- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



 Verdenspremiere: Ford Mustang Mach-E

Ford sætter strøm til legenden
Af Søren Clauding - 16. november 2019

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Man behøver ikke tage til Los Angeles motor show for at opleve Fords første helt elektriske bil. Ikke når man har Norge liggende lige ved siden af. For stort set samtidig med, at sløret blev løftet for den helt nye Ford Mustang med tilnavnet Mach-E i LA, fandt en lignende seance sted i verdens elbil-land nr. 1.

Og endnu inden præsentationen fandt sted, havde ikke færre end 450 nordmænd bestilt den nye bil og erlagt depositum - selvom bilen først kan leveres engang i midten/sidst i 2020. Til Danmark kommer den i øvrigt først i begyndelsen af 2021, og her har man ikke præcis de samme salgsforventninger.

”Vi satser på at sælge 800 elektriske Mustang det første år,” oplyste Fords danske brandmanager i forbindelse med den europæiske verdenspremiere, som fandt sted i Oslo, ”men tallet kan svinge meget, ikke mindst, hvis der sker ændringer i afgiftsberegningen. Vi har ud fra de nuværende afgiftsregler for 2021 beregnet, at Mustang Mach-E da vil koste 452.000 kroner. Reglerne indebærer bl.a. 65 procent i afgift på elbiler i Danmark bilens introduktions-år.”

Hvis nu…
Fords danske pressechef, Lene Dahlqvist, har endvidere oplyst, at hvis bilen ville være kommet på markedet nu, ville prisen i Danmark have været 371.000 kroner. Priserne gælder udgaven med baghjulstræk og et litium-ion batteri på 75 kWh. Mustang Mach-E vil nemlig også kunne fås med et batteri på 99 kWh - da er prisen i 2021 538.000 kroner.

Mustang Mach-E kan desuden leveres i en særlig performance udgave med firehjulstræk. De priser er endnu ikke publiceret, men hvad gør også det: en Mustang har naturligvis baghjulstræk…

Populær familie
Det er et klogt træk fra Fords side. Mustang har ikke for ingenting opnået den succes, som over tiden fra den første bil så dagens lys i 1964 har gjort den til verdens bedst sælgende sportscoupé. Det var dens kraftfulde V8 motor, men også dens unikke køreegenskaber og dens særlige udseende, der var den drivende kraft.

Motoren er i sagens natur i Mach-E blevet ofret på e-mobilitetens alter, og køreegenskaberne må vi vente med at fortælle om til Ford har produceret lidt flere Mustangs. Men kræfter har den fortsat masser af og udseendet - tja, den ser godt ud, det skal der ikke herske tvivl om. Men helt så meget Mustang, som man måske kunne have forventet, er der i vores optik ikke gemt i den nye bil.

Sports-SUV med miljø-potentiale
Det hænger formentlig sammen med, at Mustang Mach-E IKKE er en sports coupé. Den er en sportslig SUV, den er høj og rummelig og det giver god mening.

For det første skal der indgås kompromiser, hvis man skal have plads til et stort batteri. For det andet er SUV’er ”in” for tiden. For det tredje tilbyder den på meget fornuftig anvendelighed og brugsrigtighed, som helt er i overensstemmelse med miljørigtig tankegang. Derved vil den have langt bredere appeal, end hvis man blot havde skabt en eldreven konventionel Mustang.

Og bred appeal er nu engang en nødvendighed, hvis en omlægning af den globale mobilitet skal have en reel betydning. Også derfor er prissætningen af central betydning, og da der er en fuldstændig disharmoni indbygget i den danske afgiftslovgivning, kan man kun kan håbe, at politikerne på ny tager den op til overvejelse.
Link til importøren

Ford prøvekørsler - find dem her >>>

Læs også:
Opmærksomhed uden larm >>>








Brand manager Lasse Poulsen, Ford Motor Company
i Danmark.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt