- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Verdenspremiere: Toyota Yaris
Bedre i enhver detalje
Af Søren Clauding - 16. Oktober 2019

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den helt nye Toyota Yaris, som Toyota netop har løftet sløret for ved en særlig begivenhed i Amsterdam, kommer først til Danmark næste efterår, men der er tale om en bil, der helt igennem er så meget fornyet, at den nok vil være værd at vente på. Blandt andet er den blevet mindre…

Hvad det angår, er det nu ikke så meget. Den er 5 mm kortere end forgængeren, den er også 4 cm lavere, men til gengæld er den ikke mindre end 5 cm bredere og hjulene er kommet længere ud i hjørnerne, så kabinepladsen er forbedret - akselafstanden er nemlig forøget med 5 cm. Desuden sidder man 15 m lavere, hvilket også er med til, at kompensere for de umiddelbart lidt mindre dimensioner.

Ny platform
Det har man kunnet gøre, fordi den nye Yaris er den første kompaktbil fra Toyota, der er skabt på den såkaldte TNGA-B platform. Den platform har defineret en lang række basale konstruktionsdetaljer, så designerne har kunnet være kreative, uden påny at skulle opfinde den dybe tallerken i enhver henseende. Den lavere siddeposition betyder eksempelvis også lavere tyngdepunkt, og det vil kunne mærkes under kørslen, lover Toyotas teknikere.

Samtidig har man strammet op på karrosseri-stivheden og parret en mere tilgivende affjedring med en krængnings-stabilitet, der er forøget med 80 procent fra 320 til 580 Nm/deg (Newtonmeter/grad). Det bliver spændende at opleve i praksis.

Mere indbydende ude som inde
Visuelt har man skabt en mere moderne bil, i tråd med den generelle opstramning af bilernes design, som Toyota har gennemført i de senere år. Og indvendig har bilen også ændret karakter, fulgt op af anvendelsen af mere indbydende og lækre kvalitetsmaterialer.

Det lækre indtryk underbygges af et meget højt udstyrsniveau, hvor eksempelvis adaptiv fartpilot over hele hastighedsintervallet og vejbaneassistent er standard i alle varianter. Toyota indfører som den første bilfabrik også centerairbag (detaljerne afsløres først senere) i en kompaktbil. Der følges op med en række andre sikkerheds-elementer, som tilsammen opfylder målsætningen om, at skabe verdens sikreste kompaktbil.

Miljø-optimerede drivliner
Hvad drivlinerne angår, tilbyder man som udgangspunkt to konventionelle benzinmotorer samt en hybridmotor. Fælles for dem alle er, at de hver især kun har tre cylindre. Den mindste er på 1,0 liter og kendes bl.a. fra den hidtidige Yaris og lillebror Aygo, og den store benzinmotor er på 1,5 liter - uden turbolader.

Hybridmotoren er helt ny og består af en 80-hestes elmotor kombineret med en 1,5 liters Atkinson cycle benzinmotor med en kompression på 1:14. Effekt-tallet for benzinmotoren er endnu ikke oplyst, men man må forvente en systemeffekt på mindst 115 hestekræfter. Samtidig med at benzinforbruget (og dermed også CO2 udslippet) reduceres med mindst 20 procent. Det burde give realistiske WLTP forbrugstal på mindst 25 km/l og en CO2 udledning på under 90 g/km.

Minutiøst samarbejde
Samspillet mellem de to motorer styres af en ny motor-kontrol-enhed, der 10.000 gange i minuttet registrerer og optimerer deres indbyrdes kraft-leverancer. En helt ny version af den hidtidige e-CVT automatgearkasse står i praksis for samarbejdet, men det er en noget anden opgave end den hidtidige gearkasse har skullet håndtere, bl.a. fordi el-motoren roterer med op til 17.000 omdr/min - modsat den hidtidige el-motors 13.000 omdr./min.

Yaris Hybrid er udrustet med et litium-ion batteri, der er 27 procent lettere end det hidtidige nikkelmetal batteri, det er hurtigere til at ændre på strøm-leveringen men er egentlig ganske beskedent, dvs. under 1 kWh i batterikapacitet.

Det er unikt, at man nu kan køre med hastigheder op til 130 km/t (officielt: Over 120 km/t) på elektricitet alene og ved bykørsel har praktiske forsøg dokumenteret, at man kører 80 procent af tiden på elektricitet alene.

Andre Toyota prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:
Miljø-mobilitet til overkommelig pris >>>

Link til importøren








Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt