Subaru har konstrueret verdens første
boxerdieselmotor med turbo til en personbil.
Boxerkonstruktionen, som Subaru begyndte at anvende
på benzinmotorer allerede i 1966, betyder at
cylindrene ligger lige overfor hinanden adskilt af
krumtappen i midten. Subaru har kontinuerligt
videreudviklet boxerteknikken, som er en
grundforudsætning for Subarus effektive
firehjulstræk, kaldet Symmetrisk AWD.
Kompakt og vibrationsfri
De største fordele med boxerkonstruktionen er, at
motoren bliver kompakt og får et lavt tyngdepunkt.
Subarus nye boxerdiesel er med en længde på blot 35
cm 6 cm kortere end den tilsvarende benzinboxer.
Trods sin korte længde er krumtapakslen ekstremt
kraftigt lagret i fem krumtaplejer i motorblokken,
som er af en let og stærk aluminiumslegering.
En boxermotor arbejder derudover stort set
vibrationsfrit og har ikke, til forskel fra mange
række - og V-motorer, behov for vægtforøgende,
pladskrævende og energiforbrugende balanceaksler.
Subarus dieselboxer kører således med minimale
vibrationer og lavt støjniveau. Den korte og stabile
krumtapaksel bidrager også til den rolige motorgang
og minimerer den af vibrationer fremkaldte buldren,
som kendetegner mange almindelige dieselmotorer.
Det er iøvrigt de nævnte egenskaber som forklarer,
hvorfor boxermotoren er den helt dominerende
motortype på lette flyvemaskiner. Dér er boxerens
kompakte mål, holdbarhed og driftssikkerhed helt
afgørende. I de senere år er man begyndt at anvende
dieselboxermotorer på lette fly.
Momentstærk, sparsom og reaktionshurtig
Subarus nye firecylindrede boxerdiesel har en
cylindervolumen på 1998 cm3. Den højeste effekt er
110 kW/150 hk ved 3600 omdr/minut og det maksimale
drejningsmoment er 350 Newtonmeter ved 1800
omdr/minut. Monteret i Subaru Legacy Sedan 2008
kører den 17,9 km/l ved blandet kørsel, hvilket
giver en CO2 udledning på 148 g/km.
Den korte krumtapaksel er meget lettere end på en
almindelig rækkemotor. På denne måde får
krumtapakslen et usædvanligt lille træghedsmoment,
hvilket gør at motoren hurtigt kommer op i
omdrejninger, når man træder på speederen.
Sidste nye dieselteknik
Subarus nye dieselboxer har common rail-direkte
indsprøjtning, som arbejder med op til 1800 bars
tryk. Motorens elektroniske styreenhed tilpasser
brændstofmængden til de forskellige køreforhold og
opdeler hver brændstofindsprøjtning i flere del
indsprøjtninger. Det giver en jævn, stille og
effektiv forbrænding.
I hvert af topstykkerne ligger to knastaksler. De er
kædedrevne og påvirker via lavfriktions
rulleslæbsarme fire ventiler per cylinder.
Stemplerne er af højstyrke legering og har den
øverste stempelring monteret i en ekstra stærk
ringbærer. I ringbæreren findes en kanal, i hvilken
der strømmer kølende olie. Olien sprøjtes ind i
stemplerne fra mundstykket i krumtaphuset.
Motoren overlades med en turbokompressor, hvis
udstødningsgasturbine har elektronisk styrede
skovlhjul, som automatisk stiller sig sådan, at
motoren har en hurtig speederrespons ved alle
omdrejningstal. Turbokompressoren er placeret
nederst på motoren – det bidrager til det lave
tyngdepunkt.
Efter turbokompressoren ledes luften til en
ladeluftkøler, som er monteret direkte ved siden af
motorens indsugningskanaler. Ingen lange og
pladsskrævende slangeforbindelser er nødvendige.
Indsugningskanalerne er delte og har elektronisk
regulerede spjæld, som giver indsugningsluften en
omdrejningstilpasset hvirveldannelse.
Udstødningsgasserne rengøres effektivt af en
oxidationskatalysator og et selvrensende
partikelfilter, begge monteret direkte efter
turbokompressorens udstødningsgasturbine. Den
motornære placering giver den bedste
rensningseffekt. En elektronisk reguleret
tilbageføring af afkølede udstødningsgasser
formindsker desuden udslippet af kvælstofoxider
(NOx).
Motoren sidder i hydrauliske monteringspunkter som
forhindrer de minimale motorvibrationer i at blive
overført til karossen.
Subaru Boxerturbodiesel leveres i Legacy og Outback
Med sin kompakte opbygning passer den nye
boxerdiesel sig udmærket for Subarus unikke
symmetriske AWD. Motorens og kraftoverførslens vægt
havner mellem hjulakslerne hvilket giver de bedste
trækegenskaber.
|