardudrustning på de dyrere versioner. Samtidig har man foretaget ændringer i hjulophængene for at forbedre kørekomforten. Og den nye køreoplevelse vil mange sikkert opfatte som bedre.

 

Men det er et temperamentsspørgsmål: Der er tradition for hos især tyske bilfabrikker, at en undervogn skal være meget fast. Det går ofte ud over kørselskomforten, men flere fjernøstlige bilfabrikker har den tyske standard som forbillede på det europæiske marked på godt og ondt. Det har Mazda imidlertid kompenseret for også ved at tilbyde varianter med mindre fælge og dermed dæk med højere dæksider, som giver mere blød absorbering af ujævnheder.



 

Desuden har man ændret kalibreringen af den elektriske servostyring, som giver mere direkte føling af vejen og større stabilitet ved høj fart. Vi har prøvet bilen i den opdaterede årgang og der er tale om en mærkbar forbedring.

 

Mindre kosmetiske ændringer

Visuelt har Mazda6 fået en anden frontgrill, som giver den et mere moderne udtryk, men forskellen er ikke stor. Det var da heller ikke et ønske fra Mazda’s side, at ændre væsentligt på fronten, for med en luftmodstandskoefficient på blot 0,27 er Mazda6 en af de aller mest aerodynamiske biler på markedet.

 

I kabinen er der foretaget minimale justeringer af designet, men funktionelt har man tilstræbt en mere traditionel løsning end f.eks. det hidtidige såkaldte CF-Net var udtryk for. Det findes i al sin enkelhed ikke længere – instrumenteringen er blevet mere enkel, men funktionerne er bibeholdt. Fornuftigt nok, for iblandt kan bilers betjening også blive for grundløst sofistikeret.

 

Motor optimering

På motorsiden er der sket en række optimeringer med det formål at forbedre brændstoføkonomien. 1,8 liters benzinmotoren kører nu 15,6 km/l mod tidligere 14,5 – til trods for at den kun har fem gear. Desuden har man nu en  ny 2-liters benziner på programmet, som yder 155 hk og går 14,5 km/l.

 

Dieselprogrammet er baseret på tre 2,2 liters motorer, hvor effektforskellen på 129, hhv. 163 og 180 hk er opnået gennem størrelsen på turboladerne og en optimeret motorstyring. Den mindste af de tre går 19,2 km/l.

 

Den nye Mazda6 vil med benzinmotorerne være klar hos forhandlerne i Danmark sidst i marts – siden følger dieselvarianterne i maj/juni i år.

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt