- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First Word Testdrive: Mazda CX-5

Succesen fortsætter


Af Søren Clauding – 18. maj 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Siden introduktionen af den første Mazda CX-5 har bilen været en stor succes. På verdensplan er der solgt 1,5 millioner eksemplarer, den mellemstore SUV udgør 25 procent af det samlede Mazda salg og selv i Danmark, hvor afgiftssystemet spænder ben for danskernes muligheder for at køre i de alsidige, sikre og lidt større biltyper er 15 procent af det samlede salg af Mazda biler CX-5 modellen.

 

Nu er en helt ny generation på vej. Den lanceres i begyndelsen af juni – til trods for det har årets første fire måneder for Mazda Danmark været de bedste i CX-5 modellens historie. Det bliver næppe dårligere fremover, måske tværtimod, for den nye bil er prissat sådan, at prisforskellen mellem den hidtidige version og den nye er helt ubetydelig – og så er den naturligt nok endnu bedre.

 

Indstigningspris: 310.000 kroner

Den allerbilligste CX-5 koster blot 310.000 kroner og den pris inkluderer temmelig meget udstyr, oplyste Informationschef Jannik Olsen fra Mazda Danmark, i forbindelse med de første internationale prøvekørsler af den nye bil på de snoede landeveje omkring Barcelona i Spanien.

 

Den største udfordring for den danske importør bliver muligvis, at få biler nok til Danmark. ”Sådan var det, da den første CX-5 kom på markedet i 2012, og det kan også igen blive situationen. Men nu må vi se, hvis bilen bliver den succes, vi håber på, kan det være, at fabrikken forbarmer sig over os og sender nogle flere biler til Danmark,” smile Jannik Olsen.

 

Der er ingen grund til, at den nye CX5 ikke skulle blive en succes. Den første generation lancerede det exceptionelle KODO design og den helt nye SKYACTIV filosofi. Den nye bil er en udbygning af denne basale tankegang og er bedre end forgængeren i enhver henseende.

 

Visuel opstrammer

Visuelt har CX5 fået en opstrammer. Den har bagtil fået et lidt mere boksagtigt design med knap så meget sving i, den er dermed blevet enklere og så har fronten, dvs. bilens ansigt, fået en markant opgradering. Den nye front er mere 3 dimensional, som man udtrykker det hos Mazda, og efter et øjebliks betænkningstid, er undertegnedes reaktion: Det har de egentlig gjort meget godt.



Også kabine designet er fornyet, men hvor det udvendige design fortsat er unikt, er kabinen i højere grad baseret på funktionalitet og dermed lidt mere konventionel. Det er dog pænt og inkluderer nye funktioner, som f.eks. head-up display, hvor de vigtigste informationer projekteres op på en lille skærm i synsfeltet under forruden, så rigtigt skabt, at synsvinklen kan variere meget uden at tal og bogstaver skjules – noget som visse konkurrenter har haft svært ved at opfylde.

 

Mange rigtige løsninger

Det er ét af et utal af eksempler på rigtige løsninger. Den automatiske nødbremse, som er standard i alle versioner, også den allerbilligste Cole variant, er et andet. Den virker helt op til 80 km/t og bringer bilen helt ned til 0 km/t. Kombineres den med en adaptiv fartpilot fungerer systemet op til 180 km/t. Sidstnævnte kan også bruges ved køkørsel, hvor det holder en passende afstand til den forankørende, helt ned til 0 km/t og aktiveres da på ny, så snart man blot vipper med speederen.

 

Den tekniske konstruktion er i bund og grund ny. Omkring halvdelen af komponenterne i undervognen er helt nye og bilens karrosseri har fået en gennemgribende overhaling, som bl.a. har forbedret vridningsstabiliteten 15 procent. Dimensionerne er ikke meget forskellige fra forgængeren. Mest iøjefaldende er det, at den er 3,5 cm lavere – frihøjden er 19,2 cm – den er også en smule lavere.

Utrolig støjsvag

Ved præsentationen af den nye bil blev der lagt stor vægt på den indsats, man har gjort for at få lydniveauet bragt ned. Og det er usædvanlige metoder, Mazda har benyttet. Eksempelvis indbygningen af en dynamisk dæmper i den pind, der fastgør stemplerne til plejlstængerne i diesel motorerne. Et system, som i opstart fasen og ved langsom acceleration modvirker de naturlige svingninger såvel som motorbanken.

 

På ét punkt skal man som bilkøber dog være særlig opmærksom: Mazda CX-5 har fået nye sæder. De er komfortable og giver den rette understøttelse, men kun, hvis man har en kropsfacon der passer. På almindelig dansk: er man lidt bred over bagdelen, har sæderne knap så god pasform. Men det er måske mere stof til eftertanke for køberen og ikke nødvendigvis for Mazda designerne.


Link til importøren

Andre Mazda prøvekørsler – find dem her >>>

 

Læs også:

Dynamik og komfort i skøn forening >>>


Den helt nye Mazda CX-5 overrasker ved sit lave støjniveau og sine fabelagtige køreegenskaber - kør med en tur. Videoen kan også ses i Fuld HD.


 

 

 

Skærmen over midterkonsollen er 7" stor, let læselig og uden reflekser.

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt