- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 






 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Opel introducerer fire nye og gennemprøvede vans - her placeret foran Dahl Engineering i Thisted. Bemærk to sædeadskillelser i Vectra'en med åben bagklap. Foto: Vivi Siiger.


Opel Vans:

Bedre sent end aldrig – i mere end én betydning


Tekst: Søren Clauding - september 2007

Foto: Vivi Siiger - klik på billederne og se dem større

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er garanti for sikkerheden, når Opel sender nye vans på gaden. Og det gør de lige nu – op til et par måneder senere end flere af konkurrenterne, der har forsøgt at tilpasse sig de nye afgiftsregler, som Folketinget vedtog i juni måned.

 

Men udtrykket ”bedre sent end aldrig” giver ordet ”bedre” flere betydninger.

 

Fire nye vans

Opel kommer på den ene side med ikke færre end fire nye vans, som alle vejer under 2 tons og derfor nyder fordel af afgiftsreduktionen fra 95 til 50 procent – og ikke mindst, at konkurrencen fra de større vans er blevet mindre, fordi afgiften for disse biltyper er øget fra enten en styk afgift på godt 56.000 kroner eller en procentuel afgift på 30.

 

Men nok så væsentligt: Alle fire nye vans er gennemtestet, så de opfylder de krav, Opel fabrikken stiller til sikkerheden i deres biler og de er ikke små – så det tager tid. Der er med andre ord tale om ”bedre vans”, dem, Opel nu lancerer.

 

Thy-test

Testen finder sted i Nordjylland, nærmere bestemt hos Dahl Engineering i Thisted. Hér er man nemlig ekspert i trykprøvning af metalkonstruktioner – og det er præcis, hvad der hér er brug for.

 

Når en bil ombygges til van og derved opnår en klækkelig afgiftsfordel, er det vigtigt at adskillelsen mellem varerum og førerkabine er tilstrækkelig solid. I tilfælde af en frontal kollision vil indholdet i varerummet flyve gennem rummet op i nakken på personerne i førerkabinen. Det sker dels hvis ikke indholdet er fastsurret i varerummet, dels hvis fastsurringen bryder. Bruddet kan opstå i de fastsurringsringe, som er standardudstyr i en Opel van-ombygning.

 

I sagens natur skal selve adskillelsen også kunne stå for mosten. Derfor har man hos Opel valgt at bygge en rumadskillelse i metal og ikke i plexiglas som flere af konkurrenterne. ”Metal er det stærkeste materiale,” fortæller Steffen Nederby Madsen, der har været dybt inde i ombygnings- og godkendelsesprocessen. ”Plexiglas kan splintre og det er ikke særlig hensigtsmæssigt,” siger han.

 

Langvarig proces

I alt kalkulerer Opel med 4-6 måneder til udvikling og lancering. Deraf går de første 2-3 måneder med udvikling af ombygningskit’et og et par måneder til de omfattende tests.

 

En test består basalt set af tryk- og trækprøver. Dvs. kraftige stempler, der trykker med stigende kraft på adskillelsen i en fastspændt karrosse eller kroge, der trækker med stigende kraft i fastsurringsringene.

 

Vi har overværet flere af forsøgene og der skal et træk til på langt over 1 tons før blot en enkelt ring bryder – det understreger, at der er tale om meget høj kvalitet i konstruktionerne.

 

Dertil kommer, at Dahl Engineering også disponerer over en crashtest-bane, hvor man kan undersøge, hvordan konstruktionerne holder i praksis.

Trykprøve (ovenfor) og trækprøve (nedenfor) er blandt de tests, der indgår i DIN-normen. Foto: Vivi Siiger.

 

Det diagonale træk afprøves også - det modstod et træk på langt over 1000 kg før øjet brød. Steffen Nederby Madsen viser en hel og en brudt ring. Foto: Vivi Siiger.


 

Ingen officielle krav

Problematikken er, at den danske Færdselsstyrelse ikke angiver normer for hvad de ombyggede varevogne skal kunne stå for. Det er op til den enkelte producent og så vidt vides er Opel de eneste, der i Danmark får prøvet konstruktionerne ud fra den såkaldte DIN 75410-3 norm. Bilerne bliver i al sin enkelhed ikke sendt på markedet før de har bestået.


De fire nye – og gennem testede varebiler, der nu lanceres – er:

 

Opel Corsa Van:

Billigste version koster kr. 103.240 incl. moms (den tilsvarende hvidpladebil koster kr. 125.718).

 

Opel Vectra Wagon Van:

Billigste version koster kr. 214.833 incl. moms (den tilsvarende hvidpladebil koster kr. 336.569).

 

Opel Astra Classis Wagon Van: Billigste version koster kr. 128.379 incl. moms (den tilsvarende hvidpladebil koster kr. 174.866).

 

Opel Astra Wagon Van:

Billigste version koster kr. 149.644 incl. moms (den tilsvarende hvidpladebil koster kr. 206.950).

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt